- Project Runeberg -  Gullivers Rejser til Lilleput og Brobdingnag /
124

(1878) [MARC] Author: Jonathan Swift
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

124

vovede han at gribe mig bagfra om Livet med Tommel- og
Pegefingeren og holdt mig på tre Alens Afstand fra sine Øjne for
tydeligere at kunne betragte min Skikkelse. Jeg gjættede hans Mening,

o

og min gode Lykke indgav mig så megen Åndsnærværelse, at jeg
besluttede ikke at stride imod på mindste Måde, mens han holdt mig
oppe i Luften over seksti Fod fra Marken (skjønt han kneb mig fælt
i Siderne), af Frygt for at jeg skulde glide ud mellem Fingrene på
ham. Det eneste, jeg vovede, var at løfte mine Øjne op imod Solen
og folde mine Hænder på en bønfaldende Måde, samt tale nogle Ord
med ydmyg, bedrøvet Stemme, passende for den Stilling, jeg var i;
thi jeg frygtede hvert Øjeblik for, at han vilde slænge mig i Bakken,
ligesom vi gjør med de små modbydelige Dyr, vi har Lyst til at
dræbe. Men min Lykkestjerne vilde, at han skulde finde Behag i
min Stemme og mine Bevægelser, og han begyndte at betragte mig
som en Kuriositet. Han undrede sig højlig over at høre mig udtale
tydelige Ord, skjønt han ikke kunde forstå dem. Imidlertid var det
mig ikke muligt at lade være at klage og fælde Tårer og vende
Hovedet mod mine Sider for at give ham at forstå, hvor grusomt
han klemte mig mellem sin Tommel- og Pegefinger. Det så ud til,
at han forstod min Mening; thi han løftede op sit Frakkeskjød,
lagde mig sagte ned i det og lob øjeblikkelig afsted med mig til sin
Herre, som var en velholden Bonde og samme Mand, som jeg forst
havde set på Ageren.

Da Bonden (som jeg kunde skjønne af deres Samtale) havde hort
den Beretning om mig, som lians Tjener kunde give ham, tog han
et Stykke af et lidet Strå, af Størrelse som en Spadser stok, med
hvilket lian løftede op Skjøderne på min Frak, og det lod til, at
han troede det var et Dække, Naturen havde givet mig. Han blæste

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 05:34:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gullrejser/0140.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free