Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 46 —
alle de store «dydige genier» har slaat til jorden menneskenes
frihet, værdiighet, forstand og lykke.
Først hadde vi guds fald’, nu har vi et fald som interesserer
os mer, menneskets fald, foraarsaket ved guds blotte tilsynekomst
eller aabenbarede paa jorden.
Se saaledes i hvilken dyp vildfarelse vore kjære og berømte
idealister befinder sig. Ved at tale til os om gud, tror de, har de
til hensigt at løfte os, at frigjøre os, at forædle os, og tvertimot
knuser og fornedrer de os. Med guds navn forestiller de sig at
kunne oprette brorskap mellem menneskene, og tvertimot
fremkalder de hovmod, foragt, utsaar tvedragt, hat, krig og grundlægger
slaveriet. Ti med gud kommer nødvendigvis de forskjellige grader
av guddommelig inspiration ; menneskene deler sig i meget
inspirerte og slet ikke inspirerte. Alle er i like grad nuller for gud, det
er sandt; men, sammenlignet indbyrdes, er nogen større end andre ;
ikke bare som en kjendsgjerning, det vilde ikke bety noget, for en
faktisk ulikhet blir av sig selv borte i den samlede mængde, naar
den ikke der finder nogen indbildning eller lovlig institution, som
den kan henge sig fast ved; nei, nogen er større end andre ved
inspirationens guddommelige ret, hvilket straks opretter en fast,
uforanderlig, forstenet ulikhet. De mest inspirerte skal høres og
adlydes av de mindre inspirerte, og de mindre inspirerte av de slet
ikke inspirerte. Se, dermed er autoritetens princip vel anbragt, og
med det slaveriets to grundlæggende institutioner: kirken og
staten.
Av alle despotismer er de doktrinæres eller inspirerte religiøses
den værste. De er saa nidkjære for sin guds ære og sin idés triumf,
at de intet hjerte længer beholder hverken for friheten eller for
værdigheten, eller engang for de levende, de virkelige menneskers
lidelser. Den guddommelige nidkjærhet, optatheten av idéen, ender
med selv i de ømmeste sjæle, de mest medfølende hjerter at uttørke
den menneskligie kjærlighets kilder. Idet de betragter alt det som
er, alt det som sker i verden, fra evighetens eller den abstrakte
idés synspunkt, behandler de de forbigaaende ting med foragt; men
for de virkelige mennesker, for menneskene i kjøt og blod, bestaar
hele livet bare av forbigaaende ting ; de selv er bare forgjængelige
væsener og som, naar de engang er forgangne, vistnok erstattes av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
