Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dansk-vestindiske Øer - Dantan, Jean Pierre - Dante Alighieri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dlllltan
Besiddelse. Negrene har flere Gange gjort
Opstand, sidst i 1878 paa St. Croix.
Dantan (udt. Dangtang), Jean Pierre, fransk
Billedhugger, f. 1800, d. 1869, udmærkede sig
især ved sine aandrig karrikerede Portrætbyster af
flere berømte Samtidige.
Dante Alighieri, Italiens mest berømte Digter,
fødtes i Florens 1265. Hans Slægt, som var
af gammel Adel, tilhørte Guelfernes Parti. Han
fik en omhyggelig Opdragelse og tilegnede sig
foruden de til sin Stand hørende ridderlige
Færdigheder ogsaa Talekunst, Filosofi og
Sprogkundskab. Han omgikkes Blomsten af den florentinske
Ungdom; blandt hans fortrolige Venner
nævnes Malerne Cimabue og Giotto og Digterne
Pistoia og Cavalcanti. Allerede tidlig havde han
fattet en platonisk Kjærlighed til sin Jevnaldrende,
Beatrice Portinari, en Tilbøielighed, som blev af
Betydning for hele hans Liv, og som ikke tog
Ende ved Beatrices Giftermaal med en anden,
ligesaalidt som ved hans egen Indtræden i et
Ægteskab, der skildres som ulykkeligt. Beatrice
vedblev fremdeles at være hans Ideal, for hvem
han nærede en glødende, men ren og ophøiet
Kjærlighed. 1289 deltog han som Rytter i
Kampen mod Ghibellinerne og 1290 mod Pisanerne;
paa Grund af sin Veltalenhed anvendtes han og
saa ofte som diplomatisk Sendebud i Republikens
Tjeneste. 1295 gik han til Paris, studerede der
Theologi og tog Graden som Baccalaureus. 1300
indvalgtes han i Priorernes Kollegium som
Repræsentant for Læge- og Apothekerlauget; paa
denne Tid var Magien i Hænderne paa
Guelferne, men dette Parti var splittet i to indbyrdes
fiendtlige Leire, de „Hvide“ og de „Sorte“. Dante
tilhørte de Hvide og gik som deres Gesandt til
Rom for at vinde Paven, Bonifacius den ottende.
for deres Sag. Dette lykkedes ikke; Karl af Valois
drog paa Pavens Foranstaltning til Florens og
hjalp de Sorte til Magien; de Hvide forvisses,
blandt dem ogsaa Dante, og deres Eiendom
konfiskeredes. Digteren vankede nu omkring i flere
italienske Stæder, ofte i den yderfte Nød. I
denne Tid kom han til Overbevisning om, at
Italiens Redning ikke var at søge hos
Pavemagten og Guelferne, og vendte derfor med
Ghibellinerne Blikket mod Keisermagten, gjennem
hvilken han haabede at kunne opnaa Italiens
Enhed. Han satte sig i Forbindelse med Keiser
Henrik den syvende og sendte Skrivelser til de
italienske Fyrster om at modtage og hylde ham.
Keiseren lod sig krone i Milano; men ved hans
snart efter (1313) indtrufne Død tilintetgjorde
Dantes Plan. Nedslagen og opfyldt af Harme
og Bitterhed vedblev han at drage fra det ene
Sted til det andet, ofte forulempet af
Modstandernes Hadskhed og Anklager, bl. a. for Kjætteri.
Sine sidste Dage tilbragte han i Ravenna, hvor
han døde den 14de Septbr. 1321. — Sit
udødelige Ry som Digter skylder han sit Hovedverk
„Divina Commedia“ („den guddommelige
Komedie“), et Verk, som i Anlæg er ligesaa storartet
og originalt som i Indhold. Planen er i
Korthed følgende: I et Syn aabenbarer Digterens
Yndlingsforfatter Virgil sig for ham, sendt af
Beatrice for at vise ham Helvede, Skjærsilden og
Himmelen. I Digtets første Del „Inferno,“ [[** tegnrekkefølge sic **]]
gjennemvandrer han Helvede, der er skildret som
Dånte Alighieri
et uhyre Gab under Jordens østlige Halvkugle;
alle rædselfulde Kvaler, som de Fordømte
gjennemgaar, er fremstillede paa den mest malende Maade,
og Haabet, fom alene vilde kunne mildne disse
Kvaler, er udestængt ved Indskriften over Porten:
„Lasciate ogni speranza, voi, ch’entrate!“ („I,
som træber ind, lader Haabet blive udenfor!“)
I anben Del, „Purgatorio“, kommer Digteren
til Skjærsilden, som ligger paa et Bjerg paa den
anden Side af Jorden. Her er Skildringen
allerede roligere, gjennemtrængt af Trøsten i det Haab,
at SkjcrrSildens Pinsler kun er en Renselse, som
forbereder til Saligheden. Paa Toppen af
Bjerget ligger det jordiske Paradis, hvor Virgil
trakker sig tilbage og overlader Pladsen fom Veiviser
og Fører til Beatrice, der nu ledsager Digteren
ind i det himmelske Paradis. Dette skildres i
Digtets tredie Del, „Paradiso“. Han stiger med
sin forklarede Ledsagerinde fra den ene Sfære af
Salighed til den anden, indtil de staar foran
Guds Ansigt, ved hvis Glans Digteren blændes
og synker sammen. — I poetisk Henseende staar
første Del ubetinget høiest; om den Kraft, hvor
med de rystende Scener i Helvede er malede, kan
man vanskelig gjøre sig noget Begreb uden ved
selv at læse Digtet. I denne Del træder ogsaa
Digterens personlige Følelser mest i Forgrunden;
han raser af Fortvivlelse og Had til sine
Modstandere og giver disse uden videre Plads i den
evige Pine. Ogsaa ældre historiske Personer,
som han nærer Antipati mod, kommer
derhen; saaledes gaar det til, at Brutus og Cassius
ses i Selskab med Judas Iskariot. Sidste Del
er den svageste i Digtet; her forklarer Beatrice
under Vandringen gjennem Paradiset alle
Naturens og Aabenbaringens Hemmeligheder, og
Poesien taber sig derfor ofte i Mystik. — „Divina
Commedia“ er uden Sidestykke ei alene i
den italienske, men i hele Verdens Literatur. Og
dog staar den Indflydelse, den har øvet,
ingenlunde i Forhold til dens høie Værd. Grunden
hertil maa vel nærmest søges i den
Omstændighed, at Dantes stærkt reflekterende Digtning staar
i altfor stor Opposition til hans Landsmænds
hele Karaktér og nationale Aandsretning. — Det
var selvfølgelig ikke enhver givet paa egen Haand
at kunne tilegne sig og fatte det storslagne Digt;
der blev derfor rundt om ved Italiens
Universiteter oprettet Lærestole for Fortolkere af „Divina
Commedia“; en af disse beklædte Boccaccio.
Digtet er oversat til de fleste Sprog, deriblandt til
Dansk af Chr. K. F. Molbech. — Dantes øvrige
Forfatterskab kan ikke paa langt nær komme op
mod „Divina Commedia“. Man har af ham
en Samling Sonetter, „Nuova vita“, hvori hans
Forhold til Beatrice skildres; „Rime“, en anden
lyrisk Digtsamling; „Il convito“, som indeholder
allegoriste Kommentarer til hans Kanzoner, samt
de paa Latin forfattede Afhandlinger „De
monarchia“ og „De vulgari eloqvio sive idiomati“. [[** ser ut som punktum, men må være komma... **]]
i hvilket sidste Skrift han behandler de italienske
Dialekter. Og paa dette Felt, det sproglige, var
det Digteren forbeholdt at øve en Indflydelse
hos sine Landsmænd, som hans store Tanker ikke
formaaede at skaffe ham paa Poesiens Omraade:
han blev Skaberen af det italienske poetiske Sprog
og ved Siden af Petrarca og Boccaccio af det
italienske Skriftsprog, idet han blandt de mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
