Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - England. — Kongeriget England. — Det Britiske Rige eller Storbritannien og Irland (United Kingdom of Great Britain and Ireland). — Det Britiske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
England
hvorefter han af det burgundiske Parti i
Frankrige blev anerkjendt som Regent og fransk
Tronfølger. Henrik den sjette (1422—61) arvede
ved Faderens Død i en Alder af 9 Maaneder to
Kongeriger. 1430 blev han kronet i Paris; men
under hans Farbrødres Formynderstyrelse tabtes
alle Besiddelser i Frankrige undtagen Calais.
Rikard, Hertug af York, begyndte 1455 den 30-aarige
Tronfølgekrig, som under Navn as Krigen mellem
den røde og den hvide Rose (Linierne Lancaster og
York), bragte uhyre Blodsudgydelser og Forvirring
over England. 10de Juli 1460 tog Rikard af York
Kongen til Fange i Slaget ved Northampton og
udnævntes derefter til Englands Protektor, men
faldt 30te Decbr. s. A. ved Wakefield i Kamp mod
en af Henriks Dronning samlet Hær. Den Faldnes
Søn Grev Edvard af March udraabtes med Par
lamentets Samtykke til Konge som Edvard den
fjerde (1461—83), med hvem Linien York kom
paa Tronen. Ester en uafbrudt Borgerkrig
efterfulgtes han af sin 12-aarige Søn Edvard den
femte, som imidlertid blev hemmelig dræbt af
sin Formynder og Farbroder, Rikard af
Gloucester; denne besteg 1483 Tronen som Rikard
den tredie, men blev 1485 ved Bosworth slagen
og dræbt af Henrik Tudor, Greve af Richmond,
med hvem Huset Tudor (1485—1603) kom
paa Tronen. Henrik den syvende
(1485—1509) indskrænkede Parlamentets Rettigheder og
udvidede Kongemagten, indførte streng
Sparsomhed i Statshusholdningen og søgte at frigjøre
Middelstanden ligeoverfor Adel og Presteskab.
Henrik den ottende (1509—47), en begavet og
kraftig Konge, men grusom Tyran, erhvervede sig
næsten uindskrænket Magt. Han blandede sig i
Frankriges og Spaniens Krige, uden at Englands
Interesser krævede det, og krænkede, understøttet af
Ministeren Wolsey, gjentagne Gange Parlamentets
Rettigheder, idet han ved de mest hensynsløse
Voldshandlinger tvang de Gjenstridige til at bøie sig.
Parlamentet maatte samtykke i, at Kongens
Forordninger skulde have Lovskraft. Hans
Stridigheder medførte den engelske Kirkes Løsrivelse fra
Romerkirken. Med Parlamentets Samtykke
erklærede Kongen sig for Kirkens Overhoved, lod
1536—38 alle Klostre inddrage og udgav en Lov
i 6 Artikler, som skulde danne den almindelige
Rettesnor i Troessager. Han lod Kirkens
hierarkiske Ordning bestaa, men udbredte saavel blandt
Katholiker som Protestanter sin Troeslære med
Ild og Sværd. Irland blev 1542 erklæret for et
eget Kongerige. Under hans Søn Edvard den
sjette (1547—53), under hvis Mindreaarighed
Hertugen af Somerset og efter ham Hertugen af
Northumberland som Formyndere styrede Landet,
fik Parlamentet sin tidligere Magt tilbage.
Erkebiskop Cranmer fremstillede i Forening med
Biskop Ridley den biskopelige Kirkes Lærebygning i
42 Artikler, som 1552 ophøiedes til Lov. Edvard
efterfulgtes af sin Halvsøster Maria (1553—58),
Datter af Henrik den ottende og Katharina af
Aragonien. Hun ægtede Filip af Spanien og
gjenindførte Katholicismen, medens hun grusomt
forfulgte Protestanterne; mere end 200 af de mest
fortjente Mænd døde paa Baalet. Med
Frankrige begyndte hun 1557 en Krig, i hvilken
England 1558 tabte sin sidste Besiddelse paa den anden
Side af Kanalen, Calais. Marias Halvsøster
England
Elisabeth (1558—1603) gjenindførte
Protestantismen og gav den engelske Kirke den Forfatning,
den siden har havt. Hendes Regjering var
vilkaarlig, og hun søgte ligesom sin Fader at udvide
Kronens Magt og indstrænke Parlamentets. Men
hun styrede klogt og kraftig og lagde Grunden til
Englands senere Storhed, idet hun sørgede for
Næringsveienes Opkomst og ved Seiren over den
spanske Armada 1588 hævdede dets politiske
Anseelse og dets Magt paa Havet. Dristige
Sjømænd banede Vei for Handelsskibene paa alle
Have; 1600 fik det ostindiske Kompagni det første
Fribrev. Den vilkaarlige Behandling af Irland,
navnlig ved Protestantismens Indførelse ved Tvang,
fremkaldte tilsidst en Opstand, som 1602 blev
blodig dæmpet. Den ugifte Dronning indsatte Maria
Stuarts Søn, Jakob den sjette af Skotland til sin
Arving, hvorved Grunden lagdes til Englands og
Skotlands Forening. Stuarternes Styrelse
(1603—49 og 1660—88) stod i skarp Modsætning
til Elisabeths glansfulde og kraftige Regjering.
Jakob den første (1603—25) forenede
Skotland med England og Irland. Han var en lærd,
men pedantisk og svag Fyrste, som nærede
overdrevne Meninger om den kongelige Værdighed.
Som ivrig Tilhænger af den episkopale Kirke
forfulgte han strengt Puritanerne, af hvilke mange
udvandrede til Nordamerika, hvorved Grunden
lagdes til de engelske Kolonier der. Katholikernes
„Krudtsammensværgelse“ 1605 havde til Følge
Troskabsedens Indførelse for Geistlige og efter
1610 ogsaa for andre Embedsmænd, hvorved
Kaholikerne udelukkedes fra Statens Embeder.
Jakobs Stridigheder med det engelske og det skotske
Parlament, hans ynkelige Forhold under
Trediveaarskrigen og hans vilkaarlige Pengeudpresninger
gjorde ham foragtet og forhadt. Hans
Forholdsregler i Irland fremkaldte en Opstand, hvorefter
Kongen hensynsløst konfiskerede Jordegods i stor
Mængde. Jakobs Søn og Efterfølger, Karl den
første (1625—49), kom strax i et spendt Forhold
til Parlamentet, som negtede at bevilge ham Penge,
hvilke han derfor søgte at skaffe sig paa ulovlige
Maader. Paa Grund af sine Krige med Spanien
og Frankrige kom han imidlertid i saa stor
Pengetrang, at han 1628 saa sig nødt til at sammenkalde
Parlamentet, som aftvang ham den vigtige
saakaldte Petition of rights, hvorved den personlige
Sikkerhed og den private Eiendoms Ukrænkelighed
blev faststaaet. Han regjerede derefter i 11 Aar
uden Parlament og tvang 1637 Skotland til at
antage den engelsk-biskopelige Liturgi. Skotterne
indsatte en revolutionær Regjering, som
gjenindførte den gamle skotske Kirkelære (i de saakaldte
Covenants) og efter forgjeves Underhandlinger
sendte en Hær mod de kongelige Tropper, som
blev slagne. Det af Karl 1640 indkaldte „lange“
Parlament erklærede sig 1641 for uopløseligt og
sluttede samme Aar Fred med Skotterne. Efterat
Katholikerne i Irland 1641 havde gjort Oprør,
kom det 1642 til aaben Kamp mellem Parlamentet
og Kongen, som efter Nederlagene ved
Marston-Moor 1644 og Naseby 1645 det næste Aar flygtede
til Skotterne, hvilke imidlertid 1647 udleverede
ham til Parlamentet. Cromwell lod dette 1648
rense for Presbyterianere, hvorefter de
tilbageblevne Independenter, det saakaldte
„Rumpparlament“, 27de Jan. 1649 dømte Kongen som Tyran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
