Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Cære - Cæsalpinia - Cæsalpinus, Andreas (ital. Andrea Cesalpini) - Cæsar, Gajus Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Coere
Cære, gammel By i Etrurien, 358 f. Kr.
erobret af Romerne.
Cæsalpinia, Slægt af Gruppen Cæsalpineæ,
af Belgfrugternes store Familie. De hidhørende
Arter er Træer, som voxer i de varme Lande; de
har altidgrønne Blade, og Veden har stor Anven
delse i Farverierne. — Cæsalpinia brasiliensis og
C. echinata fra Sydamerika leverer Fernambuktræet,
Cæsalpinia Sappan fra Ostindien Sappantræet
og Cæsalpinia bahamensis fra Bahamaøerne det
gule Brasilietræ. Ogsaa andre Arter af samme
Slægt leverer nyttige Træsorter.
Cæsalpinus, Andreas, (ital. Andrea Cesalpini),
italiensk Filosof og Naturforsker, f. 1519, d. 1603,
Livlæge hos Pave Klemens den ottende, grundlagde
ved sit Verk „De plantis libri XVI“ den botaniske
Systematik og udviklede som Filosof Aristoteles’s
Lære i „Qvæstionum peripateticarum libri V“.
Cæsar, Gajus Julius, Roms største
Feltherre, fødtes 100, eller efter anbre Kilder 102
f. Kr. af en gammel og ansét Patricierfamilie.
Han fik en omhyggelig D^bragetfe og lagde sig
tidlig efter Talerkunsten og Retsvidenfkaben.
Under Borgerkrigen mellem Marius og Sulla
vakte han sidstncrvntes Mishag, fordi han giftede
ftg med en Datter af hans Fiende Cinna; han
blev sat paa Proskriptionslisterne, men benaadet,
og drog nu til Asien, hvor han med Held gjorde
Krigstjeneste mod Sjørøverne. Efter Sullas Død
vendte han tilbage, men reiste 76 til Rhodos,
hvor han studerede Veltalenheden hos Rhetoren
Molo. Under sin Fravcrrelse valgtes han til
Pontifex maximus og efter sin Hjemkomst 73
til Krigstribun. Da Pompeius Aar 70 kom
hjem fra Hispanien og sammen med Crassus
valgtes til Konsul, sluttede Casar sig til ham,
mett undergravede Paa samme Tid i Stilhed
hans Popularitet og vidfte at lede den over paa
sig selv. 68 blev han Kvæstor i Hispanien og
65 Ædil; fom faaban for^gede han sin Popu
laritet ved storartede Lege og ødsle Uddelinger af
Levnetsmidler til Almuen. Sin Beundring for
Cinna og Marius lagde han aabent for Dagen
og paadrog sig derved Optimaternes forbitrede
Had. I Catilinas Sammmsvcrrgelse 63 deltog han
vel ikke, men mistcenktes dog for at vide om den og
for at have fjaabtt ved den at faa sine glaner übførte;
da be Sammensvorne var grebne, modsatte han sig
i Senatet Ciceros og Catos Forflag om, at be
skulde straffes meb Døden. Efter at have funge=
ret som Prætor siuttede han med Pompeius og
Crassus det første Triumvirat og valgtes til Kon
sul for 59. Som Konsul drev han flere Lovforslag
igjennem, hvilket bidrog til at gjøre ham yndet, og
da hans Embedstid var tilende, fik han Statholder
flabet over Gallien og Kommandoen over fire Legi
oner; han begyndte nu sine berMte Felttog i
Gallien, først mod Helvetierne, berefter mod be under
Ariovist over Rhinen indvandrede Germaner og flere
andre Folkeftammer. Hele Gallien bragte han under
Rom og udbredte ogsaa Romernes Anseelse til
Germanien og Britannien, hvorhen han foretog
Expeditioner i Aarene 55 og 54. Imidlertid
haovde hans Berømmelse vakt Misundelse hos
Pompeius, som nu afgjort fluttebe sig til Ccrsars
Fiender, Optimateme. Pompeius søgte længe
forgjeves at faa ham fjernet fra Gallien og skilt
ham fra hans Hær og fik endelig drevet igjennem
(£ctfar
en Senatsbestutning om, at han skulde anses
for Fcrdrelandets Fiende, hvis han ikke ftrax
nedlagde sin Kommando. Nu greb Cæsar til Vaaben
og gik over Floden Rubico, Grændsen mellem
Italien og Gallien. Pompeius, som ikke havde
ventet en saadan Beslutsomhed hos ham, trak sig
med hele sin Styrke tilbage til Illyrien. Cæsar
kom saaledes uden Svardsiag i Besiddelse af
Italien, gjorde i Hast et Tog til Hispanien og
befæstede sit Herredømme der, valgtes derpaa til
Diktator, ordnede flere af Statens Anliggender ved
Love, nedlagde derpaa sin Magt og valgtes til
Konsul. Som saadan drog han 48 afsted for at
opsøge Pompeius, blev et Par Gange slagen af
ham, men fik lokket ham efter sig til Thessalien,
hvor han ved Pharsalos vandt en afgjørende
Seier over ham. Pompeius’s Hær splittedes, ug
han felv flygtede til Ægypten, hvor han blev
myrdet. Cæsar kom strax efter til Alexandria,
gjorde sig til Herre over Ægypten, hvis Konge,
Ptolemæus, omkom i Kampen, og indsatte til
Dronning der Kleopatra, en Søster af den afdøde
Konge. Derefter drog han mod Kong Pharnaces
i Pontus, beseirede ham og blev efter sin
Tilbagekomst til Rom Konsul paa fem Aar og
Diktator paa ét. 46 gik han igjen til Afrika og
beseirede en Hær, som Optimaternes Anførere,
Scipio og Cato, i Forening med Kong Juba
i Numidien havde reist, og feirede efter sin
Tilbagekomst Seiren ved en storartet Triumf.
Efter at have ordnet den indre Styrelse og
indført den forbedrede (julianske) Kalender, gik han
samme Aar til Spanien, hvor Optimaterne med
Pompeius’s Sønner i Spidsen, paany havde vakt
Uroligheder. Efterat han i Slaget ved Munda havde
beseiret dem, kunde ingen mere gjøre ham Magten
stridig. Han fik nu Diktaturet og Tribunat paa
Livstid, en Livvagt og Titelen Imperator; hans
Bud blev Love, og han var i enhver Henseende
uindskrænket Hersker; kun det kongelige Navn
manglede ham. Han vedblev at indføre nyttige
Forbedringer i Administrationen og var just
beskjeftiget med at forberede et Felttog mod Partherne,
da hans glimrende Løbebane fik en brat Ende.
Der havde dannet sig en Sammensværgelse mod
ham af hans personlige Uvenner samt et Antal
fanatiske Republikanere; Hovedmændene var Junius
Brutus og Cassius Longinus. Da Cæsar den
15de Marts 44 indfandt sig i Senatet, blev han
omringet af de Sammensvorne og dræbt ved
Dolkestik. — Cæsar er uden Tvivl en af de
mægtigste Skikkelser, Historien har at opvise. Ikke
blot var han i Besiddelse af en glimrende
Tapperhed; han eiede ogsaa Evnen til sin Beregning,
rask Beslutsomhed og Udholdenhed. Hans store
Ærgjerrighed drev ham undertiden til baade ved
List og Grusomhed at stræbe mod sit Maal; men
naar den ikke kom med i Spillet, var han
velvillig, mild og i sjelden Grad vennesæl. I sine
Fristunder dyrkede han flittig Videnskaberne, især
Mathematiken og Studiet af det latinske Sprog;
han var en udmærket Taler og har endelig ogsaa
erhvervet sig varigt Ry som Forfatter. Sine
Bedrifter i Gallien har han skildret i „De bello
gallico libri VII“ og Borgerkrigen i „De bello
civili“. Begge disse Verker er skrevne i en
flydende, kraftig og ren Stil og læses endnu, især
den første, i de lærde Skoler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
