Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Grækenland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grlrkenland
Magter paa Kongressen i Verona mødtes med
Afslag, hvorimod flere Privatmænd (Filhellener)
fra forstjellige af Europas Lande støttede
Frihedskampen med Penge eller ved selv at deltage i den.
1824 lykkedes det at erholde et ikke ubetydeligt Laan
i London. S. A. udrustede Mehemed Alis Søn
Ibrahim, der var udnævnt til Pascha over Morea,
en ægyptisk Hær og Flaade mod Grækerne;
Flaaden blev imidlertid snart slaaet og nødt til at
vende tilbage, men Landgangshæren førtes i
Begyndelsen af 1825 over Kreta til Morea, indtog
Navarino og hærjede paa det grusomste. 1826
erobredes Missolonghi og derefter Østgrækenland
og Athen; et uhyre Antal af Indbyggerne
bortførtes som Slaver, og Ibrahim tænkte paa at
udrydde alle Grækere paa Morea for siden at
befolke det med Ægyptere. I Begyndelsen af
1827 valgte en ny Nationalforsamling i Troizen
Englænderen Church til Øverstbefalende over den
græske Armé og Cochrane til Admiral; Grev
Kapodistrias udnævntes til Regent for en Tid af
7 Aar. S. A. sluttede Rusland og England sig
sammen for at hindre videre Ødelæggelser i
Grækenland og bestemte, at det for Fremtiden skulde
være en Tyrkiet skatskyldig Vasalstat med en egen
indfødt Fyrste. Overenskomsten tiltraadtes af
Frankrige, og da Tyrkiet bestemt afviste de tre
Magters Forestillinger, foretog de Skridt til ved
sine Flaader at hindre flere Troppers Tilførsel
fra Ægypten. 20de Oktbr. 1827 kom det til et
Sjøslag ved Navarino, i hvilket den
tyrkisk-ægyptiske Flaade blev totalt tilintetgjort. I Løbet af
næste Aar tvang Franskmændene under Maison
Ibrahim Pascha til at rømme Morea, hvorefter
de forbundne Magter stillede Grækenland under
sin Beskyttelse. 1829 blev Missolonghi indtaget
af Church. Imidlertid var Kapodistrias ankommen
og havde strax med Iver taget sig af Landets
Organisationsvæsen. Sommeren 1829 traadte en
Nationalforsamling sammen i Argos; den
stadfæstede Kapodistrias’s udøvende Magt og stillede
ved Siden af ham et Senat, hvis Medlemmer
for Størstedelen skulde udnævnes af ham. 3die Febr.
1830 erklæredes Grækenland af de forenede
Magters i London samlede Konferens for et
uafhængigt Kongerige, en Bestemmelse, som 24de April
stadfæstedes af den tyrkiske Regjering. Efterat
Prins Leopold af Sachsen-Koburg-Gotha havde
afslaaet den ham tilbudte Trone, vedblev
Kapodistrias at styre Landet paa temmelig egenmægtig
Maade, hvilket bragte ham i et meget spendt
Forhold tll de mægtige Friskarehøvdinger;
navnlig bidrog Indførelsen af et ordnet Skattevæsen
meget til at vække Misfornøielse. Mainoterne
gjorde Oprør 1830, og næste Aar løsrev ogsaa
Hydra og andre Øer sig og dannede en
provisorisk Regjering. En formelig Borgerkrig begyndte;
den hydriotiske Admiral Miaulis bemægtigede sig
Sommeren 1831 den græske Flaade og brændte den.
Kort efter faldt Kapodistrias som Offer for en
privat Hevn. Hans Broder, Augustin Kapodistrias,
udnævntes til provisorisk Præsident, men nødtes
i Begyndelsen af 1832 til at takke af, hvorefter
der den 7de Mai 1832 sluttedes en Overenskomst
mellem de tre garanterende Magter og Baiern,
ifølge hvilken den baierske Prins Otto (f. 1815)
udnævntes til Grækenlands Konge. Han ankom
i Begyndelsen af 1833 sammen med et Regentskab
Grlrkenland
af Tyskere, som skulde regjere under hans
Mindreaarighed. Alle faste Pladse besattes med baierske
Tropper, et ordentligt Ministerium indsattes,
Retsvæsenet ordnedes og Staten organiseredes i det
hele taget paa europæisk Vis. Kongens tyske
Mentorer formaaede imidlertid ligesaalidt at
vinde Popularitet som at gjøre Ende paa de
evindelige Partistridigheder mellem Grækerne
indbyrdes. Efterat det første Regentskab 1834 var
tilbagekaldt og et nyt indsat, flyttedes Residensen
1835 fra Nauplia til Athen, og 1ste Juli s. A.
overtog Kong Otto selv Regjeringen. Han
vedblev imidlertid at støtte sig til Tyskerne og
udnævnte Grev Armannsperg til Kansler. Dette vakte
megen Misfornøielse, paa samme Tid som
Partivæsenet vedblev at gribe om sig, støttet af de
beskyttende Magter, som hver for sig søgte at skaffe
sig Indflydelse ved at skabe sig et Parti i Landet.
1837 fjernedes Armannsperg, og s. A. udnævntes et
nationalt Ministerium under Zografos; de tyske
Tropper og de fleste fremmede Embedsmænd
bortsendtes, men Folkets Ønske om at faa en
Nationalforsamling sammenkaldt blev ikke imødekommet.
1843 blev Kongen ved en Opstand i Athen
tvungen til at afskedige alle fremmede Embedsmænd,
udnævne Metaxas til Ministerpræsident og
sammenkalde Nationalforsamlingen. Denne udarbeidede
et Udkast til en ny Forfatning, som stadfæstedes i
Marts 1844. Hverken Rigets indre eller dets
ydre Forhold blev imidlertid i nogen synderlig
Grad forbedrede ved disse Forholdsregler; særlig
var og blev Finanserne i den største Uorden. 1847
kom det til Grændsestridigheder med Tyrkiet, og
1850 blokerede England under et tomt Paaskud
de græske Havne, forbitret over at have tabt sin
Indflydelse i Landet. Under Krimkrigen streifede
græske Friskarer ind i Tyrkiet, og Regjeringen
satte sig ikke derimod; dette medførte, at
Franskmændene 1854—57 besatte Piræos og nødte
Kongen til at tage et nyt Ministerium. Omkring
1860 begyndte Misnøien med Kongen at blive
meget stærk; et Forsøg paa at danne et liberalt
Ministerium under Kanaris strandede paa Kongens
Uvillighed til at indføre det parlamentariske
System. S. A. udbrød der paa flere Steder
Opstande, og om Høsten erklæredes Kongen, medens
han var paa en Reise paa Morea, for afsat,
hvorefter han uden at gjøre Modstand forlod Landet.
Ved en almindelig Folkeafstemning valgtes derpaa
Prins Alfred af England til Konge, nærmest for
derved at faa de ioniske Øer forenede med
Grækenland. Prinsen fik dog af Beskyttelsesmagterne
ikke Lov til at modtage Valget, hvorefter paa
Englands Anvisning Prins Vilhelm af Danmark (f.
1845) blev valgt til Konge under Navn af
Georg den første. Høsten 1863 kom han til
Grækenland, kort efterat de ioniske Øer, som var
afstaaede af England, havde udtalt sin Tilslutning
til Grækenland. Efterat en Forfatningsrevision
havde fundet Sted, aflagde Kongen 28de Novbr.
1864 Ed paa den nye Konstitution. Siden den
Tid har en frisindet Ordning af Rigets indre
Forhold gaaet jevnt, om end sent fremad;
Partivæsenet er vistnok vedblevet at florere og har
medført talrige Ministerskifter, men i det hele taget
synes Partiernes Stridigheder ikke at omfattes
med nogen dybere Interesse af Folket. Med
Udlandet har der i den senere Tid kun én Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
