Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Goethe, Johann Wolfgang - Goffeng, Hanna Bergwitz-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Goethe
høitbegavede, men saa forskjelligartede Naturer udøvede
paa hinandeu en levende Tiltreekning, og denne ftrte
til et varmt og oprigtigt Venstab, som ftrst af
brødes ved Schillers Dpd. Hvor overordentlig
befrugtende og velsignelfesrig Omgangen og det lite
rære Samarbeide mellem dem blev for begge, kan
man let tanke sig. I Fellesskab ndgav de 1796
de bekjendte „Xenier“, en Samling skarpe og
bidende Epigrammer, rettede mod visse litercere Per
soner og Forhold, og som vakte stor Opsigt og
tildels Forbitrelse. Efter Schillers Død indgik Goethe
1806 Ægteskab med Johanne Christiane Sofie
Vulpius (f. 1765, d. 1816), med hvem han havde
levet sammen siden 1788, og som 1789 havde født
ham en Søn. 1815 udnævntes han til fyrste
Statsminister, men beskjeftigede sig mere med de
offentlige Foranstaltninger for Videnskab og Kunst
end med Politiken. Forresten fortsatte han sine
naturvidenstabelige Forskninger og sin digterifie
Virksomhet, saagodtsom uafbrudt til sin Død. —
Goethe var utvivlfomt en as de største og mest
universelt, men ogsaa mest harmonisk begavede Aander,
som nogensinde har levet. Hans Objektivitet og
Tilbøielighed til Realisme i Digtningen stod i nøie
Forbindelse med hans Forkjærlighet, for de bil
dende Kunster og Naturvidenstaberne, medens hans
store Samtidige og Ven, Schiller, som fuldblods
Idealist helst beskjeftigede sig med Historie og Filosofi.
Goethes Syslen med Naturvidenstaberne maa viftnok
i det hele taget betragtes som dilettantmæssig, men
bragte dog ogsaa tildels virkeligt Udbytte for
Videnskaben, f. Ex. hans Arbeide over Planternes
Metamorfose. — Hans Digtning hænger Nøie sammen
med hans Oplevelser, og han har selv karakteriseret
alle sine Verker som Leilighedsdigte i en vis Forstand,
nemlig forsaavidt som de alle har ydre Impulser at
takke for sin Tilblivelse. Alt, hvad der bevægede,
glcrdede eller smertede ham, omsatte han i Poesi
og digtede sig derved, efter sit eget Udtryk, igjen
fri for Sindsbevægelsen. Han beherskede alle
Grene af Poesien, den episke Digtning paa Vers
og Prosa, Lyriken fra den mest ophøiede Ode
til den letteste og løsslupneste Vise og Dramaet
lige fra Tragedien til Farcen. Størst er han dog
utvivlsomt som Lyriker, paa hvilket Felt han maa
betragtes som uopnaaet i den tyste Literatur, lige
meget om Hensyn tages til hans Smaadigtes
kjærnefriste Indhold eller til deres uovertræffelige
Formfuldendthed. — Goethes Digtervirksomhed
har man ikke uden Grund delt i tre Perioder.
Den fyrste er hans „Sturm- und Drangperiode“,
„den sentimentale Kraftperiode“, i hvilken han
strev „Werther“, den ungdommelige og ubændige,
men ogsaa overspendte Følelses Epos, og „Götz
von Berlichingen“, et raskt og livfuldt Drama
paa Prosa, hvori Reformationstidens Ridderstab
stildres med en original Karakteristik, og hvis
løsrevne Scener minder om den Shakespeareske
Teknik. Ogsaa de svagere, men paa skjønne
Enkeltheder rige Arbeider „Stella“ og „Clavigo“
tilhører denne Periode. — Hans anden Periode,
den saakaldte „ideale“, kan regnes fra Begyndelsen
af hans Ophold i Weimar. Den omfatter hans
kraftigste Manddomstid og er Tilblivelsestiden for
hans ypperste Verker. „Egmont“, „Torquato
Tasso“ og „Ifigenia paa Tauris“ paabegyndtes
alle i Weimar og fuldendtes (de to sidste ved at
omsættes fra Prosa paa Vers) under Opholdet i
Goffeng
Italien 1786—88; fra det samme Ophold stammer
ogsaa Idéen til de herlige „Romerske Elegier“
og de fint udarbeidede „Epigrammer fra Venedig“.
Under Omgangen med Schiller gjenoptoges
Arbeidet paa Romanen „Wilhelm Meisters Læreaar“,
hvilken allerede var paabegyndt tidligere og blev
fcrrdig 1806; 1797 udkom den deilige Idyl paa
Hexametre „Hermann og Dorothea“. „Faust“,
hvortil han allerede i sin tidlige Ungdom havde
strevet enkelte Scener, gjenoptoges omaa i denne
Periode, og fyrste Del udkom 1807. Denne første
Del af Faust er Goethes Hovedverk og en af de
mest storartede Digwinger, Berdensliteraturen eier.
1809 fuldendtes Novellen „Valgslægtskaberne“, hvori
han fremstiller Kjærligheden som en Sjelesympati, der
optraeder med en ubønhørlig Skjebnes Magt. Til
denne Periode hører fremdeles hans mest fuldendte
lyrifie Digte og Ballader samt hans mesterlige
Selvbiografi, „Sandhed og Digtning“ (1811—22). —
Den tredie Periode i Goethes Forfatterliv, den saa
kaldte „didaktiske“, kan regnes fra ca.1819. Af egent
lige Digterverker strev han i denne Tid væsentlig
„Westöstlicher Divan“ (1819), Romanen „Wilhelm
Meisters Vandreaar“ (1821—29) og anden Del
as „Faust“ (1831). Det første af disse tre
Arbeider er en Samling lyrist-didaktiste Digte i 12
Bøger, som støtter sig til persifle og arabiske
Forbilleder, og hvis orientalske Duft er af et eget
Trylleri; „Vandreaarene“ behandler sociale
Problemer, medens anden Del af „Faust“ er fuld af
hemmelighedsfuld Allegori og mystiske
Hentydninger, men af en sjelden Fuldendthed i Sprog og
Rhytmus. Resten af Goethes Forfatterflab i
denne Periode er af naturvidenstabelig og kunst
historisk Art. — Den store Indslydelse, Goethe
har Mt paa Samtid og Eftertid, beror ikke
blot paa hans Verker, men ogsaa paa hans ædle
og Wnne Personlighed. Det er derfor naturligt,
at der neppe er strevet saa meget om noget Men
neske, som om ham. Hans Korrespondance og
Samtaler med de mest forskjellige Mennesker er
udgivne i en stor Mængde Samlinger, og
Episoder af hans Liv er skildrede af forskjellige.
En fuldstændig og udtømmende Biografi af ham
existerer imidlertid ikke; nærmest udfyldes dette
Behov af G. H. Lewis’s „Life and works of
Goethe“. Ogsaa Goethes Verker, og da især
„Faust“, har foranlediget en hel Literatur af
Kommentarer; de er desuden oversatte til et stort
Antal Sprog og i Tyskland udkomne i talrige
Udgaver. Som de bedste kan nævnes de nyeste
Cotta’ske Udgaver med Indledninger af Goedeke
famt den i Berlin hos Hempel udkomne.
Goffeng, Hanna Bergwitz-, norsk
Komponistinde, f. 1825 i Kristiania, d. 1879, fik allerede i
en ung Alder Undervisning i Musik af Skuespiller
og Sanger Wienecke og af Pianist Wetterstrand.
Hun gjorde snart saa gode Fremskridt, at hun blev
en meget søgt Musiklærerinde, i hvilken Stilling
hun virkede til sin Død. Allerede tidlig
komponerede hun Danse, af hvilke dog kun høist
ubetydeligt er trykt; i en senere Periode af sit Liv
satte hun Musik til et stort Antal Sange af
Ingemann, Wexels, A. Munch, Jørgen Moe, Ibsen
og Bjørnson. Hendes Melodier med al sin
Fordringsløshed er blevne modtagne med Bifald og
har vundet ikke liden Udbredelse; de fleste af dem
udmærker sig ved en mild og noget vemodig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
