- Project Runeberg -  Gullivers Rejser til Lilleput og Brobdingnag /
123

(1878) [MARC] Author: Jonathan Swift
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

123

Lilleput, hvis Indbyggere anså mig for det største Under; hvor jeg
kunde tage en kejserlig Flåde på Slæb med Hånden og udføre hine
øvrige Bedrifter, hvilke vil omtales for evig i dette Riges Krøniker,
medens Efterslægten næppe vil tro dem, skjønt de bevidnes af
Millioner. Jeg overvejede, hvilken Ydmygelse det vilde blive for
mig at se ligeså ubetydelig ud hos denne Nation som en ensom
Lilleputer blandt os. Men jeg følte, at dette vilde blive min mindste
Ulykke; thi da man har erfaret, at menneskelige Skabninger er
vildere og grusommere i Forhold til sin Størrelse, hvad andet kunde
jeg da vente end at blive til en Mundbid for den förste af disse
vældige vilde, som traf til at få fat i mig? Filosoferne har
utvilsomt Ret, når de fortæller os, at intet er lidet eller stort uden ved
Sammenligning. Det kunde have behaget Skjæbnen at lade
Lille-puterne træffe på en Nation, hvor Folket var ligeså lidet i Forhold
til dem, som de selv var det til mig. Og hvem ved, om ikke denne
overnaturlige Race af dodelige ligeledes kunde overtræffes i en eller
anden fjerntliggende Del af Verden, som vi ikke har opdaget?

Forskræmt og forvirret som jeg var, kunde jeg ikke lade være
at fortsætte med disse Betragtninger, da en af Høstkarlene nærmede
sig på ti Alen fra den Fure, jeg lå i, og bragte mig til at skjælve
for, at jeg med det. næste Skridt skulde blive knust under hans Fod
eller hugges istykker af hans Sigd. Da han derfor var ifærd med
at røre på sig, skreg jeg så højt som min Rædsel kunde drive det
til, hvorefter Uhyret stansede, og efter at det en Stund havde set
ned rundt omkring sig, opdagede det mig tilslut, hvor jeg lå. Han
betænkte sig lidt med en Persons Forsigtighed, som prøver på at
fange et lidet farligt Dyr således, at det ikke skal klore og bide ham,
ligesom jeg selv ofte har gjort med en Væsel i England. Tilsidst

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 05:34:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gullrejser/0139.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free