Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farsistan ell. Fars, det gamle Persis - Farsotter eller Epidemier. — (Se [ogsaa] Art. Epidemi). — Pesten. — Den asiatiske Kolera. — Den gule Feber. — Koldfeberen. — Tyfus. — Skarlagensfeberen. — Kopperne. — Den trondhjemske Halsesyge, Difterit. — Mæslingerne. — Kighoste. — Lungebetændelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Farsistan ell. Fars, Provins i Persien, ved
den persiske Bugt, 2,500 Kv.mil stor, med ca. 1 Mill.
Indb. Hovedstad Schiras. Farsistan er
Persiens rigeste og frugtbareste Del og er det samme
som det gamle Persis, af hvis Byer Persepolis
og Pasargadæ, storartede Ruiner er bevarede.
Farsotter eller Epidemier kaldes de Sygdomme,
som hurtig udbreder sig til et større Antal
Personer og efter kortere eller længere Tids Forlov
ophører. (Se Art. Epidemi). Aarsagen til
Farsotterne med Undtagelse af Influenza og
Koldfeber synes at være bestemte Sygdoms- eller
Smittestoffer, som udgaar fra de Syge, idet de under
selve Sygdommen reproduceres eller forøges.
Disse Smittestoffer kan enten overføres fra
Person til Person, eller de kan gjemmes hen i Seng- og
Gangklæder, Bohave, Værelser og undertiden maaske
i Jordbunden; de kan komme ud i Vandløb eller
Brønde. Tyfus er hyppig, Kolera undertiden
udbredt paa denne Maade. Nogle af disse
Sygdomsgifte bevarer sin Smitteevne i Aarrækker
(Skarlagensfeber, Kopper); andre taber den hurtig.
Tidligere søgte man Aarsagen til Farsotterne i
Himmelens Tegn, Kometer, Stjernernes
Konstellationer; senere talte man om kosmiske og telluriske
Indflydelser; man satte Jordskjelv,
Oversvømmelser og andre Naturbegivenheder i Forbindelse
med Farsotternes Udbrud, og det er ikke
urimeligt, at de sidstnævnte Forhold kan have en vis
begunstigende Indflydelse; men det er dog
utvivlsomt, at Smitten for de fleste af disse Epidemier
er den fornemste Aarsag til deres Udbredelse.
Farsotter har næsten altid fulgt med Hungersnød
og store Krige; især er dette Tilfældet med Tyfus,
som vel maa ansés som den almindeligste Farsot
i Norge, og som endnu tildels kaldes „Landfarsot“.
Om tidligere Dages Farsotter ved vi kun liden
Besked; den historisk mest bekjendte er den sorte
Død eller Pesten i Midten af det 14de Aarh.
Det er meget sandsynligt, at det var den samme
Sygdom, som i 1878 optraadte i Vetljancka i
Astrakan. Pesten er den dødeligste og farligste af
alle Farsotter. I Norden optraadte den sidste
Gang i Kjøbenhavn 1711. Kristiania hjemsøgtes
af Pesten 1654, faa Aar efter Byens Anlæg. Den
Farsot, som i vor Tid har vakt den største
Opmærksomhed, er den saakaldte asiatiske Kolera.
Denne Sygdom, som oprindelig hører hjemme i
Indien, har i de sidste 50 Aar gjentagne Gange
herjet Europa, Norge navnlig i 1833, 1850 og
1853. Den viste sig sidste Gang i Kristiania
1866, men blev da undertrykt. Den gule
Feber hører hjemme i Amerika, men er gjentagne
Gange indført til Europa, navnlig til
Middelhavslandene; den kan ikke trives i nordligere Egne
og ophører altid ved Kuldens Indtræden.
Koldfeberen beror ikke paa et Smittestof, som er
udgaaet fra tidligere Syge, men dens Sygdomsgift
findes i Jordbunden og i Vandet. I Norge har
den liden Betydning; i de mere lavtliggende og
sumpige Egne af Europa og ved de saakaldte Floddeltaer
forekommer den derimod almindelig; den holder
sig stadig der, men optræder undertiden i stor
Udbredelse som Farsot. — Af de Epidemier, som jevnlig
forekommer i Norge, maa først nævnes Tyfus;
den er, som det synes, noget i Aftagende. Af
denne Sygdom døde i 1874, 75 og 76
henholdsvis 450, 446 og 348. Skarlagensfeberen er
den Epidemi, som i de sidste Aar har bortrykket det
største Antal, mest Børn. Der døde af denne i 1874,
75 og 76 henholdsvis 290,772 og 1926. Kopperne,
som i forrige Aarh. fremkaldte den største
Dødelighed, er siden Indførelsen af Vaccinationen og ved
en streng Afsondring af de Syge nu kun af liden
Betydning. 1874, 75 og 76 døde henh.vis 27,
39 og 19 af Kopper. Den saakaldte trondhjemske
Halsesyge, Difterit, udbreder sig langsommere
end de øvrige Farsotter, men holder sig i længere
Tid paa et Sted, hvor den har slaaet Rod. I
Norge var den omkr. 1860 meget udbredt og
foraarsagede i 1874, 75 og 76 henh.vis 197, 253 og
290 Dødsfald. Mæslingerne vinder ofte stor
Udbredelse, og der dør mange Børn af dem, ligesom
de ofte lægger Grunden til Brystsygdom. De var i
1874, 75 og 76 Dødsaarsag i henholdsvis 463,
35 og 28 Tilfælde. Af Kighoste bortrives næsten
kun smaa Børn. Af denne døde 1874, 75 og 76
henh.vis 208, 172 og 154. De fleste af de her
omtalte Sygdomme angriber kun som Regel de
Personer, der ikke tidligere har overstaaet dem; kun
undtagelsesvis faar man dem to Gange. Man
har hidtil ikke kunnet forklare dette mærkelige
Forhold. Lungebetændelse viser sig undertiden
epidemisk og er i nogle Tilfælde, som det synes,
smitsom. Forkjølelse angives ofte som Aarsag til
denne Sygdom, der er hyppigst om Vaaren.
Antallet af Døde ved Lungebetændelse er meget stort
og i stadig omend uregelmæssig Tilvext; den
synes at udbrede sig til Egne af Landet, hvor den
tidligere var ukjendt. I Aarene 1872—76 døde
af Lungebetændelse henh.vis 872, 896, 1338, 1838
og 1569. Katarrhalske Affektioner er især
almindelige i den kolde Aarstid og afhænger hovedsagelig,
som det synes, af Veirforholdene. — Den nyere
Hygiene har især henvendt sin Opmærksomhed
paa Farsotternes Undertrykkelse eller
Begrændsning og det, som det synes, med stort Held.
Samtidig har man, især i de store Byer, havt
Opmærksomheden henvendt paa den offentlige
Renlighed, Vandforsyningen, Boligernes Sundhed og
Næringsmidlerne. Smittestofferne finder derfor
ikke nu mere en saa gunstig Jordbund for sin
Udbredelse som i tidligere Dage. Det
virksomste Middel mod smitsomme Farsotter er de
Syges Afsondring i Forbindelse med den
saakaldte Desinfektion. For at hindre Farsotter fra
at overføres fra det ene Land til det andet har
man anvendt Grændsesperring paa Landjorden og
i Sjøhavnene Kvarantæne. Denne sidste er ved
Lov af 1848 paabuden i Norge, men omfatter kun
Pest, Kolera og gul Feber. Mod Farsotternes
Udbredelse indenlands har man i Sundhedsloven
af 16de Mai 1860 et virksomt Værn. —
Vedtagelsen af ensartede Forholdsregler mod Farsotter har
været Gjenstand for internationale Kongresser af
Fagmænd. Af disse merkes særlig
Kolerakongressen i Konstantinopel 1866 og den internationale
Kongres i Wien 1874, til hvilken sidste hvert
af de 3 skandinaviske Riger havde sendt en officiel
Repræsentant. Det blev her vedtaget, at man
foreløbig for 10 Aar skulde nedsætte en permanent
international Sanitétskommission, som skulde
arbeide paa at undertrykke Farsotter i Almindelighed.
Dette Forslag er dog hidtil ikke kommet til
Udførelse. Udentvivl vil dog det udvidede Kjendskab til
de epidemiske Sygdommes rette Aarsag og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
