Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Duilius. — Gajus Duilius - Duisburg - Dujardin, Karel - Dukat - Dukinfield - Dulaure, Jaques Antoine - Dulcinea - Duller, Eduard - Dulong, Pierre Louis - Dumanoir, P. F. P. - Dumas, Alexandre Davy (General). — Alexander Dumas den ældre (père). — Alexander Dumas den yngre (fils)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Duisbnrg
i Aaret 260 f. Kr. og seirede som Anfører for
den første romerske Flaade over Karthagenienserne
ved Mylæ paa Siciliens Kyst.
Duisburg, By i Preussen, ved Floden Ruhr,
2 Mil nord for Düsseldorf, med 38,000 Indb.,
kemiske Fabriker, livlig Handel og Skibsfart. Den
havde i længere Tid et Universitet, som ophævedes
1802.
Dujardin (udt. Dysjardæng), Karel, hollandsk
Maler, f. ca. 1640, d. 1678, levede dels i Haag
og Amsterdam, dels i Italien; han malede Dyr,
Genrebilleder og Landskaber, de sidste ofte med
Figurstaffage. Alle hans Arbeider er fint udførte
og røber især megen koloristisk Begavelse.
Dukat, en Guldmynt, som tidligere brugtes i
de fleste europeiske Lande, nu kun i Rusland,
Østerrige og Holland. Den russiske Dukat er
omtr. = 8 Kr. 93 Øre, den østerrigske 8 Kr.
54 Øre og den hollandske 8 Kr. 52 Øre.
Dukinfield (udt. Djukinfild), By i det engelske
Grevskab Chester med 14,000 Indb. og
betydelig Bomuldsindustri.
Dulaure (udt. Dylaar), Jaques Antoine,
fransk Historiker og Publicist, f. 1755, d. 1835,
blev 1792 indvalgt i Konventet, sluttede sig til
Girondisterne og flygtede ved deres Fald til Schweiz.
Efter sin Tilbagekomst blev han Medlem af de
500s Raad, men trak sig efter Konsulatets
Indførelse tilbage til Privatlivet. Foruden en Del
Flyveskrifter mod Adelen strev han „Paris’s
Historie“ og „Den franske Revolutions Historie fra
Stændernes Sammenkaldelse til Bourbonernes
Restauration“.
Dulcinea, Don Quichotes Elskede; ofte i
Almindelighed om Elskerinden i en Roman (i
parodierende Betydning).
Duller, Eduard, tysk Digter, f. 1809, d. 1853,
fra 1851 Prest ved den tysk-katholske Menighed i
Mainz, var især heldig som Lyriker
(„Kjærlighedens Fyrste“ og Balladesamlingen „Die
Wittelsbacher“), men skrev ogsaa Romaner („Kroner og
Lenker“, „Keiser og Pave“) samt historiske Arbeider,
deriblandt „Det tyske Folks Historie“, „Fædrelandets
Historie“ m. fl, [[** komma sic **]]
Dulong (udt. Dylaang), Pierre Louis, fransk
Kemiker, f. 1785, d. 1838 som Direktør for den
polytekniske Skole i Paris, har især anstillet
nøiagtige Undersøgelser om Chlorkvælstof, Syrerne og
Atomvarmen og nedlagt Resultaterne i en Række
interessante Afhandlinger.
Dumanoir (udt. Dymanoar), P. F. P., fransk
dramatisk Forfatter, f. 1806, d. 1865, har dels
alene, dels sammen med Scribe, Melesville o. fl.
skrevet et stort Antal Vaudeviller og Lystspil,
blandt hvilke „Don Cæsar de Bazan“ er mest
bekjendt.
Dumas (udt. Dyma), Alexander Davy, fransk
General, f. 1762, d. 1806, var uægte Søn af
Marquis de Pailleterie og en Negerinde paa St.
Domingo, tog 1786 Tjeneste i den franske Armé
og avancerede allerede 1793 til Divisionsgeneral;
s. A. fik han Kommandoen over Alpearméen og
derefter Overanførselen i Vendée. Under
Bonaparte deltog han i Krigen i Italien og i Toget
til Ægypten; paa Tilbageveien blev han fangen
af Neapolitanerne og i længere Tid holdt i haardt
Fængsel. — Hans Søn Alexander Dumas
den eldre (père), f. 1803, fik i sin tidligste
Ungdom en meget mangelfuld Opdragelse; han kom paa
Kontoret hos en Notar, reiste i Tyveaarsalderen
til Paris og fik Plads som Skriver hos Hertugen
af Orleans. I denne Stilling tilegnede han sig
en ikke ringe literær Dannelse, udgav 1826 et
Bind Noveller, som dog ikke vakte videre
Opmærksomhed, og skrev samtidig i Fællesskab med nogle
Venner en Vaudeville, som ved Opførelsen gjorde
adskillig Lykke. Fra 1827 af begyndte han at
skrive Dramaer i den høiere Genre og vandt
snart et Navn som en af den nye romantiske
Retnings talentfuldeste Repræsentanter inden den
dramatiske Digtning. Af hans første Stykker kan
nævnes „Henrik den tredie og hans Hof“, „Karl
den syvende hos sine store Vasaller“, „Antony“,
„Angele“ m. fl. Hans flgende historiske
Dramaer var mindre heldige; derimod begyndte han
nu at gjøre Lykke med en Række Komedier
(„Giftermaalet under Ludvig den femtende“, „Kean“ m. fl.),
men især ved den Digtart, som har skabt hans
Ry over den hele Verden: Romanen. „Greven af
Monte-Christo“, der 1841—45 udkom som
Feuilleton i „Constitutionel“, blev strax umaadelig
populær; det samme var Tilfældet med de først i
„Siècle“ offentliggjorte „Tre Musketérer“ og dens
Fortsættelse „Tyve Aar efter“ og „Vicomten af
Bragelone“. Han organiserede nu en fuldstændig
Romanfabrik, idet han antog et stort Antal
Medarbeidere, som konciperede det meste, medens han
selv overarbeidede og ordnede deres Produkter og
sendte dem ud i Verden under sit Navn. Saa
liden Andel, som han saaledes har i en stor Del
af disse Arbeider, formaaede han dog ved sin løse
Overarbeidelse at paatrykke dem sit Stempel, og
de vedblev at gjøre enorm Lykke. Efter i 1846 at
have ledsaget Hertugen af Montpensier paa en
Reise til Spanien og Nordafrika anlagde han et
eget Theater (Théâtre historique), paa hvilket
han bragte sine ældre Stykker saavelsom sine til
Skuespil bearbeidede Romaner til Opførelse, et
Foretagende, som havde stort Held med sig, men
maatte slutte ved Julirevolutionens Udbrud. 1852
maatte han paa Grund af mislige
Formuesomstændigheder flygte til Belgien; efter sin
Tilbagekomst forsøgte han sig uden Held som Journalist,
deltog derpaa 1860 i Garibaldis Tog til Sicilien
og var en kort Tid Konservator ved Neapels
Muséer. Efter den Tid fortsatte han sin
Forfattervirksomhed med den samme Produktivitet som før,
men med stadig synkende Held; han optraadte nu
som Oplæser, vandt adskilligt Bifald i Paris, men
mindre i Østerrige og Italien. Tilsidst trak han
sig mismodig tilbage fra det literære Omraade og
anlagde en Saucefabrik. De fyrstelige Indtægter
(ca. 200,000 Francs aarlig), som han i sine bedste
Dage havde havt, havde han forbrugt ved sit flotte
Levnet og sin storartede Velgjørenhed; 1870 døde
han i Fattigdom i en Landsby nær Dieppe. —
Dumas’s Virksomhed er ofte bleven skarpt dadlet
af den literære Kritik; hans Produktion var ogsaa
ofte overfladisk og dreves som en ren Forretning;
men paa samme Tid kan der heller ikke frakjendes ham
en genial Opfindsomhed, rask og livfuld Skildring
og behagelig, om end skjødesløs Stil, som fængsler
Læseren saaledes, at han uvilkaarlig glemmer
Mangelen paa dybere Gehalt. Hans første Komedier røber
ogsaa en sjelden komisk Begavelse. — Hans Søn
Alexander Dumas den yngre (fils), f. 1825,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
