Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tolvte Capitel·
Det var atter Juleaften. Adolph kjørte ad Kongeveien
og saae i Skumringen Kjobenbavs Taarne i den taagede
Horizont. Indsvovt i sin Kappe-, med sin Vinterhue
dybt nedtrykket over Panden sad han i sm lille lethe-
pakkede Vogn ved sin Tjener-3 Side, som kjorte de
hurtigt ilende Heste. »See engang, hvor de skynde sig!
De veed ordenlig, at Hjeinmet er nær, og det er kjært
saagar for de stakkels Dyr,« sagde Tjeneren med en
Tone, som viste, at han selv var af samine Mening som
Hestene. »Ak!« sukkede Adolph ved sig selv: «Det er
jo ogsaa denne uforklarlige Længsel efter Hjeminei, som
driver mig her tilbage. Og nu, da jeg seer disse velbe-
kjendte Taarne, er det, som om de vinkede til mig og
raabte: Vend- om! Vend om! —— Nei! jeg vender ikke
om! Feige Hjerte! hvad frygter du? Har jeg ikke
sagt mig selv hundrede Gange, hvorledes jeg vil finde
Alting her. Hun er min Stedmoder, eller er nær ved
at blive det! Hvorfor kan jeg ikke see det ligesaa godt
som vide det? Er der ikke altid en Lægedom i Vis-
heden, i Sandheden, i den Selvtllsredshed, man foler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
