Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fantasi. — Fantasere. — Fantasteri. — Fantastisk - Fantasus - Fanter, ogsaa kaldte Tatere, Farker, Splinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fllntafus
selvstændige Billeder. Den produktive Fantasi har
isar stor Betydning i de skjønne Kunster. —
Fantasi kaldes ogsaa et Musikstykke, hvor en vis
ubunden Frihed i Themaets Behandling optræder;
Stykket kan være af høist forskjellig Art. —
Fantasere, overgive sig til sin Fantasi, lade sig lede
af den; Feberpatienter siges ogsaa at fantasere,
naar de taler i Vildelse. — Fantasteri,
overdreven Hengivelse til Fantasien; Sværmen. —
Fantastisk, sværmerisk, følsom.
Fantasus, i Grækernes og Romernes
Mythologi Drømmens Gud, en Søn af Søvnen.
Fanter, Landstrygere, Personer, som uden fast
Bosted eller ordentlig Haandtering i større eller
mindre Følger streifer om fra det ene Sted til det
andet. Ordet bruges paa mange Steder i Norge og
er i den senere Tid blevet officiel Betegnelse for de i
Flok og Følge omvandrende Landstrygere af fremmed
Herkomst, ogsaa kaldte Tatere, Farker,
Splinter m. m. Disse deler sig indbyrdes i to, især
tidligere skarpt adskilte Stammer. Den ene af disse,
som udmærker sig ved et afstikkende mørkt Udseende
(sorte Øine og Haar, gulbrun Hudfarve), kalder
sig gjerne „Storvandringer“ eller paa sit eget
Sprog (rommani) „Rommanisæl“ og beretter,
at de er komne fra et Land østenfor Rusland.
Naar man sammenholder deres Sprog med de
over hele den gamle Verden udbredte Zigeuneres
(s. d.) bliver det klart, at de tilhører en og samme
Race som disse. Om deres sandsynlige Herkomst
m. m. se Art. Zigeuner. Hvad Tid Rommanierne
først viste sig i Norge, er usikkert; i Sverige har
man Efterretninger om dem fra 1513, og
sandsynligvis kom de ikke længe efter ogsaa til Norge.
De har siden uafladelig flakket om i Følger, ofte
paa et stort Antal Personer, og levet af Tiggeri,
Tyveri og forskjellige Haandteringer, f. Ex.
Hestehandel, Kvaksalveri osv. Det mystiske ved deres
Herkomst og Optræden har bevirket, at Almuen
paa de fleste Steder har betragtet dem som
Troldmænd, en Tro, som de selv har fundet sin
Regning ved at vedligeholde. — Den anden Klasse af
Fanter har ligesom Rommanisalerne et eget Sprog,
rodi, men intet særskilt Navn paa sig selv som
Folk. Af de andre Fanter kaldes de gjerne
„Smaavandringer“ eller „Meltravere“. De udmærker sig
ikke ved saa iøinefaldende ydre Eiendommeligheder
som hine, og røber tydelig sin europæiske Herkomst.
Deres Sprog, som er fattigt og barbarisk, synes
at vare kunstig lavet og ikke som „Rommani“ et
oprindeligt, naturligt Sprog. Dog viser det
tydelig Slægtskab med de jydske „Kjæltringers“
saavelsom med de i Tyskland saakaldte „Gauneres“
Sprog (Rotvælsk). Det er saaledes mere end
sandsynligt, at disse „Smaavandringer“ er komne
til Norge fra Tyskland over Danmark; deres
Indvandring fandt Sted en Stund efter
Rommaniernes, sandsynligvis i den første Halvdel af
det 17de Aarh. De fører et lignende omstreifende
Liv som „Storvandringerne“, men optræder i
Regelen paa en noget mere fordringsløs Maade
og driver andre Haandverk, især som Blikkenslagere
og Hægtemagere. — Disse to Racer har saa langt
tilbage, som Efterretningerne naar, levet i et
ligesaa fiendtligt Forhold indbyrdes som til
Landets bosiddende Indbyggere. Især har
Rommanierne indtil de seneste Tider vidst at holde sin
Slægt ublandet, noget, som hidrører fra, at
ægteskabelige Forbindelser med Ikke-Fanter i deres egne
Vedtægter har været dem strengt forbudte og endog
belagte med Dødsstraf. Deres Ægteskaber
indbyrdes er forresten ordnede paa en meget løs
Maade. — Medens Fanterne selv stedse har vist
sig utilbøielige til at gaa op i den fast bosatte
Befolkning, har de fra denne især i den senere Tid
optaget enkelte Personer, som af Mangel paa eller
Ulyst til Beskjeftigelse har „gaaet paa Fantestien“.
Fanternes brutale Færd vakte allerede tidlig de
offentlige Myndigheders Opmærksomhed, og de blev i det
16de og 17de Aarh. Gjenstand for en systematisk
Forfølgelse. De af Kristian den tredie og Fredrik den
anden udstedte Forordninger om, at Fanterne inden
en kort Frist skulde forlade Landet, skjærpedes ved
et aabent Brev af 1589, ifølge hvilket de ogsaa
truedes med Dødsstraf. Lignende Bestemmelser
gjentoges i Recessen af 1643, som forordnede
aarlige Jagter paa Fanterne, i Krigsloven af
1683 og i Norske Lov af 1685. 1700 foretog
Norges Statholder, Gabel, en stor Fantejagt paa
Østlandet, hvorved 130 Personer blev grebne og
indsatte paa Strafanstalterne. Lignende Jagter
afholdtes i de tre sydlige Stifter 1710, paa
Vestlandet 1721, i Trondhjems Stift 1737 og i
Akershus Stift 1744. Endnu 1757 bestemtes i en
Instruktion for Amtmanden paa Oplandene
(Kristians Amt), at Militærmagt kunde benyttes ved
Fanternes Forjagelse; men omtrent samtidig synes
man at have lært at indse, at disse haarde
Forholdsregler kun gjorde ondt værre. Ialfald
tolererede Forordningen af 9de August 1754 til en
vis Grad deres Omstreifen, idet de fik Tilladelse
til med Amtmandens Pas eller Bevilling at øve
Haandverk inden Grændserne af et og samme Amt.
Nogen Forandring i Fanternes Omstreifen
medførte visselig dette Paabud ikke; men den
Omstændighed, at de ikke længere blev saa skarpt
forfulgte, bragte deres Kastevæsen og
Samfundsforhold i Forfald og svækkede deres Kræfter, som ikke
længer havde Anledning til at udvikle sig. En
Tid hengik nu, i hvilken de blev lidet paaagtede;
da indgik Stavanger Amtsformandskab 1844 med
et Andragende til Kirkedepartementet om for
Storthinget at lade fremsatte Lovforslag angaaende
Fanternes Forsørgelse og Forsøg paa at gjøre
dem til civiliserede Medlemmer af Samfundet.
Samtidig hørtes flere lignende Stemmer i Pressen,
og den derved vakte Opmærksomhed for Sagen
førte til, at der ved Folketællingen 1845 blev
optaget nøiagtige Lister over de da i Landet værende
Fanter. Antallet befandtes at være 1145
Personer. 1846 og 47 tilholdtes Politiembedsmændene
ved Cirkulærer at henvende sin Opmærksomhed
paa dem og navnlig, naar Beviser var forhaanden,
faa dem straffede som Løsgjængere. 1848
fremsattes for Storthinget et Forslag til en ny Lov
om Fanterne; samtidig fik daværende Kand. theol.
Eilert Sundt et Reisestipendium for under Ophold
i Landets forskjellige Egne at granske deres
Forhold. Frugten af sine Undersøgelser fremlagde
han 1850 i sin i mange Maader fortræffelige
Bog „Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket
i Norge“. 1854 bevilgede Storthinget 6,000 Spd.
(24,000 Kr.) til „Forsøg paa at skaffe Fanterne en
lovlig Næringsvei og deres Børn en ordentlig
Opdragelse.“ [[** tegnrekkefølge sic **]] Denne Bevilgning gjentoges af
Storthinget i 1857 for næste Budgettermin. 1859 udgav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
