Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dietz, Feodor - Diez, Friedrich Christian - Differens - Differentialregning. — Differentialer - Differentialtold, se Told - Diffraktion - Diffusion - Diftong - Dige - Digel - Digerdauden, se Sortedøden - Digesterne eller Pandekterne - Digitalis, se Rævebjelde - Dignitar - Digression - Digtekunsten eller Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Diez
Piccolominis Død“, „Slaget ved Lützen“, „Den
natlige Revue“ (efter Zeydlitz’s Digt), „Blüchers
Overgang over Rhinen“ og „Dronning Eleonore
ved Gustav Adolfs Baare.“ [[** tegnrekkefølge sic **]]
Diez (udt. Dits), Friedrich Christian,
fremragende tysk Filolog, f. 1794, d. 1876, fra 1820
Docent og fra 1830 Professor i Bonn, var
Grundlæggeren af be romanske Sprogs videnskabelige
Studium. Hans Hovedverker er: „De romanske
Sprogs Grammatik“ og „Etymologisk Ordbog over
de romanske Sprog.“ [[** tegnrekkefølge sic **]] Desuden skrev han en Række
værdifulde Monografier bl. a. over Troubadurerne
og over den ældste romanske Poesi.
Differens, Forskjel; i Subtraktion det, som
kommer ud, naar Subtrahenden trækkes fra Minuenden.
Differentialregning, den Del af den høiere
Mathematik, som underOger FunktionerneS Natur,
idet den lader de foranderlige Størrelser vore eller
llftage med uendelig fmaa Tilvexter
(Differentialer). Differentialregning, den frugtbareste
Opdagelse i den høiere Mathematik, blev sam
tidig funden af Newton og Leibnitz; men
Opdagelsen blev førjst offentliggjort af den sidste i
„Acta Eruditorum“ 1684.
Differentialtold, se Told.
Diffraktion, Lysets Bøining.
Diffusion, 1) den Egenskab saavel hos Gaser
som hos Vædsker, at de af sig selv og uafhængige
af Tyngdekraften glider over i hinanden (blander
sig). 2) Lysets og Varmens uregelmæssige
Tilbagekastning fra ujevne Flaber.
Diftong, to Vokaler, som i Udtalen tilsammen
udgjør én Lyd.
Dige, en Jordvold til at beskytte en
lavtliggende Flodbred eller Kyst mod Oversvømmelse af
det udenfor staaende Vand.
Digel, et Kar af ildfast Ler, Porcelæn, Grafit
eller Metaller, hvori Smeltninger foretages.
Digerdauden, se Sortedøden.
Digesterne eller Pandekterne, den vigtigste
Del af Corpus juris civilis, bestaar af et Uddrag
af 30 af de romerske Juristers Skrifter, hvilket paa
Keiser Justinians Befaling blev foretaget af 17
Retslærde under Forsæde af Justitsministeren
Tribonian. Digesterne blev offentliggjorte og
tillagte Lovskraft 533 e. Kr.
Digitalis, se Rævebjelde.
Dignitar, en som indehar høie Embeder og
Værdigheder.
Digression, Afvigelse til Siden, Afstikker;
Udflugt.
Digtekunsten eller Poesien er den af de
skjønne Kunster, hvis Opgave det er gjennem
Sproget som Medium at fremkalde for Fantasien
Billeder dels af Livet i Menneskets Indre, dels
af den ydre Verden. Digtekunsten er ben høieste
og mest fuldendte af de skjønne Kunster, ibet den
paa en Maade forener i sig de bildende Kunsters
og Musikens Eiendommeligheder. Den inddeles
med Hensyn til Formen i episk, lyrisk og
dramatisk Digtekunft, af hvilke den førfic har mest
tilfelles med be bildende Kunster, den anden med
Musiken og den trebie er en Forening af begge
de nævnte Arter. Den episke eller fortællende
Digtning skildrer rent objektivt en Tildragelse,
uden at Digterens Følelser og Personlighed gjør
sig gjeldende; Tonen i et Epos er derfor rolig,
simpel og anskuelig. Af den episke Digtnings Under-
Digtetunsten
afdelinger er de mest typiske det heroiske Epos,
Heltedigtet (f. Ex. Homers Iliade og Odyssee)
og den moderne Roman og Novelle; af dens
andre Grene kan ncrvnes det historiske, det
religiøse og det komiske Epos (f. Ex. Holbergs
„Peder Paars“), det borgerlige Epos (f. Ex.
Goethes „Hermann und Dorothea),“ [[** tegnrekkefølge sic **]] Idyllen, som
skildrer et lykkeligt Menneskeliv under simple,
naturlige Forhold, samt Eventyret og Legenden.
Det didaktiske (belærende) Moment fremtræder i
Parabelen, hvor Menneskene, og i Fabelen, hvor
Dyrene eller de livløse Ting spiller Hovedrollen i
en Fortælling, som skal give en nyttig Lærdom,
samt i Allegorien, hvor livløse Ting eller
abstrakte Begreber personificeres. Paa Grændsen
mod Lyriken staar Balladen og Romancen,
mindre, fortellende Digte med en lyrisk-episk
Grundtone (f. Ex. Folkeviserne). — Den lyriske
Digtning har til sit Stof de Følelser og Stemninger,
som r^lrer sig i Digterens eget Indre; paa Grund
af disse Stemningers Mangfoldighed har Lyriken
talrige Underafdelinger; de vigtigste er: Sangen
eller Visen, et i regelmæssige Vers og Strofer
inddelt Digt, som kan synges; Elegien, i hvilken en
vemodig Stemning, en Længsel efter noget tabt udtaler
sig; Oden, med dens Underafdeling, den religiøse
Lyrik (Hymne, Salme), samt de lyrisk-didaktiske
Digtarter, Læredigtet i egentlig Forstand, som
i et sammenhængende versificeret Foredrag
fremstiller en eller anden Sandhed eller nyttig Lærdom,
og tildels Satiren, hvor det virkelige direkte eller
indirekte stilles i Modsætning til det ideale.
Herhen hører ogsaa det satiriske Epigram. — Den
dramatiske Digtekunst fremfører selve Personerne
umiddelbart talende og handlende for vore Øine. Den
er en Forening af den episke og den lyriske Digtning,
idet det episke Moment repræsenteres ved
Handlingens ydre Udstrækning og Resultater og det lyriske
ved, at Personerne udtaler sit eget Indres Følelser
og Stemninger. Bed at Sjelslivets Rørelser speiler
sig ikke blot i Talen, men ogsaa i Handlingen,
opstaar den dramatiske Karaktértegning. Sædvanlig
deles den dramatiske Poesi i tre Underafdelinger:
Tragedie, Komedie og Drama i indskrenket For
stand. — I Tragedien eller Sørgespillet
forekommer alvorlige Konflikter, og Afsiutningen vækker
Tilskuerens Medlidenhed med den tragiske
Personligheds Fald; den kan igjen være af forskjellig Art,
alt eftersom Hovedvegten lægges paa Handlingen
eller paa Skildringen af de optrædende Personers
Karaktér. — Komedien eller Lystspillet henter
sit Stof fra det daglige Liv; Handlingen er i sig
selv mindre betydelig, og Slntningen blotstiller
den komiske Personlighed for Tilskuerens Latter;
Komedien har i Regelen en satirisk Tendens og kan
enten lægge væsentlig Vegt paa Karaktérskildringen
eller paa Situationen (Intrigestykke); en Afart af
Komedien er Farcen, hvor Handlingen tidt er
af en temmelig usandsynlig Art, Situationerne
karikerede og det hele beregnet paa blot at more. —
Dramaet eller Skuespillet i indskrænket Forstand
viser en lykkelig Afslutning paa mere eller mindre
tragiske Konflikter. Ved den dramatiske Digtnings
Sammensmeltning med Musiken opstaar
Syngespillet (Underafdelinger: Vaudevillen, Operetten),
hvor Sang og Tale har omtrent lige stort Spillerum,
Operaen, hvor den hele Dialog er forvandlet til
Sang, og Melodramaet, hvor Deklamationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
