Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frankrige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
valgtes, af hvilken Gambetta, Jules Favre, Jules
Simon og Trochu blev Medlemmer. Derhos
valgtes en Nationalforsvarsstyrelse, bestaaende af
Paris’s Deputerede, med Trochu som Formand.
Denne Regjering, som først havde sit Sæde i
Paris, derpaa ogsaa fik en Delegation i Tours
og endelig flyttede til Bordeaux, blev i Januar
1871 nødt til at begynde Underhandlinger med
Tyskerne, overgive det beleirede Paris og slutte
en Vaabenstilstand, hvorefter en
Nationalforsamling sammenkaldtes i Bordeaux. Thiers
udnævntes til Chef for den exekutive Magt; 26de
Febr. undertegnedes Fredspræliminærerne i
Versailles og 1ste Marts vedtoges de af
Nationalforsamlingen, som derpaa tilligemed Regjeringen
flyttede til Versailles. 18de Marts udbrød i Paris
et voldsomt Oprør af de Radikale og Socialisterne;
Regjeringstropperne trak sig tilbage, og Byen
kom for en Tid ganske i Oprørernes Magt. 26de
Marts valgte disse et Kommuneraad, som
proklamerede den føderalistiske Republik. Efter blodige
Kampe og efterat et stort Antal offentlige
Bygninger og Mindesmærker var ødelagte, lykkedes
det endelig Regjeringstropperne at gjøre sig til
Herre over Oprørerne, af hvilke store Skarer toges
tilfange og deporteredes. 10de Mai sluttedes den
endelige Fred med Tyskland, og i Slutningen af
Juni forlod Størstedelen af de tyske Tropper
Frankrige. 31te August valgtes Thiers paa 3 Aar til
Republikens Præsident. Han kom i Tvist med
Nationalforsamlingen om Toldsystemet, men
indlagde sig stor Fortjeneste ved flere heldige
Finansoperationer, der gjorde det muligt endnu før den
fastsatte Tid at udrede Krigsomkostningerne til
Tyskland (5,000 Mill. Frks.) og saaledes blive kvit
den sidste Rest as de tyske Okkupationstropper. I
Juli 1872 antoges en ny Arméordning efter
preussisk Mønster. Imidlertid arbeidede ikke mindre end
tre monarkiske Partier (Legitimister, Orleanister og
Bonapartister) og ligesaamange republikanske
Fraktioner hver for sine Planer. Da Thiers intet
Hensyn tog til Monarkisterne, som var i Pluralitet
i Nationalforsamlingen, men altid valgte sit
Ministerium blandt de maadeholdne Republikanere,
som ogsaa ved Valgene i 1873 vandt større
Terræn, fik de forenede monarkiske Partier istand et
Mistillidsvotum mod Thiers, der ifølge dette
aftraadte, hvorpaa Marskal Mac Mahon valgtes til
Republikens Præsident. Han udnævnte et af
Orleanister, Legitimister og Bonapartister
sammensat Ministerium med Hertugen af Broglie i
Spidsen, og Nationalforsamlingen fastsatte hans
Embedstid til 7 Aar. Legitimisternes og
Orleanisternes Forsøg paa at faa en Fusion istand og sætte
Greven af Chambord paa Tronen førte ikke til
noget Resultat, og de erklærede sig tilsidst i 1875
for Republiken, hvorimod Bonapartisterne og de
Ultramontane under Mac Mahons Regjering
gjorde betydelige Fremskridt. De første samlede
sig efter den afsatte Keisers Død om hans Søn
Napoleon. Da Ministeriet Broglie ikke kunde
sætte flere reaktionære Forslag (bl. A. om at
indskrænke Stemmeretten) igjennem, gik det
Vaaren 1874 af og erstattedes af et nyt monarkisksindet
Ministerium under Cissey. I Begyndelsen af
1875 blev Wallons nye Senatslov antagen,
hvorpaa Ministeriet Cissey traadte af, og et nyt
dannedes af Buffet. En Række nye Love kom istand,
bl. A. en Presselov og en Bestemmelse om, at
Paris med Versailles, Lyon og Marseille
fremdeles skulde være i Beleiringstilstand; men de
nye Valg til Senatet og Deputertkammeret i
Begyndelsen af 1876 faldt ikke ud til Fordel for
Ministeriet, som derpaa veg Pladsen for Dufaure,
der dannede et Kabinet, hvis Medlemmer for
Størstedelen blev tagne af venstre Centrum. 7de
Marts aabnedes den nye Nationalforsamling, hvor
Audiffret-Pasquier valgtes til Præsident i Senatet
og Grévy i Deputeretkammeret. Den under
Buffet vedtagne Mairelov samt Beleiringstilstanden
ophævedes, og en Lov kom istand, ved hvilken
Valget af Mairer igjen overlodes de respektive
Kommuner; de nye Valg, som ifølge denne Lov
fandt Sted, faldt saagodtsom udelukkende ud til
Republikanernes Fordel. Imidlertid vakte
Regjeringens klerikale Tendenser Deputeretkammerets
Uvillie, og i December maatte Dufaure vige
Pladsen for Jules Simon. Denne indtog en
vaklende Holdning og søgte saavidt gjørligt at
være alle Partier tillags, hvoraf Følgen blev, at
ingen af dem var ganske tilfreds med ham. Hans
Afskedigelse 17de Marts 1877 vakte imidlertid ikke
ringe Forbitrelse inden det republikanske Parti, især
da hans Eftermand blev den fra før som
stok-konservativ bekjendte Hertug af Broglie. Man satte
hans Udnævnelse i Forbindelse med Mac Mahons
Sympatier for Monarkiet, og den republikanske
Presse strømmede over af Angreb paa Præsidenten.
Endnu værre blev det, da denne besluttede sig til
at opløse Deputeretkammeret og udskrive nye
Valg. Under Forberedelserne til disse agiteredes
der stærkt fra Regjeringens Side, men
Republikanerne gik ikkedestomindre af med Seiren og fik
en Kommission nedsat for at revidere Valgene.
Forholdet mellem Deputeretkammeret og
Regjeringen blev strax mere spendt, ogsaa efterat
Rochebouet havde afløst Broglie som Førsteminister.
De indre Partikampe, som optog alle Frankriges
Interesser, hindrede det ogsaa i at gjøre sin
Indflydelse gjeldende udadtil. Efter flere Forsøg paa
at faa dannet et nyt Ministerium af høire
Centrum, og efterat det endog havde været paa Tale
atter at opløse Deputeretkammeret, kom endelig i
Slutningen af 1877 Dufaure til Roret med et
Venstrekabinet. I Begyndelsen af 1878 vandt
Republikanerne en afgjort Seier ved de nye Valg
til Kommuneraadene ligesom i Aarets Slutning
ved Senatorvalgene. Imidlertid begyndte ikke
liden Uvillie at gjøre sig gjeldende mod
Dufaures Ministerium, væsentlig fordi det beskyldtes
for at se formeget gjennem Fingre med de
monarkisksindede Embedsmænd; især var man
misfornøiet med, at Arméens øverste Embedsposter
indehavdes af Monarkister, og da Mac Mahon
ikke vilde gjøre nogen Forandring i dette,
aftraadte han selv i Januar 1879, hvorefter Grévy
valgtes til Republikens Præsident. Den efter
ham ledigblevne Post som Præsident i
Deputeretkammeret besattes med Gambetta medens
Waddington afløste Dufaure som Ministerpræsident.
Grévy erklærede det strax for sit Maal af alle
Kræfter at søge at styrke Republiken, et Program,
som han senere trofast har overholdt. De
Forandringer inden Arméens Embedsstand, som
allerede var forlangte af Republikanerne under Mac
Mahon, blev nu foretagne samtidig med, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
