Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
«Ikke vær saa tøiset da, Lucy,» bad han leende.
Saa kløv hun lydig ut av baaten, forsvandt ind mel
lem buskene.
I en fart klædde han av sig. Deilig at faa av sig
paa benene. Han rakte og strakte sig og saa med
velbehag nedover sin brunladne, veltrænede krop —
beundret spillet av sine muskler, mens han rørte sig
smaatt for rigtig at kjende solens og luftens kjærtegn
mot huden. Der var torvbrun myrjord, nogen tuer av
stargræs og indimellem puter av lysende gulgrøn mose
og av skjør, kjølig stellaria — han gik nogen skridt,
fordi det var saa godt at tråa barbent paa det.
«Lucy» kaldte han sagte. «Kom da — skal jeg
hjelpe dig uti —.»
Hun kom frem og stod, blendende hvitgylden,
foran en vierbusk som glittret solskin tilbake fra alle
blanke blader. Hun løftet en arm over hodet — en
kvist hadde tat fat i haaret hendes: linjen nedover fra
albuen, langs overarmens underside, armhulen og det
ene brystet som blev løftet ved bevægelsen, midjen
og hoftens bue, læggen som blev borte nedi græssets git
ter — det var saa skjønt saa han kunde gjerne graate !
Men da han ropte hendes navn og gjorde som han
vilde springe mot hende, satte hun i nogen smaa ynke
lige skrik, dukket sig sammen og kavet avvergende
med armene — han saa den samme forpinte rødmen
var over hendes ansigt og langt ned paa halsen —.
Saa stanset han i spranget:
«Neimen Lucy da —» forsøkte han at le. Solen
kysset hele hende; der blomstret nogen forsinkede
soleier i græsset like ved hendes føtter — men pikens
übegripelige angst straalte likesom ut en usynlig mur
mellem dem. Den yre og frydefulde spænding sank
av ham ; han følte sit eget hjerte krympe sig av noget
rart og meningsløst —. Saa snudde han ryggen til
hende, gik de skridtene ned til vandkanten og gik uti.
Den søte, kjølige vellyst som det er at gaa ned i
levende vand gav ham litt efter litt fatningen tilbake
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
