Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
følte mig trøstet, jeg veed ikke selv hvorved. — Hvorved?
O lad mig ikke vaere utaknemmelig? Endogsaa deti
mindste Fugl veed, at Solen, at den frie Natur er
hans Velgjererez kun Mennesket lader haattt om den
Trøst, som disse uskyldige Venner bringe ham. — Jeg
vil ikke stode nogen Trost, noget godt Oicblik fra mig-
Jeg vil haabe; Dette er dog et Gode, som Mennesket
har forud for sine stakkels Medskabninger. At han kan
troe, haabe, elske, det maa erstatte hatn de Smerter-, som
ogsaa han altene fremfor al Naturen har at bære-. —-
At elske, og stedse miste alt det Elskede, det har vee-ret
min Lod her i Verden, ligesiden hine gyldne Dage, da
Grethes unge Skjønhed berusede mig, indtil den Dag,
da jeg mistede mine unge Venner See de stakkels
Spnwer, hvor de have travlt med at indtage de Reder
her under Taget, som Svalerne have forladt! Den
fattige Fugl indqvarterer sig i den riges efterladte Som-
tuerbolig, og søger at bevæbne sig mod den kommende
Vinter-3 Kulde og Nød ved at forene sig med de Ven-
ner, hvis Reder stode op til hans. — Min Rede fjo-
der ogsaa op til min forste Vens. Ogsair vi burde
forene os for at forsode hinanden de Sorger, ghvortned
denne kommende Vinter truet-, men desvaeL
Han var dog saa deeltagetide den Aften forleden, da
jeg blev syg, men siden dett Tid seer jeg ham kun lidt,
og altid med den gamle kolde, tilbageholdende Mitte. —’—
i««c
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
