- Project Runeberg -  Gullivers Rejser til Lilleput og Brobdingnag /
229

(1878) [MARC] Author: Jonathan Swift
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

229

ned og udgive den offentlig. Mit Svar var, at jeg syntes, vi allerede
var overlæsset med Rejsebeskrivelser, og at ingenting nu kunde slå
an, som ikke var meget overordentligt; men heri havde’,jeg dog en
Mistanke om, at Forfatterne mindre spurgte Sandheden til Råds end
sin egen Forfængelighed og Egennytte, eller Lysten til at more
uvidende Læsere. Min Historie kunde ikke komme til at indeholde
stort andet end almindelige Hændelser uden alle disse udpyntede
Beskrivelser over sjeldne ATækster, Trær, Fugle og andre Dyr, eller af
vilde Folkeslags barbariske Sæder og Afguderi, som de fleste
Forfatteres Skrifter strømmer over af. Jeg takkede ham alligevel for
hans gode Mening og lovede at overveje Sagen.

Han sagde, at én Ting undrede ham særlig, og det var at hore
mig tale så højt; han spurgte, øm Kongen eller Dronningen der i
Landet havde været tunghørte. Jeg svarede ham, at dette havde
jeg-været vant til nu i over to Års Tid, og at jeg undrede mig ligeså
meget over hans og hans Folks Rost, som forekom mig bare som en
Hvisking, og alligevel kunde jeg tydelig høre dem. Men når
jeg-talte der i Landet, var det ligesom når en Mand på Gaden taler til
én, som ser ud fra Toppen af et Kirketårn, undtagen når de satte
mig på et Bord eller tog mig op i Hånden. Jeg fortalte ham noget
andet, som jeg også havde lagt Mærke til, nemlig at da jeg forst
kom ombord på Skibet, og Matroserne stod omkring mig, syntes jeg,
at de var de foragteligste små Yæsener jeg nogentid havde set. Thi
rent ud sagt kunde jeg aldrig, mens jeg var i denne Fyrstes Land,
bekvemme mig til at se mig i Spejl, efterat mine Ojne havde vænnet
sig til så overnaturlige Skikkelser, fordi Sammenligningen gav
migen så ufordelagtig Mening om mig selv. Kaptejnen sagde, at
jeg-ved Aftensbordet havde siddet og set på alting med et Slags For-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 05:34:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gullrejser/0245.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free