Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Og da Paul hadde stelt istand hjemme hos sig, gik
han opover Huitfeldtsgate for at møte Lucy.
Ettermiddagen var rent sommerlig varm og him
melen hadde den dype og fulde blaafarven som kan
faa et menneske til at synes, nu ser en hvad verdens
rummet er for noget. Paul og Lucy blev staaende
paa broen som vestbanen gaar under; haand i haand
stod de bare og lot solen skinne paa sig. I det varme
gule lyset blev selv leiegaardenes skitne mangeøiede
baksider og sortrøde brandgavler vakre, og bakom
løftet sig gamle havers trækroner som skogbryn, lubne
og flimrende av lyset over knopmylderet.
Det tok til at bli grønt allerede paa skrænterne i
jernbaneskjæringen, lerfivilerne som grodde nedover,
helt ut mellem sporene i det sotede grus, var gamle
alt og slang paa lange stilker. Der kom et tog og
kjørte under broen; selve den svarte kulrøk som det
støtte op, saa solen blev skygget for et øieblik, glin
set festlig idet den løste sig op i luftens blaa. Og
den evige durende og drønnende larm av byen syntes
at tone ut paa en rar, dov maate, likesom dæmpet av
lyset og varmen.
De gik nedover langs baathavnen. Det lugtet
maling og tjære, hvor folk holdt paa at stelle med
baatene sine — våndet glittret og øerne utpaa lyste
vaarlig grønne. Der var mennesker utpaa broen til
badehuset, og inde i haven paa Filipstad skinnet røde
og gule tulipaner mot nystelte græsplæner og ren,
brun muld.
Paul gik og tok md med alle sanser hver eneste
liten søt og frydefuld og vaarlig ting — lugten av det
brakke våndet i Frognerkilen, lugten fra haver hvor
løvet netop var blit raket væk av den raa bakken.
De første vaarblomster omkring villaernes veranda
trapper hadde saanne vidunderlig rene farver, mosen
opover gamle svarte træstammer var smarågdgrøn.
Han gik og nød selve det at han var til — kjendte
sin egen sunde krop som noget saa inderlig godt, god
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
