Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frankrige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dettes enkelte Kredse og iøvrigt har den besluttende
Myndighed i Departementets finansielle
Anliggender samt desuden er raadgivende Myndighed i
enhver Sag, som bliver det forelagt.
Departementerne inddeles i Arrondissementer, som
forestaaes as Underpræfekter, ved hvis Side et
Arrondissementsraad er stillet.
Arrondissementerne deles i Kantoner, som ikke har nogen
administrativ Betydning, men kun er Valgkredse,
og desuden i Bykommuner. I Spidsen for de
sidste staar en af Regjeringen udnævnt eller i
enkelte Kommuner folkevalgt Embeds- eller
Ombudsmand, Maire (Byfoged), som er Øvrighedsperson
og i de mindre Byer tillige Politimyndighed og
desuden Formand i Byraadet. Retspleien
hviler i det væsentlige paa den gamle romerske
Ret. Under Napoleon den første blev Lovene
samlede eller kodificerede (se Art. Code). I første
Instans bestaar de ordinære Domstole af en
Dommer, som ikke behøver at være retskyndig, samt
to tilforordnede. Desuden findes
Appellationsretter, sammensatte af indtil 40 Medlemmer, og
Assiseretter, der dømmer i de Sager, som af
Appellationsretterne henvises til dem. Over 200
Handelsretter, som har sit Sæde i Byerne,
dømmer i handelsretlige Sager. En Høiesteret i Paris
(Haute cour de justice) paadømmer Høiforræderi
og de høieste Embedsmænds Forbrydelser. De
almindelige Straffedomstole er Juryretter. —
Frankriges Statsgjeld udgjorde 1876 23,403 Mill. Francs;
Statens Udgifter beløb sig s. A. til 2,570½ Mill.
Francs, dens Indtægter til 2,575 Mill. Francs.
Arméens Styrke udgjør i Fredstid 281,600 Mand
Infanteri, 68,600 Mand Kavaleri og 66,300 Mand
Artilleri, desuden Ingeniørtropper og Træn,
tilsammen ca. 490,300 Mand. I Krigstid kan
Troppestyrken forøges til 1,750,000 Mand, hvoraf
880,000 Reserve og 560,000 Landeværn.
Tjenestetiden er 5 Aar i Linien, 4 i Reserven og 11 i
Landeværnet. Orlogsflaaden talte 1875 154 Skibe,
(hvoraf 26 Pantserfartøier) med en Besætning af
28,430 Mand; desuden fandtes en Reservestyrke paa
78 Fartøier. De vigtigste Krigshavne er Cherbourg,
Lorient, Brest, Toulon og Rochefort. —
Historie. Frankrige udgjorde i Oldtiden den
vigtigste Del af det af Romerne saakaldte Gallia
transalpina og beboedes af keltiske Folkestammer.
Disse blev undertvungne af Julius Cæsar 58—51
f. Kr., hvorefter Landet stod under Romernes
Herredømme, indtil det under Folkevandringen i det
5te Aarh. toges i Besiddelse af flere forskjellige
Folkeslag. Saaledes nedsatte Vestgoter sig i
Sydvest, Burgunder i Sydost, Briter i
Nordvest og Franker i Nordost. Disse sidste, som var
trængte ind fra Tyskland, udvidede lidt efter lidt
sit Omraade og underlagde sig de andre Folkeslag,
hvorfor Landet fik Navn efter dem. Chlodevig,
de saliske Frankers Konge, af Merovingernes Slægt,
befriede 486 det nordlige Gallien fra det romerske
Herredømme, overvandt Alemannerne og Vestgoterne
og blev den egentlige Grunder af det frankiske
Rige, hvis første døbte Konge han ogsaa var.
Da han døde 511, deltes Riget mellem hans 4
Sønner; den langstlevende af disse, Chlotar den
første, forenede det igjen 558, men allerede 561
fandt ved hans Død en ny Deling Sted til bedste
for hans fire Sønner. Den ene af dem,
Chilperik, var Fader til Chlotar den anden
(613—28) under hvem Riget samledes paany.
Efter Chlotars Søn Dagobert (628—38) fulgte
en Række svage og uduelige Konger, som mest
herskede særskilt, hver over et af de tre Riger,
Austrasien, der omfattede de af Germaner beboede Dele
af Riget, Neustrien i Vest, hvor Nationaliteten var
gallisk-romersk, og Burgund. Under disse Konger fik
Husfogderne (Mojores [[** sic Mo- **]] domus) stadig større Magt,
som de benyttede til at gjøre sig selv til de egentlige
styrende i Landet. Den sidste Major domus, Pipin
den lille, stødte endelig 752 den sidste
Merovinger, Childerik den tredie, fra Tronen og
opkastede sig selv til Konge; ved at forære Pavestolen
det fra Longobarderne erobrede Exarkhat (s. d.),
opnaaede Pipin Pavens Bekræftelse paa sin
selvtagne Kongemagt, og det venskabelige Forhold,
som vedblev at herske mellem det frankiske
Kongehus og den mægtige Pavestol, bidrog i høi Grad
til at udvide det førstes Magt. Pipins Søn,
Karl den store (768—814), efter hvem dette
Dynasti kaldes det karolingiske, udvidede Riget
saaledes, at det strakte sig fra Eideren og
Nordsjøen til Ebro og Middelhavet og fra
Atlanterhavet til Østersjøen. 800 lod han sig i Rom af
Paven trone til Keiser. Det store Rige vedblev
at være samlet under Karls Søn og Efterfølger,
Ludvig den fromme (814—40), men
Tvistigheder mellem denne og hans Sønner saavelsom
mellem disse indbyrdes truede med en
Splittelse; efter Lndvigs Død deltes ogsaa Riget ved
Forliget i Verdun 843, hvorved Karl den
skaldede (843—77) fik den Del, som i det væsentlige
udgjorde det nuværende Frankrige. Karl var en
svag Regent, og hans nærmeste Efterfølgere,
Ludvig den stamme (877—79), Ludvig den
tredie (879—82) og Carloman (879—84) endnu
mere; under dem alle voxede Adelens Magt
paa Kongedømmets Bekostning. Efter de to
sidstnævnte Kongers Regjeringstid, samledes Riget
igjen under en tysk Ætling af Karl den store,
Karl den tykke (884—87), men han blev snart
afsat og Grev Odo af Paris blev Konge (888—98).
Denne antog Ludvig den stammes Søn, Karl
den enfoldige, til Medregent, og efter Odos
Død blev Karl Konge (898—923). Under ham
kom Ganger-Rolf til Frankrige og blev Hertug af
Normandiet. 922 reiste Grev Robert, Odos
Broder, en Opstand, som endte med, at Karl 923 blev
slaaet ved Soissons og fangen, hvorefter Roberts
Svigersøn, Hertug Rudolf af Burgund kom
paa Tronen. Efter hans Død (936) fulgte efter
hinanden Ludvig Outremer (936—54), Lothar
(954—86) og Ludvig den femte, den dovne,
(586—87), hvilke alle var svage Regenter, der lod
sig lede af Adelen. Særlig havde Hertug Hugo af
Francien og efter hans Død, 956, hans Søn
Hugo Capet stor Indflydelse. Den sidste blev
Konge efter Ludvig den femte og stiftede det
capetingiske Kongehus. Han lagde Grunden til den
faste Arvefølge ved at lade sin Søn krone til sin
Efterfølger. Under Hugos nærmeste Efterfølgere
Ro bert (996—1031), Henrik den første
(103l—60) og Filip den første (1060—1108),
vedblev Lensadelen at udøve et stærkt Tryk paa
Kongemagten. Ludvig den tykke (1108—37)
benyttede sig af den svækkende Indflydelse, som de
allerede under Filip begyndte Korstog udøvede paa
Adelen, til paa dennes Bekostning at hæve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
