Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Grækenland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grlrlenlllnd
senere et andet Raad (βουλή [[** tonos:ή ; oxia:ή ; begge gir samme søketreff, men treffet viser alltid tonos **]]), hvis 400 Med
lemmer valgtes af de tre første Klasser; dette
Raads Beslutninger kunde antages eller forkastes
af Folkeforsamlingen, i hvilken ogsaa den fjerde
Formuesklasse (Theterne) deltog. Ved Siden af de
fta gammel Tid bestaaende Domstole oprettede
han nye, de heliastiske, d. v. s. Edsvornedomstole.
Medens Solon efter at have endt sit Lovgiververk
var paa Reiser, udbrød der i Athen Stridigheder
mellem Adelen og Folket, hvilket sidste ved hans
Lovgivning havde faaet større Indflydelse end før.
En Slægwtning af Solon, Pisistratos, optraadte
som Folkets Leder og endte med at tilrive sig
selv Magten; ved hans Død 527 efterfulgies han
«f sine to SMner, af hvilke den ene snart blev
drcrbt, den anden forjaget, hvorpaa Klisthenes
gjenindfMe Solons Forfatning med nogle Af
andriuger; han ophcrvede faaledes de gamle
Fyler og inddelte Borgerne i ti Stammer, me
dens han samtidig forøgede Antallet af Raadets
Medlemmer til 500. Desuden indførte han
Ostrakismen (s. d.) for ved Hjelp af den at kunne fjerne
enhver, hvis Indflydelse syntes farlig for Forfat
ningens Bestaaen. — Ikke længe efter indtraf en
Begivenhed, som bragte Grcekerne til at stutte sig
sammen, om end kun for en Tid, og til at
udføre Bedrifter, der til alle Tider vil ncrvnes med
Beundring i Verdenshistorien. De til Lilleasien
udvandrede Ioner var under Kyros’s Regjering
blevne undertvungne af Perserne og sogte efter
hans Død under Aristagoras’s Anførsel at fri
gjere sig. I dette Forsøg blev de understøttede
af Athenerne, som angreb Lydien og brændte
Sardis, men derpaa blev slagne og trak sig til
bage, hvorefter de ioniske Byer i Lilleasien atter
blev undertvungne af Perserne. 492 sendte
Darios en Flaade til Grækenland for at hevne
Athenernes Optræden, men den ødelagdes af Storm
udenfor Forbjerget Athos, og en samtidig udsendt
Landhær gik for Størstedelen tilgrunde i Kamp
med Thrakerne. Derpaa sendte Darios Gesandter
til de græske Stater for at afkræve dem „Jord og
Vand“ til Tegn paa Underkastelse. Nogle af dem
lod sig skramme og efterkom hans Villie, men de
to vigtigste Stater, Athen og Sparta, agtede ikke
derpaa, og Kongen sendte derfor en uhyre Hær
mod dem. Denne ødelagde først Eretria paa
Euboia og gjorde derpaa Landgang i Attika, hvor
den imidlertid paa Sletten ved Marathon mødtes
af Athenerne, understøttede af en Haandfuld Folk
fra Platææ i Bøotien; Spartanerne var ikke
rykkede ud, da de efter sin Skik kun indlod sig i
Slag ved Fuldmaane. Den græske Hær var neppe
Tiendeparten saa stor som den persiske; men
alligevel vandt den under Miltiades’s Anførsel
en glimrende Seier (12te September 490) og
tvang Perserne til at vende tilbage til Asien.
Aristides fik derefter mest at sige i Athen; men
han forvistes 483 ved Ostrakismen, og
Themistokles blev nu den ledende i de offentlige
Anliggender. Den nye Perserkonge Xerxes (Darios
var imidlertid død) rustede sig til et nyt, uhyre
Tog for at underkue de gjenstridige Grækere; en stor
Hær rykkede tillands gjennem Thrakien og Thessalien
indtil Passet ved Thermopylæ, hvor de mødtes af
en liden Skare Spartanere under Leonidas.
Ved Forræderi af en Græker fik de Spartanerne
indesluttede, og Leonidas og hans Folk blev ned-
Groelenland
huggede (6te Juli 480). Den græske Flaade,
som var organiseret as Themistokles, oppebiede
Perserflaaden ved Forbjerget Artemision, men
maatte efter to Dages Kamp trække sig tilbage
derfra til Salamis. Vel rykkede Perserne efter
Seiren ved Thermopylæ frem mod Athen og
brændte Byen, som var forladt af de fleste af
sine Indbyggere, men til Gjengjeld vandt
Grækerne ved Salamis en saa afgjørende Seier til
sjøs, at Xerxes fandt sig beføiet til at vende
tilbage til Asien. Han efterlod imidlertid en Hær
i Grækenland under Mardonios; men denne blev
totalt slagen ved Platææ 479 af Spartaneren
Pausamas og Aristides, samme Dag som
Persernes Flaade ved Mykale opbrændtes af Leotykhides
og Xantippos. Med disse Begivenheder endte
Perserkrigene, af hvilke Grækerne trods sin
Faatallighed var gaaede seierrige ud. Dette bidrog
i høi Grad til at hæve deres Nationalfølelse, og
den Blomstringsperiode for hele Landet, men især
for Athen, som nu indtraadte, var et Udslag af
denne Følelse. Athen blev udadtil Grækenlands
mægtigste Stat, om hvilken der sluttede sig mange
Forbundsfæller; navnlig hævdede det sin
Overmagt tilsjøs. Efter Themistokles, som, for en
væsentlig Del paa Spartas Anstiftelse, var bleven
landsforvist, blev Miltiades’s Søn Kimon den
indflydelsesrigeste Mand i Athen. Han gjenoptog
Kampen med Perserne i Thrakien og Lilleasien, hvor
han vandt den glimrende Dobbelseier tillands og
tilvands ved Floden Eurymedon 466; 449 vandt han
en lignende Seier ved Salamis og Kypros, hvor
han fandt sin Død, men de græske Stæder i
Lilleasien var nu befriede fra Persernes Herredømme.
Efter Kimon kom som den atheniensiske Stats
Leder Perikles, som i Løbet af næsten 40 Aar
var i Besiddelse af en omtrent uindskrænket Magt,
skjønt han aldrig var Arkhont og kun sjelden
førte Hæren. Denne sin Magt skaffede han sig
hovedsagelig ved sin sjeldne Veltalenhed og
anvendte den til at udvide og styrke Demokratiet.
Desuden var han overordentlig virksom for at
udsmykke Byen med prægtige Bygninger og andre
Kunstverker. Det største af alle hans Anlæg var
Propylæerne med Parthenon og Erechtheion.
Ogsaa Historieskrivning, Filosofi, Digtning og
Skuespilkunst hævede sig i denne Athens „gyldne Tid“
til en før ukjendt Høide. Men netop i den
samme Tid fik en ulykkelig Skinsyge mellem Athen
og Sparta stedse mere Næring, affødte større og
mindre Sammenstød og brød 431, to Aar før
Perikles‘s Død, ud i den peloponnesiske Krig.
I denne kjæmpede næsten alle ioniske Stater paa
Athens og alle doriske Paa Spartas Side.
Spartanerne og deres Forbundsfaller var de overlegne
tillands, Athenerne tilsjøs. Efter Perikles’s Død
kom den ene ubesindige og udygtige Leder efter den
anden i Spidsen for den atheniensiske Stat og
Hær, og Resultaterne heraf viste sig snart;
Athenerne blev mere og mere uheldige, og tilsidst endte
Krigen med, at den atheniensiste Hær og Flaade
i August 405 led et totalt Nederlag mod
Lysander ved Ægospotamos. I Begyndelsen af 404
maatte Athen overgive sig, dets Mure blev
nedrevne, Staden blev Spartas tvungne
Forbundsfælle, og dens gamle demokratiske Forfatning
afløstes af et Oligarki under de „30 Tyranner“.
Ved denne Udgang paa Krigen fik Sparta det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
