Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
che
Usk-
118
net; meit stjoiidt jeg ikke mere henter den nied Glæde,
vil jeg tcenke paa den baade med Glæde og Sorg. Men
Det, jeg her beder dig om, det gjor du ikke; du glem-
mer de Ord, jeg her siger, og mig med.
Paulme kunde ikke længere holde sine Taarer til-
bage. Hriii bøiede sit Ansigt ned, tog Fligen as sin
Kaabe og holdt den for Øinene, Frits bestrcebte sig for
at tage den Haand, som skjulte dem, og sagde dybt
bevæget: Paulinel har jeg bedrøvet dig?
·O Fritsl Dine Ord gaae mig gjennem Sjælen.
Hvor kan du troe O min Girdl jeg skulde
glemme dig! Nei hver Afteii vil jeg fæste en Blomst i
Træet, og hver Morgen vil jeg tage den bort med
Taarer. Jeg selv vil blive en vissen Blomst, naar jeg
skal leve uden dig. Ak, jeg har ikke tænkt, at Savn og
Afsked kunde være saa bittre!
I Frits greb hendes Haand, og glemmende, at de
i To ikke vare ene i Verde11, kyssede haii deti henrykt og
sagde, dog med ganske sagte Stemme: Min sode Pa1i-
1 line! Er jeg dig kjær-? Siig, tor jeg ansee dig for min
; Elskede, for miti tilkommende Husmi? Er jeg saa lykke-
s lig, da er jeg — som Vagner før sagde —— reddet for
Tid og Evighed.
Pauliiie fæstede sine store, cerlige Øine paa hans,
med et ubeskrivelig kjærligi og høitideligt Udtryk, og et
sagte Ja lod fra hendes Læber. Den henrykte unge
-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
