Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Egelands Verk - Eger (Flod ; By) - Egeria - Egersund, se Ekersund - Egge - Eghjort - Egil Skallagrimssøn - Egils Saga - Egil Ullserk - Egilsson, Sveinbjørn - Eginhard ell. Einhard - Egmont ell. Egmond. — Lamoral, Greve af Egmont
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eger
Produktion i 1781 var ca. 3,700 Skippund
Rujern, 146 Skippund Stangjern og 1,400
Skippund Støbegods. I 1820 produceredes 3,600
Skippund Rujern og 900 Skippund Stangjern.
Nu er Verket slaaet sammen med Næs Jernverk (s. d.)
og eies af Jernverkseier Aall. Den senere Tids
lave Priser paa Jern har selvfølgelig ogsaa havt
Indflydelse paa Driften ved Egelands Verk. I
1877 leverede det ca. 15,500 Centner Rujern.
Arbeidsstyrken var 28 Mand, hvoraf 6 Mand ved
Smeltehytten.
Eger, 1) Flod i Bøhmen, udspringer paa
Fichtelgebirge, flyder mod Nordost og Øst og
falder ved Theresienstadt i Elben; Længde 27 Mil.
2) By i Bøhmen, ved Floden Eger, med 13,500
Indb. og livlig Industri. Wallenstein blev myrdet
her 1634.
Egeria, en af Smaaplaneterne mellem Mars
og Jupiter.
Egersund, se Ekersund.
Egge, en betydelig Gaard ved Stenkjærfjorden
i Stod Prestegjeld, Nordre Trondhjems Amt, var
allerede i det 10de Aarh. bekjendt som Sæde for
indflydelsesrige Mænd. Paa Olav den helliges
Tid beboedes Gaarden af Ølve (Ølve paa Egge),
en af de mægtigste Indtrøndere. Som
haardnakket Asadyrker blev han ved Overrumpling tagen
tilfange af Olav og dræbt. Hans Enke blev senere
gift med Kalv Arnessøn (se Arnmødlingeætten).
Eghjort, Bille af de Helvingedakkedes Orden,
med store tandede Kindbakker. Den er det største
europæiske Insekt og forekommer undertiden i det
sydlige Norge.
Egil Skallagrimssøn, en af Sagatidens
største Helte og Skalde, fødtes paa Island i
Begyndelsen af det 10de Aarh. Han var allerede
som Gut stærk, men styg, af et hidsigt Sind og
med store Anlæg for Digtekunsten. 14 Aar
gammel fulgte han sin Broder Thorolv til Norge,
hvor han paadrog sig Erik Blodøxes og Gunhilds
Had ved at dræbe en af Kongens Aarmænd. Han
drog nu i Viking med sin Broder og var ofte
udsat for Efterstræbelser af Gunhilds Brødre;
hos den engelske Konge Athelstan blev han vel
modtagen, gik derpaa til Norge, hvor han giftede
sig, og vendte tilbage til Island. Men snart
besøgte han atter Norge i Anledning af Stridigheder
om sin Hustrus Fædrenearv og blev paa Grund
af sin voldsomme Færd lyst utlæg af Kong Erik.
Efter at have reist Nidstang over Erik og
Gunhild drog han hjem og overtog Gaarden efter sin
Fader, men reiste senere atter til England;
imidlertid var Erik Blodøxe fordreven fra Norge
og havde faaet et Kongedømme i England, og
Egil og hans Folk dreves af Vinden ind paa
hans Riges Grund. Istedenfor at flygte opsøgte
han Kongen og fik dels ved en Vens Forbøn,
dels paa Grund af det herlige Drapa, han
digtede om Kongen, hans Tilgivelse. Drapaet fik
Navnet „Höfuðlausn“ (Hovedløsning). Efter at
have besøgt den engelske Konge gik Egil til Norge,
hvor han paa Søndmøre i Holmgang fældte den
svenske Berserk Ljot den blege og ved Kong
Haakons Hjelp fik sin Hustrus Arv udleveret. Under
et nyt Besøg i Norge foretog han en eventyrlig
Fart til Vermland for at kræve Skat for
Kongen. Paa Island var han en af de mægtigste
Høvdinger, men holdt sig der forholdsvis rolig.
Efter at have mistet de fleste af sine Børn døde
han i en høi Alder, sandsynligvis ved Aar 990 [[** sic, punktum mgl vel **]]
— Blandt hans Digte kan foruden det før nævnte
„Höfuðlausn“ nævnes „Sonartorrek“ (Sønnetabet),
digtet over hans afdøde Søn Bodvar.
Egils Saga skildrer en Familie af islandske
Høvdinger fra bet 9de og 10de Aarh. Kveldulv,
en Herse fra Fjordene, underkastede sig kun
uvillig Harald haarfager; hans ældste Søn Thorolv
gaar i Haralds Tjeneste, men bliver bagvasket for
Kongen og dræbt af ham. Kveldulv og hans
Søn Skallagrim hevner sig paa Kongens Frænder
og udvandrer til Island, hvor Skallagrim efter
Faderens Død bliver en mægtig Høvding paa
Borg. Skallagrims ældste Søn Thorolv falder
i England, hans yngre Søn Egil færdes i
England og Norge i Uvenskab med Erik Blodøxe.
Egil er Slægtens berømteste Mand, Skald og
Viking, lidenskabelig i Kjærlighed og Had,
ærgjerrig og ædel, men havebegjærlig og ustadig.
Sagaen er skreven i Begyndelsen af det 13de Aarh.,
medens Snorre Sturlassøn, der selv stammede fra
Egil, eiede hans Herresæde Borg; Forfatteren har
rimeligvis hørt til Snorres Tilhængere. Sagaens
Stof er historisk, men skildret med digterisk Frihed
(især om Egils Ophold udenlands) og ikke i
Enkeltheder paalideligt. Sagaen er udgiven af den
Arnamagnæanske Kommission 1809 (København),
optrykt i 1856 i Reykjavik.
Egil Ullserk, en Bonde fra Nordmøre, som
havde været i Harald haarfagers Tjeneste, og som
paa sine gamle Dage havde væsentlig Andel i, at
Haakon Adelstensfostre vandt Slaget paa
Rastarkalv i Romsdalen, hvor Egil faldt.
Egilsson, Sveinbjørn, islandsk Sprogmand,
f. 1791, b. 1852, deltog i Stiftelsen af det
nordiske Oldskriftselskab og det islandske literære
Selskab og udgab en Ordbog til de oldnorske Digte
(„Lexicon poëticum lingvae septentrionalis“) samt
oversatte de norske Kongesagaer paa Latin.
Eginhard ell. Einhard, frankisk Historieskriver
f. ca. 770, nød fra sin tidlige Ungdom ved Karl
den stores Hof Alcuins Undervisning. Ved sin
Begavelse og sine Kundskaber vandt han Keiserens
Yndest og fik høie Embedsposter. Senere
grundede han et Kloster i Hessen, hvor han døde 844.
Ifølge Sagnet skal hans Hustru Emma have været
Keiserens Datter, og deres Kjærlighedshistorie er
bleben fortalt med mange Udsmykninger og gjort
til Gjenstand for digterisk Behandling. Han har
paa Latin skrevet „Karl den stores Liv“ og man
har ogsaa tillagt ham „De frankiske kongers
Aarbøger 741—829“; begge er vigtige historiske
Kildeskrifter.
Egmont ell. Egmond, en gammel hollandsk
Adelsslægt, af hvis Medlemmer især mærkes
Lamoral, Greve af Egmont, Fyrste af
Gavre, f. 1522. Han udmærkede sig i flere af
Karl den femtes Krige og blev under Filip den
anden udnævnt til Statholder over Flandern og
Artois. Under Margrete af Parmas Regjering
modsatte han sig Inkvisitionens Indførelse og
lignende Indgreb i Protestanternes Rettigheder og
gik 1565 personlig til Madrid for hos Kongen at
opnaa lempeligere Vilkaar for Landet. Da dette
ikke førte til noget, mæglede han mellem Folket
og Regentinden og undlod at anvende sin
Indfiydelse til at hindre Adelens Indtræden i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
