Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ed. — Edsformularen. — Bekræftelses-Ed. — Løftes-Ed. — Konstitutions-Eden. — Vidne-Eden. — Parts-Ed. — Med-Edsmænd. — Lyrittar-Ed, Settar-Ed, Tylftar-Ed og Grimu-Ed. — Benegtelses-Ed. — Sigtelses- eller Fyldnings-Ed. — Taxations-Ed. — Godtroenheds-Ed. — Tilhjemlings-Ed. — Edssag - Eda Skanse - Edam eller Eidam - Edda, kaldes ogsaa den yngre Edda. — Gylfaginning. — Skaldskaparmál. — Háttatal. — Skalda. — Sæmunds Edda eller den ældre Edda. — Vōluspá. — Hávamál. — Vafþruðnismál. — Grimnismál. — Skirnismál. — Harbarðsljóð. — Hymiskviða. — Lokasenna. — Þrymskviða. — Alvissmál. — Vegtamskviða. — Rigsþula - Edderfuglen eller Ærfuglen. — Ærkongen - Edderkopartede. — De ægte Edderkopper. — Fugleedderkop. — Korsedderkoppen. — Husedderkoppen. — Springedderkoppene. — Ulve- eller Jagtedderkoppene. — Tarantel. — Lycosa amentata. — Vandedderkoppen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eda Stanse
sag vidner, at Kosterne er ham tilhørende og ham
uden hans Vidende og Villie frakomne. — Eden
paalægges nu i den endelige om og aflægges
under en særskilt Edssag ved den Sværgendes
Værnething. Oversidder en Part den givne Frist
til Edens Aflæggelse, har han i Regelen tabt, hvad
han ved at aflægge Eden kunde vinde.
Eda Skanse anlagdes i Midten af det 17be
Aarh. i Eda Sogn i Vermland. 1657 indehavdes
den en kort Tid af de Danske, men forfaldt derpaa,
indtit den istandsattes af Karl ben tolvte 1716.
1808—14 spillede den en Rolle under
Fiendtlighederne mellem Norge og Sverige; senere er den
igjen forfaldt.
Edam eller Eidam, By i Holland, ved
Zuydersjøen, meb 3,500 Indb., er kjendt for sin
fortrinlige Ost.
Edda (egentlig Oldemoder) er det gamle Navn
paa den af Snorre Sturlassøn forfattede
Lærebog i Skaldekunsten, skrevet omkr. 1222 paa
Reykholt. Bogen bestaar af 3 Dele: 1) Gylfaginning
(Gylves Skuffelse), fremstiller i Samtaleform den
gamle Gudelære, saaledes som Snorre opfattede
den, paa Grundlag af dels gamle Digte, dels
islandske Folkesagn. 2) Skaldskaparmál er den
egentlige Lærebog i Skaldskab med Oplysninger
om alle de Sagn, hvorpaa de poetiske Udtryk beror.
3) Háttatal giver Exempel paa alle brugelige
Versarter (háttir), fremstillet i 3 Digte af Snorre
til Skule Jarl og Kong Haakon Haakonssøn. —
Edda er bevaret i et gammelt Haandskrift i
Upsala (Upsala-Edda) og to lidt senere Haandskrifter
i København (Codex regius og C. Wormianus);
i disse er ber ogsaa indført flere grammatikalske
Afhandlinger af forskjellige islandske Forfattere
fra det 12te og 13de Aarh., hvilke man ogsaa
tidligere tillagde Snorre. Disse Afhandlinger
sammenfattes under Navnet Skalda. I Midten af
det 17de Aarh. fandt man paa Island et gammelt
Haandskrift, der indeholdt en Samling af gamle
Digte fra den hedenske Tid; disse antog man
urigtig var forfattede eller samlede af Presten
Sæmund den frode paa Odde (d. 1133), og
Samlingen blev derfor kaldet Sæmunds Edda
eller den ældre Edda i Modsætning til
Snorres Edda, som derfor ogsaa kaldtes den yngre
Edda. Det er nu paavift, at Digtsamlingen er
gjort paa Island ved Midten af det 13de Aarh.
etter maaske lidt tidligere, saa at den rimeligvis er
yngre end Snorres Verk. Den bedste Udgave er
af Sophus Bugge (Norrøn fornkvæði, 1867).
Samlingen falder i to Afdelinger, Gudedigte og
Heltedigte. Gudedigtene er: 1) Vōluspá [[** sjk kilde **]] (Volvens
eller Sibylles Spaadom) omhandler Verdens
Oprindelse og Undergang. 2) Hávamál (den høies
eller Odins Tale) fremstiller Oldtidens Leveregler.
3) Vafþruðnismál, Odins Ordkamp med Jotnen
Vavtrudne om Verdenslivet. 4) Grimnismál [[** sic, komma mgl **]]
Odins Fortælling om Gudernes Liv, da han sad
fangen hos Geirrød. 5) Skirnismál, Skirnes
Tryllesang, da han skal fri for Guden Frøy til
Gerd. 6) Harbarðsljóð, Trætten mellem Guden
Thor og Færgekarlen Harbard. 7) Hymiskviða,
fortæller om Thors Reise til Hyme og Fisket paa
Midgardsormen. 8) Lokasenna, Trætten
mellem Loke og Guderne. 9) Þrymskviða, fortæller
om hvorledes Thor hentede sin Hammer igjen
fra Jotnerne. 10) Alvissmál, Thors Ordtrætte
Eddcrlopartede
med Dvergen Alvis. 11) Vegtamskviða,
Spaadom om Balders Død. 12) Rigsþula, om
Stændernes Oprindelse. Heltedigtene besynger
især Vølsungers og Nivlungers Skjebne, navnlig
Sigurd Favnesbane og hans Hustru Gudrun,
Gjukes Datter. Om disse Digtes Oprindelse og
Hjemstavn har der mellem de Lærde været ført
lange Diskussioner; nu er de fleste enige om, at
ingen af dem er aldre end det 9de Aarh.,
Vikingetiden, og at de er digtede dels i Norge, dels paa
de skotske Øer og Island. Det er nylig af
Professor S. Bugge bleven paavist, at mange af
Digtene er blevne til under kristelig Indflydelse, idet
hedenske Vikinger som i England og Irland har lært
Kristendommen at kjende, har overført dens Ideer
og endog romersk-græske Sagn paa sine hjemlige
Forestillinger.
Edderfuglen eller Ærfuglen, en til
Slægten Somateria hørende Fugleart, som i stor Mængde
hækker ved Norges nordlige Kyster. Dens
Særmærke er to nøgne Pletter, der som spidse Vinkler
gaar fra Nebbet op paa Panden. Hannen er paa
Ryggen hvid, paa Bugen sort og har sort
Forhoved med sjøgrønne Tindinger. Hunnen er
graa- og brunspraglet. Ærfuglen opholder sig for det
meste paa Havet og ruger ved Kysterne af det
nordlige Norge, Island, Grønland og Færøerne.
Den har en rig og tæt Fjerklædning, særlig af
sine Dun, hvormed den forer sit Rede. Hvor
den, saaledes som i Norge, er fredet, tæmmes den
let og ruger i stor Mangde og erstatter rigelig
Gjestfriheden ved den kostbare Dun, den efterlader.
Denne er en vigtig Udførselsartikel fra det
nordlige Norge. — Til samme Slægt hører Ærkongen,
som har blaagraat Hoved og en høi Pukkel ved
Nebroden, indesluttet af to rundagtige nøgne Plader.
Den udmærker sig ligesom Ærfuglen ved sin
fortrinlige Dun, men er sjelden ved Norges Kyster,
da den lever i nordligere Egne.
Edderkopartede (Arachnida), Klasse af
Leddyrerne, har fire Par Fødder og undergaar i
Almindelighed ingen Forvandling. De aander
ved Aanderør eller Luftsække, mangler Vinger og
har Punktøine. De deles i 3 Ordener: Ægte
Edderkopper, Skorpioner og Midder. —
De ægte Edderkopper (Araneae) har en
uleddet Bagkrop, som ved en smal Stilk er fæstet til
Hovedbryststykket, 6—8 Øine, Kjæver, som er
forsynede med Palper og Kindbakker, som er
omdannede til Giftkroge, hvormed de dræber sit Bytte.
Ved Enden af Bagtroppen sidder 4—6
Spindvorter med indtil 1,000 Aabninger, hvorigjennem
udsondres en klæbrig Vædske, som hurtig stivner
i Luften. Af disse Aabninger udspindes saaledes
en Mængde fine Traabe, som klæbes sammen til
én, og af denne danner enkelte Edderkopper et
Fangenet. Nogle faa Arter graver Huler eller
Faldgruber i Jorden, hvor de fanger sit Bytte. Sit
Spind benytter de forøvrigt ogsaa som et Slags
Vinger, der bærer dem gjennem Luften, og som
Faldtoug, ved Hjelp af hvilket de pludselig, f. Ex.
ved overhængende Fare, kan fire sig ned fra en
Høide og entre op igjen. Spindet har man med
Held forsøgt at anvende som Silke til Tøier.
De fleste Edderkopper er kun paafærde om Natten,
medens de sidder stille om Dagen. — Til de
største Edderkoparter hører den sydamerikanske
stærke og lodne Fugleedderkop, som er ca. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
