Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Danmark
til Aslltroen og bestod dels af fri Mand, BMder,
og dels af Traler. Blandt BMderne, som paa
Thingme udMede den lovgivende Myndighed, indtog
enkelte (Jarler) paa Grund af Fødsel og Rigdom
en mere fremragende Stilling end de Mrige og
var som Mge heraf Magte sterre Indflydelfe
ved offentlige Sagers AfgiMelse. — Som den
fprste danste Sagnkonge ncevnes i enkelte Kilder
Dan, i andre Skjold. Den sidstes 3Etlinger
kaldtes Skjoldunger og boede i Leire; af disse
var Frode Fredegod og Rolv Krake de ypperste.
Samtidig med disse ncrvnes ogsaa Konger i Jylland
og Skaane. Den danske Konge Harald Hildetand
samlede et stort Rige, som gik tilgrunde, da han i
Braavallaslaget blev overvunden af sin SMersM,
den svenske Konge Sigurd Ring. Med dennes SM,
Ragnar Lodbrok, som grundede et nyt Rige i Dan
mark, oplMer den egentlige Sagntid. Under den
derefter ftlgende Vikingetid (ca. 800) kom Danerne
i livlig BerMlse med Nabofolkene, navnlig i Syd
og Vest. Kong Götrik eller Gudrød kjoempede med
Karl den store, med hvem hans Eftermand Hem
ming 811 sluttede en Fred, hvorefter Eideren
skulde danne Danmarks Grcrndse mod Karls Rige.
826 flygtede Harald Klak til Keiser Ludvig den
fromme, lod sig dMe og vendte ncrste Aar tilbage
med Munken Ansgar, som skulde forkynde Kristen
dommen. Det følgende Tidsrum er mcerkeligt
ved de omtrent famtidig i alle skandinaviske Lande
i ftPrreMon end forhen optrcrdende Vikingesucrrme,
som navnlig gjestede England og Frankrigs Kyster.
De danske Vikinger vendte sig iscer mod Frankrige
og England, der i det 11te Aarh. blev et Lydrige
under Danmark. Omkring 900 levede Gorm den
gamle; hans Dronning Thyra Danebod lod bygge
Jordvolden Danevirke (i Slesvig) til Vcern mod
Tysterne. Gorms SM Harald Blaatand blev kristen
og maatte overvunden af den tyste Keiser Otto
den anden hylde ham. Han faldt 985 i Kamp med
sin Søn Sven Tveskjeg (d. 1014), der støttedes
af Hovdingen Palnatoke. Sven underlagde sig
Størstedelen af England. Hans Søn Knud den
store, der fuldendte Englands Erobring, blev
efter sin Broder Haralds Død 1018 Konge i
Danmark, hvor han grundfæstede Kristendommen.
Han underlagde sig ogsaa Sydskotland, en Del af
Venden og 1028 Norge; men ved hans Død 1035
faldt Riget fra hinanden, og da hans Søn
Hardeknud døde barnløs 1042, kom Danmark under
Norges Konge Magnus den gode (1042—17).
Harald haardraade formaaede ikke at hoevde Nor
ges Overherredømme, og Danmarks Trone tilfaldt
Sven Estridssøn, hvis Ætlinger regjerede til
1448. Under Sven og hans 5 Sønner, der fulgte
ham i Regjeringen (1047—1134), udvidedes
Geistlighedens Magt, idet Klostre oprettedes, Tiende ind
ftrtes, og et eget Erkestift oprettedes i Lund (1104)
for hele Norden. Derefter plagedes Danmark af
Anfald af de røverske Vender, og samtidig blev det
sønderrevet ved en tiaarig Tronstrid mellem Sven
Grathe, Knud Magnussøn og Valdemar
Knudssøn, hvori den sidste seirede. Valdemar den
første, den store (1157—82), samlede Riget,
slog Venderne, indtog Rygen og tilveiebragte Ro og
Orden i det Indre. Hans ældste Søn, Knud den
sjette (1182—1202), fuldendte Vendernes
Undertvingelse og indtog Holsten, og under Knuds
Broder, Valdemar den anden Seier (1202—41),
Danmark
erobredes ogsaa Estland; men de fleste af disse
Erobringer gik efter kort Tid igjen tabt.
Valdemar Seier sørgede ogsaa for Landets Udvikling
og indlagde sig Fortjeneste som Lovgiver, idet han
1241 lod samle og udgive Jydske Lov. Under
Valdemarernes Krige tiltog Adelens og Ridder
stabets Magt paa de lavere Klassers Bekostning.
De følgende hundre Aar er det mørkeste Tidsrum
i Danmarks Historie. De uduelige Fyrster begik
de skjændigste Handlinger, Oprør og ulykkelige
Krige lammede Rigets Magt, flere Landsdele
løsrev sig, Hansestæderne bemægtigede sig al Handel,
og tilsidst var næsten hele Landet pantsat og i 8
Aar uden Konge. De største Panthavere, de
holstenste Grever, skaltede og valtede, som de vilde.
Efterat Nils EbbessM 1340 havde dræbt den
mægtige Grev Gert, lykkedes det Valdemar den
fjerde Atterdag, (1340—75), dels ved List og
dels ved Magt, at samle det sønderlemmede Rige,
som han desnden udvidede ved Erobringen af
Gotland; men Hansestæderne paanødte ham 1370
en uhæderlig Fred. Han fik sin Datter Margrete
gift med den norske Konge Haakon MagnussM,
og deres SM Olav blev under Moderens
Formynderstyrelse dansk Konge efter Valdemars Død.
Olav arvede 1380 Norge, men døde allerede 1387
og efterfulgtes af den dygtige Margrete (1387
—1402), som overvandt den svenske Konge Albrecht
og forenede de 3 nordiske Riger 1389
(Kalmarunionen 1397). Ved at forlene de holstenske
Grever med det til Kronen, efterat Abels Æt
var uddød, hjemfaldne Sønderjylland, lagde hun
Grunden til de for Danmark senere saa ulykkelige
Tvistemaal om denne Landsdel. Kalmarunionen
blev ei af lang Varighed; allerede under hendes
Søstersøn og Efterfølger, Erik af Pommern
(1412—39) reiste Svenskerne sig til Opstand, efterat
Kongen havde maattet føre en udmattende Krig
med Hansestæderne og de holstenske Grever. Eriks
Efterfølger Kristoffer af Baiern (1439—48)
hævede Adelens Magt og undertrykte Bøndernes
Oprør. Han flyttede Kongesædet fra Roskilde
til København. Ved Kristoffers Død kom det
oldenborgske Hus paa Danmarks Trone.
Under Kristian den første (1448—81) løsrev
Sverige sig efter Slaget paa Brunkeberg 1471;
han lod sig vælge til Hertug i Slesvig og Greve
i Holsten og lagde derved Spiren til
uheldbringende politiske Forviklinger. Hans Søn Hans
(1481—1513) erobrede Sverige, men tabte det
igjen efter et afgjMnde Nederlag i et daarlig
udført Tog mod Ditmarskerne 1500. Kristian den
anden (1513—23) forenede paany de tre nordiske
Riger; men efter det stockholmske Blodbad 1520
reiste Gustav Vasa Svenskerne til Kamp for sin
Frihed, og 1523 opløstes Kalmarunionen for stedse.
I Danmark reiste Adel og Geistlighed, forbitrede
over Kongens Forsøg paa at hæve Borger- og
Bondestanden, et Oprør, som nMe Kristian til
at flygte. Han efterfulgtes af sin Farbroder,
Fredrik den første (1523—33), under hvem
den lutherske Lære begyndte at faa Indpas i
Landet. Efter en treaarig blodig Borgerkrig, hvor
under Katholicisme og Protestantisme, Adelsvælde
og Borger- og Bondestand brødes mod hverandre,
medens Hansestæderne søgte at udnytte
Forvirringen til sin Fordel, blev Kristian den tredie ved
Adelens og Holstenernes Hjelp 1536 anerkjendt som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
