Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fredrik (indeks*** Fredrik den anden, „Hohenstauferen“. — Fredrik den tredie)
Korstog, som kom istand 1189; næste Aar seirede
han ved Filomelium og Ikonium, men druknede
snart efter, da han flulde satte over Floden Salef
i Kilikien. Han var en kraftig, tapper og vennesæl
Fyrste, hvis Minde lige til vor Tid har vedlige
holdt sig hos det tyske Folk. Efter en udbredt
Folketro er han ikke død, men sover under
Jorden og skal engang komme frem og skaffe
Tyskland Seier og Storhed. — Fredrik den anden,
„Hohenstauferen“, den foregaaendes Sønnesøn,
f. 1194, d. 1250, var ved sin Fader, Henrik den
sjettes Død kun 3 Aar gammel, og sattes derfor
under Pave Innocens den tredies Formynderskab.
1209 tiltraadte han Regjeringen i Neapel og
Sicilien, som han havde arvet efter sin Moder. 1212
opstilledes han af Paven som Modkonge mod Otto
den fjerde; han drog til Tyskland og kronedes 1215
i Aachen til Konge. Han optog nu Barbarossas
Plan om at skabe et mægtigt Monarki af sine
Stater, med Italien som Hovedland, og at knække
Pavens verdslige Magt; 1220 reiste han til
Italien og lod sig s. A. i Rom krone til Keiser. Han
tog nu fat paa Ordningen af de indre Forhold i
sine Arvelande; men Paven plagede ham idelig
med Opfordringer til at gjøre et Korstog, hvilket
han havde lovet ved sin Kroning i Aachen; 1227
drog han afsted, men maatte paa Grund af en
smitsom Sygdom, som udbrød i hans Hær, vende
om. Da nu Paven satte ham i Ban, nødtes han
til næste Aar at foretage Korstoget, paa hvilket
han sluttede Vaabenstilstand med Sultan El Kamil
og 1229 kronede sig selv til Konge af Jerusalem.
Under hans Fraværelse havde Paven med en Hær
besat Syditalien. Fredrik skyndte sig nu hjem,
fordrev de pavelige Tropper og opnaaede 1230 Fred
med Paven og Ophævelse af Bannet. De
lombardiste Stader, vedblev imidlertid at trodse ham,
og han stod netop i Begreb med at begynde en
Krig med dem, da han 1235 kaldtes tilbage til
Tyskland ved at hans Søn Henrik, som han 1220
havde ladet krone til Konge, havde sluttet sig til
Lombarderne. Efter at have afsat Henrik og ladet
en anden af sine Sønner vælge til Konge, angreb
han Lombarderne, seirede 1237 ved Cortenuova,
men sattes 1239 atter i Ban af Paven. Uden
at bryde sig om dette fortsatte han Krigen, indtog
Ravenna og beleirede Rom. Imidlertid døde Pave
Gregor den niende, og hans Eftermand, Innocens
den fjerde, som før havde været Keiserens Ven,
blev nu hans værste Fiende. Han flygtede til
Frankrige, erklærede Fredrik for afsat og fik
Landgreven af Thüringen samt senere Grev Vilhelm
af Holland ti! at optræde som Modkonger. Efter
flere Nederlag syntes Lykken at ville vende sig til
Keiseren, men 1250 rammedes han af Døden. Han
var en ædel og mangesidig dannet Mand, men
mer Italiener end Tysker. — Fredrik den
tredie, f. 1415, d. 1493, Søn af Hertug Ernst af
Steiermark, førte fra 1435 med sin Broder
Albrecht Regjeringen i Steiermark og valgtes 1440
til tysk Konge. Under hans svage og uduelige
Regjering gjorde Ungarerne flere Indfald i
Østerrige. 1448 sluttede han det for Pavemagten
fordelagtige Wienerkonkordat og 1452 lod han sig i
Rom krone til Keiser. Ved sin Søn
Maximilians Giftermaal med Karl den dristiges Datter
Maria (1477) lagde han Grundvolden til det
habsburgske Hus’s senere Magt.
Fredrik Karl Nikolaus, Prins af Preussen,
f. 1828, Søn af Keiser Vilhelms Broder, Prins
Karl, deltog 1848 i Felttoget i Slesvig og
udmærkede sig i Baden 1849, blev 1861
Kavalerigeneral og 1864 Overbefalingsmand over den
allierede Armé i Holsten. 1866 kommanderede
han den ene af de to preussiske Hære mod
Østerrige. I den fransk-tyske Krig 1870—71 førte han
Centrumshæren og ledede bl. a. Beleiringen af
Metz, efter hvis Kapitulation han udnævntes til
Generalfeltmarskal.
Fredrik Vilhelm, „den store Kurfyrste“ af
Brandenburg, f. 1620, d. 1688, tiltraadte 1640
Regjeringen efter sin Fader, Kurfyrst Georg
Vilhelm. 1641 sluttede han Fred med Sverige og
udvidede 1648 ved den vestfalske Fred sit Land
med et Stykke af Bagpommern. Han havde nu
foreløbig sin Opmærksomhed henvendt især paa
Militærvæsenet og skaffede en dygtig staaende Hær
tilveie. I den svenske Konge Karl Gustavs Krig
med Polen (1655—60) nødtes han af den første
til at tage hans Parti og fik 1656 Lensfrihed
for Preussen, men sluttede sig senere til Polen.
Da Ludvig den fjortende 1672 angreb Holland,
indgik Fredrik Vilhelm Forbund med dette, men
blev næste Aar ved et fransk Indfald i Vestfalen nødt
til at slutte Fred. Efterat det tyske Rige 1674
havde erklæret Frankrige Krig, kjæmpede han med
Held i Elsas, vendte sig derpaa mod Svenskerne,
slog dem 1675 ved Fehrbellin og erobrede svensk
Pommern, som han ved Freden i St. Germain
1679 gav tilbage mod en Pengeerstatning. Han
var en kraftig og klog Regent, som lagde Spiren
til Preussens senere Magt. Særlig gjorde han
sig fortjent ved at ophjelpe Landets Næringsveie,
bl. a. ved at give de fra Frankrige flygtede
Hugenotter, der var stræbsomme og dygtige Folk,
Tilladelse til at nedsætte sig i Preussen. Ogsaa for
Oplysningen gjorde han meget; ligesaa grundede
han Preussens Postvæsen.
Fredrik Vilhelm, Navn paa fire Konger af
Preussen. — Fredrik Vilhelm den første,
f. 1688, d. 1740, Søn af Fredrik den første,
efterfulgte 1713 denne i Regjeringen. I Freden til
Utrecht erhvervede han Geldern og derpaa
Limburg; 1715 indgik han med Rusland og
Danmark Forbund mod Sverige, erobrede Stralsund
og Rügen og kom 1720 ved Freden i Stockholm
i Besiddelse af Forpommern indtil Peene. 1725
deltog han med Holland og England i et Forbund
mod Østerrige, men stillede sig allerede 1726 paa
den sidste Magts Side og hjalp 1733—35
Keiseren med Tropper i den polske Arvefølgekrig.
Hans Bestræbelser gik især ud paa at gjøre
Preussen til en Militærmagt og at bringe Finanserne
i god Orden; begge Dele lykkedes ham ogsaa
fortræffelig, trods de lidet populære Foranstaltninger,
hvorved han søgte at naa sit Maal, og den
Despotisme, hvormed han satte sin Villie igjennem.
Ogsaa i sit private Liv var han en Tyran;
forresten er han bleven til et Ordsprog ved sin
vidtdrevne Sparsomhed og Foragt for al Luxus. —
Fredrik Vilhelm den anden, den foregaaendes
Sønnesøn og Brodersøn af Fredrik den anden,
f. 1744, d. 1797, erklæredes 1758 for Tronfølger
og overtog Regjeringen ved Fredrik den andens
Død 1786. Han gjorde sig i Begyndelsen yndet
ved at afskaffe en Del af det Militærdespoti, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
