Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Godset modtoge mig saa hjerteligt og smukt ved min
Hjemkomst, da var det visselig ikke paa Skromt, jeg
sagde, at det var dig, de skulde takke.
—- Hold dog op igjen! Det er ingen Sag, siger
Ordsproget, at skjære en bred Rem as en Andens Hud.
Er det ikke dig selv, som har foreskrevet Alt hvad her
. er skeet, alle Forbedringer? Har du ikke selv begyndt
at udføre dem i alle de Aar, da du bestyrede Godset i
diii Faders Tid? Og har han ikke selv lagt Grunden?
Jeg husker end, hvordan Præsten, min salig Fader, og
de andre Mænd her i Egnen talede om den brave
Herre. Det var endnu i de Dage, da vi To hver
Dag red til Skolen i Horsens og hjem igjen, og jeg
misundte dig din lille Skimmel.
—- Det er ikke sandt! Du har aldrig misundt
mig Noget. Du har været mig den Stat, hvorfor
man aldrig nok kan takke Gud: en suldtro Ven, som
de gamle Viser sige, en Barndoms-Ven, som ingen
Livets Omvæltning har berøvet os.
— Hvert Ord, du siger, er mig en sand Hjerte-
styrkning, men havde jeg nu bare din Veltalenhed, saa
vilde jeg dog spørge, hvem af os To der skylder den
Anden Meest. Da jeg for ti Aar siden kom her
hjem fra Sjælland, hvor jeg i retfærdig Harme over
mine Foresatte havde opgivet mit Levebrød, da jeg sad
der med Kone og Barn og tomme Hænder, og mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
