Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farsotter eller Epidemier. — (Se [ogsaa] Art. Epidemi). — Pesten. — Den asiatiske Kolera. — Den gule Feber. — Koldfeberen. — Tyfus. — Skarlagensfeberen. — Kopperne. — Den trondhjemske Halsesyge, Difterit. — Mæslingerne. — Kighoste. — Lungebetændelse - Farsund - Farve. — Farvelære. — Farveblindhed. — Farvekunst. — Farvestoffer. — Farvetryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Farsund
Udbredelsesmaade hjelpe til i Fremtiden efterhaanden
mere og mere at begrændse dem.
Farsund, Ladested i Lister og Mandals Amt,
paa en Odde af Listerlandets Østside, ved
Lyngdalsfjorden, med 1,500 Indb. og nogen Skibsfart.
Stedet nævnes strax efter Midten af det 17de Aarh.
som Strandsted, hvorfra der udskibedes Hummer.
Udenfor Farsund er de bekjendte Havne Egvaag
og Lodshavn.
Farve betegner de forskjelligartede og
eiendommelige Indtryk, som Lys af forskjellig Natur
frembringer gjennem vort Synsorgan (Øiet). —
Farvelære kaldes den Del af Optiken, som
omhandler Farverne og deres Oprindelse samt Lovene
for deres Virkemaade. Ligesom Lyden opkommer og
forplantes ved Svingninger i elastiske Legemer,
saaledes tænker man sig, at ogsaa Lyset bestaar
i Svingninger i et overordentlig let, men paa
samme Tid overordentlig elastisk Stof, den
saakaldte Lysæther eller Æther, hvilken maa antages
at udfylde det hele umaadelige Verdensrum; og
ligesom Tonernes Høide eller Dybde beror paa
Lydsvingningernes Hurtighed, saaledes forklares de
forskjellige Farver hos Lyset ved den større eller
mindre Hurtighed, hvormed Æthersvingningerne
foregaar. Det røde Lys gjør saaledes 400 à,
500 Billioner og det violette Lys 700 à 800
Billioner Svingninger i et Sekund. De fleste
lysende Legemer udsender Lysstraaler med
forskjellig Svinghastighed, altsaa med forskjellig Farve;
kun meget faa Legemer udsender énsartet Lys, f.
Ex. Natriumflammen alene gult. Det hvide
Sollys er sammensat af Straaler af alle Farver og
lader sig opløse i sine Bestanddele paa forskjellige
Maader, f. Ex. ved Brydning. Lader man
saaledes hvidt Sollys passere gjennem et Glasprisme,
opløses det i forskjellig farvede Straaler, idet
disse brydes i ulige Grad og derfor tager
forskjellige Retninger. Vender Prismets ene Kant
opad, og holdes i passende Afstand bag Prismet
en hvid Papirskjærm, saa vil man paa denne se
et langagtigt Lysbillede, som øverst er rødt,
nedenfor rødgult eller orange, saa gult, saa grønt,
saa lyseblaat, saa indigoblaat og endelig nederst
violet, altsaa den samme Farverække som i
Regnbuen (de syv Regnbuefarver). Farverne følger
paa hinanden i mangfoldige Overgange, saa at
man regner, at et friskt Øie i en saadan
Farvestribe (eller Spektrum, Solspektrum) kan
adskille mindst tusen forskjellige Farver. Solspektret
viser saaledes, at Sollyset er sammensat af de
nævnte Farver, som tilsammen danner hvidt Lys.
Naar Lyset falder paa ugjennemsigtige Legemer,
bliver det i større eller mindre Grad tilbagekastet
eller reflekteret, idet de fleste Legemer reflekterer
de forskjellig farvede Straaler i ulige Grad. Den
Andel af Lyset, som ikke reflekteres, siges at blive
opsuget eller absorberet. Reflekteres intet Lys,
men alt absorberes, er (kaldes) Legemet sort;
reflekteres derimod alle Farver lige godt, kaldes
det hvidt. Reflekteres fortrinsvis enkelte Farver,
viser Legemet sig med den tilsvarende Farve. To
Farvegrupper eller Farvetoner (Nuancer), som
tilsammen indeholder alle Solspektrets eller
Regnbuens Farver, danner tilsammen hvidt Lys og
kaldes hinandens Udfyldningsfarver eller
Komplement-Farver, saasom Rødt og Blaagrønt,
Blaat og Mørkerødt osv. Til Hovedfarverne
(Principalfarverne) Rødt, Gult, Grønt og Blaat
svarer Udfyldningsfarverne Blaagrønt, Ultramarin,
Rosa og Orange. Naar to Farver stilles ved
Siden af hinanden, gjør de paa et for
Farvesans udviklet Øie et behageligt Indtryk,
dersom de er komplementære, i modsat Fald et
ubehageligt, paa samme Maade som visse
Toneforbindelser paa et musikalsk uddannet Øre gjør
et behageligt eller harmonisk Indtryk, medens andre
Forbindelser lyder disharmoniske. Undertiden kan
Farveindtryk hidrøre udelukkende fra særegne
Tilstande hos Øiet og kaldes da subjektive eller
fysiologiske Farver. — Farveblindhed
benævnes en Tilstand, hvorved Farveopfattelse
enten ganske mangler eller er mangelfuld.
Fuldstændig Farveblindhed (Akromatopsi), som
bestaar i, at blot stærkere og svagere Lys kan
opfattes, er meget sjelden. Delvis
Farveblindhed — fornemmelig for røde og grønne
Farvetoner, mindre hyppig for gule og blaa —, er derimod
ikke sjelden. Rødgrønblindhed kaldes
almindelig Daltonisme efter den engelske Kemiker
Dalton, den første, som udførligt beskrev den, og som
selv led af den. Farveblindhed er sjeldnere blandt
Kvinder end blandt Mænd; af de sidste antages hvert
20de eller 25de Individ at lide deraf. — Farvekunst
i videre Betydning, Kunsten mekanisk, saasom ved
Malning eller Lakering, eller kemisk at farve Legemer
paa en saadan Maade, at Farvestofferne forener sig
med Legemets Fibre. Menneskene har fra de
ældste Tider fundet Behag i en broget
Mangfoldighed af Farver, og den kunstige Farvning
af Beklædningsstoffer er en af de første Frugter
af dets skabende Skjønhedstrang. Bibelens
Beretning om, at Jakob lod gjøre en „broget Kjortel“
til sin Søn Josef er et af de ældste skriftlige
Vidnesbyrd om Farvekunsten i Oldtiden.
Ægypterne forstod at benytte Farvestoffer i forskjellige
Anvendelser. Man har fundet vel vedligeholdte
malede og farvede Byssusbind paa Mumier, som
er flere tusen Aar gamle; enkelte Mumiebaand
har været kantede med blaa Striber, hvoraf kan
sluttes, at Ægypterne kjendte Indigofarven. Den
romerske Forfatter Plinius’s udførlige Beskrivelse
af Fremgangsmaaden ved Farvningen hos
Ægypterne viser, at deres Farvekunst stod paa et meget
høit Trin. Hos Inderne er Farvekunsten
ældgammel; de forstod at give sine Arbeider en Glans
og Samvirkning i Farven, som i Rigdom og
Smag søger sin Lige den Dag idag. I Kina og
Japan er Farvekunsten ligeledes flere tusen Aar
gammel. Det Folk i Oldtiden, som drev
Skjønfarvningen til den høieste Fuldendthed, var
imidlertid Fønikerne; Tyrus var Hovedsædet for de
fønikiske Farverier. Fønikerne var ogsaa Opfindere af
Oldtidens kostbareste og mest pragtfulde Farve,
Purpurfarven, hvilken imidlertid gik tilgrunde med dem.
Grækerne og Romerne satte mindre Pris paa
farvede Tøier end Østerlanderne og var som Følge
deraf mindre dygtige i Farvekunsten end disse.
Men ogsaa de benyttede farvede Klæder og Tøier,
især ved festlige og høitidelige Leiligheder,
ligesom de kjendte mange Farvestoffer (Alkanna,
forskjellige Lavarter, Kraproden, Galæblet, Jern- og
Kobbervitriol, Alun m. fl.). Den tidligst kjendte
Farve hos de nævnte Folk i Oldtiden synes at
have været Rødt (foruden Hvidt og Sort); senere
lærte de ogsaa Blaat, Gult og de andre Farver at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
