- Project Runeberg -  Gullivers Rejser til Lilleput og Brobdingnag /
223

(1878) [MARC] Author: Jonathan Swift
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

223

dernede, så sig fra." Jeg svarede, at jeg var en Engelskmand, der
af en umild Skjæbne var stedt i den værste Ulykke, som nogensinde
havde hændt et levende Væsen, og bad ved alt, som kunde røre
Hjertet, at de skulde slippe mig ud af det Fængsel, jeg var i.
Røsten svarede, at jeg var uden Fare, da Æsken var fæstet til deres
Skib, og Tommermanden skulde straks komme og sage et stort Hul
i Låget, så at jeg kunde komme ud. Jeg svarede, at dette var
unødvendigt, og at det vilde tage for lang Tid: de skulde bare lade en

o 7 O ö o 7

af Mandskabet stikke Fingeren ind i Ringen og løfte Æsken op fra
Sjøen og ombord i Skibet og derefter bringe den ned i Kaptejnens
Kahyt. Nogle af dem troede, at jeg var gal, da de horte mig tale
så vildt; andre lo; jeg havde nemlig endnu ikke fåt i mit Hoved,
at jeg nu var kommet blandt Folk af min egen Storrelse og Styrke.
Tømmermanden kom og sagede på et Par Minutter en Åbning på
omtrent fire Fod i Firkant, hvorefter han slåp ned en Stige, som
jeg-steg opefter, og jeg blev derfra bragt ombord på Skibet i en meget
udmattet Tilstand.

Matroserne var i den højeste Forundring og gjorde mig tusen
Spörgsmål, som jeg ikke havde nogen Lyst til at svare på. Jeg for
min Del var ligeså forvirret over at se så mange Dværge; tlii det
syntes jeg de var, efter at jeg så længe havde vænnet mine Øjne
til de vældige Væsener, jeg havde forladt. Kaptejnen, Thomas
Wil-cocks, en hæderlig Mand fra Shropshire, og som så, at jeg var nær
ved at falde i Svime, forte mig ned i sin Kahyt, gav mig en
Styrkedrik og bod mig ’sin egen Koje, idet han rådede mig til at hvile
mig en Stund, hvilket jeg også trængte meget til. For jeg faldt i
Søvn, lod jeg ham forstå, at jeg havde værdifulde Sager i min Æske,
hvilke var altfor gode til at komme bort; en vakker Hængekøje, en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 05:34:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gullrejser/0239.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free