Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Garvestoffer eller Garvesyrer - Gas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Garvestoffer
men krystalliserer ikke; deres OftlMninger udfalder
de fteste Metalsalte samt Albuminstosier; med den
dyriske Hud indgaar de uoplpselige Forbindelser,
som vanskelig raadner. Det vigtigfte Stof af denne
Gruppe er: Galæblegarvesyre ell. Tannin
(C27 H22 O17), som findes i Egens Bark og de
fleste as dens øvrige Dele, men iscrr i Galcrbler
og Sumak. Ved Luftens Tilgang sønderdeles en
Oplpsning af Tannin i Gallussyre og Sukker,
idet den afgiver Kulsyreanhydrid. Hen samme
Dekompofition foregiar ved Gjcering, samt naar
Tannin koges med fortyndet Svovlsyre. —
Garvning af Huder og Skind tjener til at gjøre disse
skikkede til at udholde Luftens og Bandets Ind
virwing uden at raadne, samtidig med at deres
BMighed bibeholdes. Det virksomme Stof ved
den almindelige Rød- eller Barkgarvning er et
Garvestof, sædvanlig Tannin; men ved Siden af
Behandling med dette underkastes Huden endnu
en Rakke Bearbeidelser af forskjellig Art. F^rst
udWdes den i Band, isar hvis den har ucrret
tørket eller saltet, hvorefter den ved Skrabning be
fries fra vedhangende Kjød og Cellevæv. Dernoest
bortskasies Haarene og Overhuden ved Behandling
med Kalk, ved svag Gjaring eller ved Anvendelse
af varme Vanddampe, hoorefter Laderhuden bringes
til at svulme og udvides i Porerne ved at behandles
med meget svag Svovlfyre eller ved at henlagges
en Tid ! en Blanding af Klid og Vand, ved hvis
Gjcrring der dannes Eddikesyre og Melkesyre. Nu
bringes Huderne ftrst i et svagt Udtrcrk af
Ege- eller Birkebark i Vand og henligger deri nogle
Dage, hvorefter de i store, dertil indrettede Kar
lagges lagvis med malet Bark og overheldes med
Vand. Her forbliver de nu urørte i nogle Uger, hvor
efter de optages og lægges i Lag med ny Bark, saaledes
at de Huder, som før har ligget øverst, nu kommer
nederst. Hvor lang Tid der medgaar moen Huden er
fardiggarvet, beror paa dens Tykkelse; medens
Kalveskind, Ko- og Hestehuder kun behøver 3—5
Maaneder, er de tykkeste Oxehuder ofte ikke
gjennemgarvede før efter omtrent 2 Aars Forløb. Til
1 Skaalpund raa Hud behøves efter Kvaliteten
4—10 Pund Egebark eller omtr. 8 Pd. Birkebark.
— For at fjerne de Ulemper, som er forbundne med
at Processen traver saa lang Tid, har man
istedenfor at lægge Huderne lagvis med Bark lagt dem
i vandige Udtræk af et Garveftof, først i svagere,
senere efterhaanden i stærkere. Herved opnaaes,
at Garvningen i det høieste medtager en Tid
af et Par Maaneder; men det er en
almindelig Paastand, at Læderet paa denne Maade ikke
bliver saa godt, som efter den førstbeskrevne
Methode. Efterat saaledes den egentlige
Garvning er tilende, underkastes Læderet endnu flere
Behandlinger for at gjøres glat, fast og, forfaavidt
det ikke er bestemt til Saalelæder, tillige smidigt.
— Russelæder garves med et Afkog af
Vidie- eller Pilebart og indsmøres siden paa Kjødsiden
med Næverolie; Saffian og Maroquin garves
med Sumak eller Galæbler. — Hvidgarvning
anvendes især til Handskeskind; efterat Skindene
er afhaarede, lcegges de en ganfte kort Tid i en
Opløsning af Alun og Kogsalt, hvori det egentlige
virksomme Middel udgjøres af Alunets Lerjord.
De gjøres derefter som oftest smidige ved at
indsmøres med en Blanding af Hvedemel og
Æggeblomme. — Semskning er ingen egentlig Garv-
Gas
ning, da intet Garveftof ved den anvendes; i
Stedet indsmøres Huderne, efterat de er stcerkt
afskrabede paa begge Sider, med Olie eller Tran og
underkastes en Rakke Bearbeidelser, for at Fedtstoffet
skal trænge grundig ind. Det saaledes tilberedte
Skind kaldes Vaskeskind. — Pergament
forfærdiges ogsaa uden Anvendelse af noget
Garveemne, idet det blot afhaares, skrabes og slibes
med Pimpsten, samt paa Kjødsiden indgnides med
Kridt.
Gas, Luftart, betegner ethvert Legeme, som
selv ved temmelig stcrrk Sammenpresning og Af
kjpling bibeholder sin Luftform; Navnet bruges
saaledes i Modsætning til Damp (s. d.), uden at
Grændsen mellem de to Benævnelser skarpt kan
trækkes. De allerfleste Gasarter kan ved Anven
delse af særdeles stærkt Tryk i Forbindelse med en lav
Temperatur bringes i fiydende Tilstand (Fortat
ning). Alle Gasarter er gjennemsigtige og de
fleste tillige farvelpse; hver af dem har sin scer
egne spesifikt Begt, men alle er meget lettere
end Vand. Mange af dem (f. Ex. Ammoniakgas)
opsuges med Begjarlighed af Band. Surstof,
Kvalftoforydul, Kvalstofoxyd og for nogle Stoffers
vedkommende Chlor underholder Forbranding;
braudbare er Vandstof, Kuloxyd, Grubegas,
Svovlvandstof og Cyanvllndftof. Grubegas, Ammoniak,
Svovlvandstof og Lysgas danner, naar de blandes
med Surstof eller atmosfcrrist Luft, Knaldgafer,
som erploderer heftig, naar de antandes. Gaserne
fremstilles paa forstjellig Maade, mest ved Ophed
ning af de Stoffer, hvori de kemisk eller mekanist
bundne indeholdes, eller ved elektrisk Dekomposi
tion af flydende Stoffer (saaledes fremstilles Sur
stof og Vandftof ved elektrisk Sønderdeling af
Vand). De opsamles i oventil lukkede Kar, som
er fyldte med Band eller Kviksølv og med den
nedre, aabne Ende er stillede i et større Kar, fyldt
med samme Vædske; naar Gasen gjennem et Rør
ledes hen under det hvelvede Kar, stiger den op
i dette og driver lidt efter lidt Vædsken ud, hvor
efter Karret lukkes. — Navnet Gas bruges ofte
i daglig Tale ensbetydende med Lysgas, en bramd
bar Gas, som fremkommer ved tør Deftillation
af kulstofholdige organiske Stoffer. Den beftaar
hovedsagelig af forskjellige Kulvandstoffer, blan
dede i forsljelligt Forhold. Hyppigst fremstilles
den til praktisk Brug af Stenkul. Disse
fyldes i Rør (Retorter) af brændt Ler eller Jern,
9—20 Fod lange, runde eller ovale og af ca.
1—2 Fods Gjennemsnit, som i en dertil
indrettet Ovn stadig holdes rødglødende. Efter 5—8
Timers Forløb tømmes Retorterne for de deri
tilbagevarende Koks (s. d.) og nye Kul ifyldes.
Gjennem Rør fra Retorterne samler de under
Destillationen udviklede luftformige Produkter sig
i en Kondensator, hvor Dampene af Vand og
Tjære fortættes til Gasvand og Stenkultjære
(s. d.); derfra ledes Gasen, som endnu er
forurenset af nogen Tjære, Kulsyre,
Ammoniak- og Svovlforbindelser, over i den saakaldte
Skrubber, hvor den ved at strømme mellem vaade
Træfliser, Teglstensstykker o. lign. renses for Tjære,
og kommer derpaa ind i andre Renseapparater,
hvor den ved Hjelp af Jernoxyd og Kalk befries
for Svovlvandstof og Kulsyre. Endelig ledes
Gasen ind i en stor Beholder, Gasometret, der
er forarbeidet af Jernplader omtrent i Form af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
