- Project Runeberg -  Gullivers Rejser til Lilleput og Brobdingnag /
120

(1878) [MARC] Author: Jonathan Swift
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

120

såvidt jeg kunde skjønne, omtrent femten Alen i hvert Skridt.
Jeg-blev yderlig slagen af Frygt og Bestyrtelse og løb hen i Kornet for
at gjemme mig; der så jeg ham øverst på Stetten, fra hvilken han
så sig tilbage til den nærmeste Ager tilhøjre, og jeg hørte ham råbe
med en Stemme, som lød mange Gange stærkere end fra en Råbert;
men Lyden var så langt oppe i Luften, at jeg virkelig først troede,
det var Torden. Derefter kom der syv lignende Uhyrer henimod
ham med Sigder i Hånden, og hver Sigd var så stor som seks Ljåer.
Disse Mænd var ikke så velklædte som den første, hvis Tjenere
eller Arbejdere de syntes at være; thi efter at han havde sagt nogle
Ord, gik de ud på Ageren for at skjære Korn, netop hvor jeg lå.
Jeg holdt mig i så lang Afstand fra dem som muligt, men måtte
bevæge mig under store Vanskeligheder, thi Kornstråene stod
undertiden kun en Fod fra hverandre, så at jeg med Nød og neppe kunde
trykke mig ind imellem dem. Jeg kom dog frem på en Måde, indtil
jeg nåede en Del af Ageren, hvor Kornet havde lagt sig efter Re^n
og Vind. Her var det mig umuligt at komme et Skridt videre; thi
Stråene havde viklet sig således om hinanden, at jeg ikke kunde
krybe imellem dem, og Skjægget. paa de nedfaldne Aks var så skarpt
og spidst, at det trængte ind i mit Kjød gjennem Klæderne. Nu
hørte jeg Høstkarlene ikke mere end halvandet hundrede Alen bag
mig. .Ganske medtaget af Anstrængelse og aldeles overvældet af
Sorg og Fortvilelse lagde jeg mig ned mellem to Tejger og ønskede
inderlig at få ende mine Dage der. Jeg sørgede over min forladte
Enke og mine faderløse Børn. Jeg begræd min egen Dårskab og
Egensindighed, som voldte, at jeg endelig skulde ud paa denne anden
Rejse trods alle mine Venners og Pårørendes Advarsler. I denne
frygtelige Sindsbevægelse kunde jeg ikke lade være at tænke på

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 05:34:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gullrejser/0136.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free