Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forenede Stater i Amerika (United States of America)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
igjennem en Nedsættelse af den Indførselstold, som
hans Forgjænger havde faaet indført til Fordel for
de nordlige Stater, og bevægede Syd-Karolina, som
paa Grund af den samme Told truede med at
træde ud af Unionen, til at føie sig efter
Kongressen. Med Indianerne kom det til heftige Kampe
i Anledning af Loven af 1830 om, at de skulde
flyttes over til Territoriet vestenfor Mississippi.
Ogsaa Ordningen af Bankvæsenet afstedkom
Uroligheder. Den under Washington stiftede
Nationalbank var 1816 erstattet af en ny, som støttedes,
ved at Regjerinqens Pengebeholdninger indsattes
i den. Dette Monopol, som vakte Demokraternes
heftige Forbitrelse, gjorde Jackson en Ende paa
ved 1833 at tage Statens Penge ud af Banken,
hvilket medførte dennes Ophævelse 1836 samt en
voldsom Pengekrise. 1835 optoges Arkansas og
Michigan som Unionsstater. — Martin van
Buren (1837—41) gik i sin Forgjængers Spor. —
Ham fulgte Henry Harrison, som imidlertid døde
efter en Maaneds Forløb, hvorpaa Vicepræsidenten
John Tyler besteg Præsidentstolen. Han
sluttede en Traktat med England om Grændsen mellem
Maine og Ny-Brunsvig, samt en med Texas om
dettes Optagelse i de Forenede Stater. 1844
indlemmedes Iowa og Florida i Unionen. — James
Polk (1845—49) hørte ligesom sin Formand til
Demokraterne. Under ham sluttedes med England en
Overenskomst, ifølge hvilken denne Magt afstod alle
sine Besiddelser søndenfor 49° fra de kanadiske Sjøer
til det Stille Hav; med Mexiko førtes en Krig, som
ledede til Erhvervelsen af Kalifornien, Ny-Mexiko og
de nordenfor liggende Landstrækninger (Utah,
Colorado m. m.). 1846 var Wisconsin optaget som
slavefri Stat for at bevare Ligevegten mellem
Slave- og Ikkeslavestater. Fra nu af antog
Slavespørgsmaalet, som allerede havde været omtvistet
siden 1820, et stedse større Omfang. — Polks
Efterfølger, Republikaneren Taylor, døde allerede Aaret
efter sin Embedstiltrædelse (1850) og
Vicepræsidenten, Millard Fillmore, indtog hans Plads.
Slaveriets Modstandere, Abolitionisterne og
„Freesoilers“, vandt større og større Tilslutning; en
velkommen Anledning til et alvorligt Udbrud af
Slavestriden gav Spørgsmaalet om, hvorvidt
Kalifornien, der nu skulde optages som Stat,
skulde blive Slavestat eller ikke. Spaltningen gik
saa vidt, at Syd-Karolina endog truede med at
træde ud af Unionen; men man enedes tilslut om
at antage det af Henry Clay fremsatte Forslag
om, at Kalifornien blev slavefri Stat og Utah
og Ny-Mexiko slavefrie Territorier, mod at de
nordlige Stater forpligtede sig til at udlevere til
Sydstaterne de Slaver, som ved Flugt fra disse
søgte over paa deres Grund. — 1853 valgtes
Franklin Pierce til Præsident af Demokraterne.
Under hans Embedstid afsluttedes en
Handelstraktat med Japan; i den indenlandske Politik
drev Demokraterne „Nebraskabillen“ igjennem,
ifølge hvilken de nye Stater selv skulde afgjøre, om
de vilde være Slavestater eller ikke. 1853 kjøbtes
Territoriet Arizona af Mexiko, og 1854 optoges
Minnesota som ny Stat. Endnu engang seirede
Demokraterne ved Præsidentvalget [[** sic, mgl et komma? **]] nemlig i 1856,
da James Buchanan blev valgt. Sydstaterne
søgte, idet de beraabte sig paa Nebraskabillen, at
gjøre Kansas, som 1854 var organiseret som
Territorium, til Slavestat. Trods deres Bestræbelser
for med Vold og Magt at sætte dette igjennem,
lykkedes det dog ikke, ligesaa lidt som Kongressens
Løfte om, at Territoriet strax skulde blive
selvstændig Stat, ifald det indførte Slaveriet, førte
til noget. 1859 indlemmedes Oregon som
slavefri Stat, og s. A. gav John Browns Forsøg paa
at reise en Slaveopstand i Virginia Forholdet
mellem Nord- og Sydstaterne den høieste Grad
af Spending. I December 1860 valgtes
Republikanernes Kandidat, Abraham Lincoln, til
Præsident, og umiddelbart efter Valget, førend
den nye Præsident endnu havde tiltraadt sit
Embede, brød Oprøret fra Sydens Side løs, idet
Syd-Karolina den 20de December erklærede sig
for udtraadt af Unionen. Georgia, Florida,
Mississippi, Alabama, Louisiana og Texas fulgte snart
Exemplet, medens Buchanan og hans Ministerium
intet gjorde for at hindre Splittelsen. 4de Marts
1861 overtog Lincoln Præsidentskabet og erklærede
det strax for sin Opgave at hævde Unionen til det
yderste, medens han intet Indgreb vilde gjøre i de
enkelte Staters private Forhold. Sydstaterne vilde
imidlertid intet høre; allerede i Februar havde de
konstitueret en Kongres, og 11te Marts valgte de
Jefferson Davis til Præsident. I April
indtog de Fort Sumter ved Charleston, og snart efter
gjorde Virginia, Arkansas, Tennessee og
Nord-Karolina fælles Sag med dem. Lincoln indkaldte 75,000
Mand Militstropper, men der hengik endnu nogen
Tid med Forberedelser. Sydstaterne samlede sine
Tropper i det nordlige Virginien, og Jefferson
Davis valgte Richmond til Regjeringssæde;
Nordstaternes Hovedkvarter var for det første
Washington. Herfra rykkede Mac Dowell i Juli frem
mod Virginien, men blev totalt slagen ved
Bulls-Run. Mac Clellan blev i hans Sted
Øverstkommanderende, og 1½ Million Mand
indkaldtes. Senere indtog Nordstaterne Missouri og
bevarede denne Stat for Unionen; forresten hengik
Aaret væsentlig med Rustninger, hvortil især
Nordstaterne haardt trængte, da de led Mangel
baade paa Vaaben og Officérer. Flaaden stillede
sig imidlertid næsten hel og holden paa Unionens
Side, og ved Hjelp af den blev flere Punkter paa
de sydlige Staters Kyst indtagne. I Begyndelsen
af 1862 vandt Nordstaterne flere betydelige
Fordele; saaledes seirede General Thomas ved
Mill-Spring i Tennessee 19de Jan., og Grant indtog
i Februar Forterne Donaldson og Henry i det
vestlige Tennessee samt seirede i April i et
blodigt Slag ved Korinth i Mississippi. Ved
Flaadens Hjelp indtoges nu New-Orleans, og den
sperrede Skibsfart paa Mississippi aabnedes igjen.
Ligeledes foretoges heldige Expeditioner tilsjøs
mod Florida og Georgia. Samtidig gik Mac
Clellan mod Yorktown i den Hensigt at angribe
Richmond fra Sydostsiden; han var i Begyndelsen
heldig og forfulgte den fra Yorktown rømte
Sydstatshær opad Chickahominy, seirede ved Fair-Oaks,
men maatte efter det uafgjorte Syvdagesslag i
Nærheden af Richmond (i de sidste Dage af Juni
og de første Dage af Juli) trække sig tilbage.
Ogsaa de Expeditioner, som fra Nord rettedes mod
Richmond under Banks, Fremont og senere Pope,
mislykkedes og den sidste beseiredes 29de—30te
August ved Bulls-Run. Sydstatsgeneralen Lee
gjorde derpaa et Indfald i Maryland, hvor han
satte sig fast, men blev snart dreven tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
