Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - England. — Kongeriget England. — Det Britiske Rige eller Storbritannien og Irland (United Kingdom of Great Britain and Ireland). — Det Britiske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
England
Hjelp mod disse. De i det 4de og 5te Aarh.
indtrængende Angler og Sakser tog imidlertid den østlige
større Del af Landet i Besiddelse, medens Briterne
blev fortrængte til Wales’s Bjergegne eller maatte
flygte over til det nordvestlige Frankrige. Erobrerne
grundede 7 Kongeriger (det angelsaksiske Heptarki),
hvilke 827 hyldede Egbert af Wessex som Overherre.
Landet blev imidlertid udsat for stadige Anfald og
Herjinger af nordiske Vikingesværme, som endog
grundede selvstændige Riger i den nordlige og
østlige Del af Landet, indtil Alfred den store
(871—901) brød deres Magt; han foranstaltede gode
Love udgivne og sørgede for Næringsveienes Opkomst
og Folkets Oplysning, efterat han havde værnet
om dets Selvftcrndighed og Frihed. Hans Søn
Edvard og SMnesM Athelstan undertvang
ganske de nordiske Riger i England. Men under
Ethelred den anden (978—1016) gjorde den
danske Konge Sven Tveskjeg stadig Tog til
England, som han endelig 1013 erobrede, hvorefter
det var forenet med Danmark, indtil den danske
Kongeæt uddøde 1042 med Hardeknut, hvis Halvbroder,
Ethelreds Søn Edvard Confessor arvede ham.
Ved hans Død 1066 opkastede Jarlen i Wessex
Harald Godvinssøn sig til Konge, men faldt
samme Aar ved Hastings i Kamp mod den nor
manniske Hertug Vilhelm, der saaledes omstyrtede
det angelsaksiske Rige og blev Stamfader til det
normanniske Kongehus (1066—1154). —
Vilhelm den første Erobreren (1066—1087)
indførte det normanniske Lensvæsen og ophævede
derved den fri Grundeiendom. Det talrige
indvandrede franske Ridderskab blev den herskende
Klasse, medens Landets egne Børn undertryktes.
Det kraftige Folk formaaede imidlertid ikke alene
at bevare sit Sprog, sine Skikke og sine Sæder
uforandrede, men ogsaa sin Retspleie og
Samfunnsordning, og da lidt efter lidt Seierherrer og Overvundne
sammensmeltede til ét Folk, det engelske, var det
paa Grunding af den angelsaksiske Samfundsordning
dette Folk tidligere end noget andet skabte en
Statsforfatning, som sikrede Borgerne en udstrakt
personlig og politisk Frihed. Vilhelm den anden
(1087—1100) indviklede Landet i Krige og laa i
stadig Kamp med Geistligheden. Hans Broder
Henrik den første (1100—1135) søgte at vinde
Geistligheden ved 1101 at udstede et Frihedskart
(Charta Libertatum), det første Grundlag for den
nugjeldende engelske Forfatning, og forenede efter
en langvarig Familiekrig Normandiet med den
engelske Krone 1106. Henriks Søstersøn Stefan
af Blois (1135—1154) bemægtigede sig derefter
Tronen, om hvilken han maatte kjæmpe med
Henriks Datter og hendes Mand Godfred Plantagenet,
Greve af Anjou, paa samme Tid som Skotterne
anfaldt Landet. Med Henrik den anden
(1154—1189) kom Huset Plantagenet eller Anjou
(1154—1485) paa Englands Trone. Henrik den
anden, som ved sit Ægtestab med Eleonore af
Poitou fik omtrent en Trediedel af Frankrige i
Medgift, hævede Kongemagtens sunkne Anseelse og
oprettede en staaende Hær, med hvilken han holdt de
stridige Adelsmænd i Ave. Han forbedrede
Retspleien, indførte enkelte andre Forbedringer i Rigets
Forvaltning og begyndte Erobringen af Irland 1171.
Han søgte at indskrænke Geistlighedens Magt, men
maatte, efterat han 1170 havde ladet Thomas Becket
dræbe, give efter for Kirkens Krav. Under hans
England
Søn Rikard den første Løvehjerte
(1189—99) herskede fuldstandig Lovløshed, medens
Kongen var i Korsfærd, og under Rikards
Broder, den uduelige Johan uden Land (1199—
1216), gik de franske Besiddelser Normandiet,
Anjou, Maine m. fl. tabt. Han indlod sig i Strid
med Paven, som tilsidst belagde Landet med
Interdikt, og for at faa dette hævet blev Kongen
nødt til at tage England som Len af den pavelige
Stol. Dette fremkaldte en Opstand af Baronerne,
hvorved Kongen blev tvungen til at udstede Magna
charta (1215), som indrømmede Adelen og
Geistligheden Ret til at bevilge Skatterne og bl. a.
bestemte, at ingen maatte straffes uden efter Dom.
Hans Søn og Efterfølger, Henrik den tredie
(1216—72), forsøgte forgjeves at gjenvinde de
franske Landskaber. De stridige Adelsmænd med
Simon af Montfort, Greve af Leicester, i
Spidsen reiste aaben Kamp mod Kongen og lagde
1265 Grunden til det senere Underhus ved at
indkalde Deputerede for Grevskaberne og for Byerne.
De tog endog Kongen til Fange, hvorefter han blev
tvungen til at udvide de dem ved Magna charta
sikrede Rettigheder. Han efterfulgtes af sin Søn
Edvard den første (1272—1307), som 1283
erobrede Wales og forenede det med England og
1299 lagde Skotland under Englands Overhøihed;
han forbedrede Retspleien og udvidede Parlamentets
Rettigheder ved at indrømme det Ret til at bevilge
Skatter. Under Edvard den anden (1307—27)
gjenvandt Skotland sin Uafhængighed efter
Englændernes Nederlag ved Bannockburn 1314. Den
kraftige Edvard den tredie (1327—77) tvang 1334
Skotland til igjen at anerkjende Englands Overhøihed
og gjorde det efter Slaget ved Nevilcross 1346 til
en fuldstændig Provins af det sidste Land. 1339
begyndte de langvarige og blodige Krige med Huset
Valois i Frankrige om den franske Tronfølge,
under hvilke Englænderne vandt glimrende Seire
over Franskmændene (ved Crecy 1346, ved
Maupertuis 1355), men som i Slutten af Edvards
Tid desuagtet endte med Tabet af alle Englands
Besiddelser i Frankrige paa de befæstede Byer
Guisnes og Calais nær. Edvard sammenkaldte
70 Gange Parlamentet, hvilket 1343 skilte sig i
et Underhus med lovgivende og beskattende
Myndighed og et Overhus, som dannede Rigets høieste
Domstol. 1362 afskaffedes det franske Sprog i
offentlige Forhandlinger. Wycliffe og hans
Tilhængere, Lollarderne, optraadte mod Pavedømmet
og blev Reformationens Forløbere. Under
Rikard den anden (1377—99) herskede fuldstændig
Forvirring paa Grund af hans Farbrødres,
Hertugerne af Lancaster og Yorks, Voldsgjerninger
og Tvedragt, og da desuden Landet forarmedes
ved Krige med Frankrige og Skotland, gjorde
Bønderne i de sydlige Grevskaber under Anførsel
af Smeden Wat Tyler Oprør. Hertug Henrik af
Hereford (Lancaster) afsatte Kongen, hvorefter
Parlamentet erklærede Limen Lancaster for
arveberettiget til Tronen. Henrik den fjerde
(l399—1413) maatte indrømme Underhuset flere
Rettigheder for at faa dets Hjelp mod de Oprør, han
uafladelig havde at bekjæmpe. Henrik den femte
(1413—22) fornyede, for at bortlede
Opmærksomheden fra de indre Forhold, 1415 Fordringerne
paa den franske Krone og seirede over
Franskmændene ved Azincourt 1415 og Rouen 1419,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
