Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - England. — Kongeriget England. — Det Britiske Rige eller Storbritannien og Irland (United Kingdom of Great Britain and Ireland). — Det Britiske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
England
og Wycliffe (d. 1384) blev den londonske
Dialekt det herskende Literatursprog, og dettes
Udvikling gik saa raskt for sig, at det allerede et
Aarh. senere i alt væsentligt havde faaet den Form,
det nu har. Nye Ord blev i Mengde optagne,
iscrr fra de klassiske og romanske Tungemaal, og
bidrog til at gjøre Engelsk til et af Nutidens
rigeste Sprog. Det udmærker sig ved sin over
ordentlig simple Grammatik, idet nemlig Ordenes
Bøining er stærkt indskrænket; med Hensyn til
Udtalen er det derimod et af de Sprog, som for
en Udlænding frembyder de største Vanskeligheder;
paa Grund af Udtalens Vaklen og Dialektforskjel
er det selv for de Indfødte ikke uden Besvær.
Velklang bestoder det lidet af, men tager sig paa
den anden Side, naar det tales korrekt, heller
ikke haardt eller ubehageligt ud. Paa Grund af
sin Rigdom og eiendommelige Korthed i Udtrykket
er det egnet, foruden til Digtning, især til
Forretningssprog og vinder som saadant stedse mere
Terræn. Det tales foruden paa de britiske Øer
ogsaa i de Forenede Stater samt i de engelske
Besiddelser i alle Verdensdele, tilsammen af ca.
300 Mill. Mennesker. Af videnskabelige Arbeider
over Engelsk mærkes Murrays og Browns
Grammatiker og Johnsons, Richardsons, Websters og
Worcesters Lexika. — Den engelske Literatur
i snevrere Forstand, som en modem Literatur
i det nuverende engelske Sprog, gaar ikke lengere
tilbage end til det 14de Aarh. De oprindelige
keltiske Indbyggere havde gjennem sine Barder
udviklet en rig episk Digtning, af hvilken kun faa
Brudstykker er tilbage; om Angelsakfernes Periode
se Angelsaksisk Sprog og Literatur. Normannerne
førte med sig den franske Trubadurpoesi, som
trivedes ved Hofferne og frembragte „Chansons de
geste“ og „Fabliaux“ i nordfransk Stil.
Samtidig herskede den skolastiske Retning inden
Theologien og Filosofien, og de videnskabelige Verker
skreves udelukkende paa Latin. Blandt de mere
fremragende Videnskabsmænd kan nævnes
Theologen Duns Scotus (1270—1308) og Filosofen
og Naturforskeren Roger Bacon (1214—1292).
Men paa samme Tid banedes gjennem de engelske
og skotske Ballader paa Folkets Sprog Veien
for den første engelske Kunstdigter, Geoffrey
Chaucer (1340—1400), der ved sine
„Canterbury Tales“ og andre Verker har erhvervet sig
Navnet „den engelske Digtekunsts Fader“. Chaucer
var i Virkeligheden en Forløber for Renaissancen i
England; ogsaa i en anden Henseende varsledes i det
14de Aarh.s anden Halvdel for en ny Tid gjennem
John Wycliffes (1324—84) reformatoriske
Bestræbelser. Hans Oversettelse as det Nye Testa
mente kan betragtes som et af Grundlagene for den
engelske Prosa. Det 15de Aarh. kan endnu ikke ret
trede i Chaucers og Wycliffes Fodsvor; Skola
ftikm sidder altfor fast og Mr iser en kvelende
Indsiydelfe paa Digwingm, noget som viser sig
hos Lydgate, Occleve, Barbour m.fl. Med
det 16de Aarh. begyndte England at blive en
Verdensmagt, og det materielle Opsving medførte
et lignende i Literaturen. Reformationens Ind
trengen gav Foranledning til Udviklingen as en
theologist Literatur, som mere og mere frigjorde
sig fra Latinen; i Filosofien grundlagdes en i Mod«
setning til Skolaftiken staaende empirist Rewing
af Bacon af Verulam (1561—1626). I
England
Poesien optraadte Hyrdedigtet gjennem Sidney
og den genialt opfindsomme Edmund Spenser
(1553—99); den dramatiske Digtning, som havde
sin Rod i de religiøse Mysterier og ved
Aarhundredets Begyndelse repræsenteredes ved
„Moraliteter“, der mere og mere tabte sin allegoriske
Karaktér og gik over til Komedier, udvikledes ved
Sackville og Norton og for Tragediens
Vedkommende ved Marlow, indtil den ved William
Shakespeare (1564—1616), den engelske
Renaissances største Repræsentant, hævedes til en
før ukjendt Høide. Hans Samtidige, Ben Jonson
(1573—1637), Francis Beaumont (d. 1615),
John Fletcher (1576—1625) og fl. naaede
ham ikke paa langt nær; men de dannede en Skole,
som i Modsætning til hans fantasifulde og
folkelige Digtning havde et mere lærd Præg, paa
samme Tid som en yderliggaaende og ofte i det
rent prosaiske faldende Realisme deri gjorde sig
gjeldende. I den første Halvdel af det 17de Aarh.
vendte den da opblomstrende Puritanisme sit Had
mod Theatret og gjorde derved foreløbig Ende paa
alt dramatisk Forfatterstab. Til Gjengjeld fostrede
den selv en stor Epiker i John Milton
(1608—1674), medens dens svage Sider gav Stof for
Samuel Butlers (1612—80) bidende Satire
„Hudibras“. Restaurationsperioden (efter 1660)
karakteriseres paa den ene Side ved det stærke
Opsving, Videnflaberne fik gjennem Mathematikeren
og Naturforfleren Isaac Newton (1643—1727)
og Filosofen John Locke (1632—1704), paa den
anden Side ved den sterke Reaktion mod
Puritanismen, som kom tilorde gjennem William
Wycherlys, William Congreves, George
Farquhars og John Vanbrughs kvikke, men
ofte forfærdelig slibrige Komedier saavelsom gjennem
John Drydens (1631—1700) omfattende
Forfatterskab i dramatisk, didaktisk og satirisk Retning. I
det 18de Aarh. stod England i et eiendommeligt
Vexelforhold til Frankrige. Paa den ene Side havde en
stor Del af den franske Filosofi, som gjennem
„Oplysningstidens“ Forfattere spredtes rundt
Europa, sin Oprindelse fra de engelske „Deister“
(John Toland, d. 1722, Anthony Collins,
d. 1729, Mathew Tindal, d. 1733, Thomas
Woolstone, d. 1733, og senere Henry
Bolingbroke, d. 1751, og David Hume, d. 1776),
medens paa den anden Side den stive klassiske Smag
i den franske Poesi udbredte sig ogsaa i England,
saaledes som det især viser sig hos Alexander
Pope (1688—1744). Større Selvstændighed
besad James Thompson (1700—48) og Edward
Young (1684—1765) med sin rige Naturlyrik,
der allerede peger over mod den senere Romantik,
Skotten Robert Burns (1759—96), som
gjennem sin fra den skotske Folkevise udgangne friske
Lyrik vel var den, der bidrog mest til at styrte
den franske Smag, Komedieforfatteren Richard
Brinsley Sheridan (1751—1816) samt
Romanforfatterne Daniel Defoe (1663—1731),
Samuel Richardson (1689—1761), Henry
Fielding (1707—54), Tobias Smollet
(1721—71), Laurence Sterne (1713—68) og Oliver
Goldsmith (1728—74), gjennem hvilke den
engelske Familieroman skabtes og udvikledes. En
eiendommelig Plads inden Aarhundredets Prosaliteratur
indtager den store Humorist Jonathan Swift
(1667—1745). Historieskrivningen repræsenteredes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
