Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 71 —
Man kunde da tro, at den menneskelige aand endelig var ifærd
med at frigjøre sig, en gang for alle, for alle guddommelige
anfeg-telser. Det var en feiltagelse. Den guddommelige løgn hvormed
menneskeheten hadde næret sig — for bare at tale om den kristne
verden — i 18 aarhundreder, skulde endnu en gang vise sig
mægtigere end den menneskelige sandhet. Da den ikke længer kunde
betjene sig av den sorte flok, kirkens indviede ravne, de katolske
eller protestantiske prester, som hadde tapt al tillid, betjente den
sig av læge prester, løgnere og sofister i kort kjole, blandt hvilke
hovedrollen tilfaldt to skjæbnesvangre mænd: den ene den mest
forkvaklede aand, den anden den mest doktrinært despotiske vilje
i forrige [18.] aarhundrede, J. J. Rousseau og Robespierre.
Den første repræsenterer den sande type paa sneverhet og
mistænkelig smaalighed paa overspændthet uten anden gjenstand
end sin egen person, paa kold begeistring og paa samtidig
sentimentalt og uforsonlig hykleri, paa den moderne idealismes
anstrengte løgn. Man kan betragte ham som den sande ophavsmand
til den moderne reaktion. Tilsynelatende det 18. aarhundredes
mest demokratiske skribent, utruger han i sig statsmandens
ubarm-hiertige despotisme. Han var den doktrinære stats profet likesom
Robespierre, hans værdige og trofaste discipel, søkte at bli dens
yppersteprest. Efter at ha hørt Voltaire si at hvis der ikke var
en gud maatte man opfinde en, opfandt J. J. Rousseau det høieste
væsen, deisternes abstrakte og ufrugtbare gud. Og det var i det
høieste væsens navn. og i den hykkelske dyds navn som paabydes
av det høieste væsen, at Robespierre guillotinerte først hebertistene,
siden selve revolutionens aand, Danton, i hvis person han
snik-myrdet republikken, idet han saaledes forberedte seiren for
Bonaparte I’s diktatur, som derefter blev uundgaaelig. Efter denne
store triumf, søkte og fandt den idealistiske reaktion mindre
fanatiske, mindre frygtede tjenere, avpasset efter de betydelig
formindskede dimensioner hos vort aarhundredes borgerskap I
Frankrike var det Chataubriand, Lamartine, og — skal jeg si det ? vel!
hvorfor ikke ? man maa si alt, naar det er sandt — selve Victor
Hugo, demokraten, republikaneren, skin-socialisten av idag, og efter
dem hele den sørgelige og sentimentale flok av magre og bleke
aander, som under ledelse av disse mestre dannet den modern?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
