Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Græsk Sprog og Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grlesl Sprog og Literatur
derpaa holdt sig som „episk“ eller „poetisk“ Sprog
ogsaa hos de senere Epikere. Den lesbisk-æoliske
Dialekt reprasenteredes af de æoliske Melikere. bl. a.
Alkæos og Sapfo. den doriske af en Rakke Lyrikere
med Pindaros i Spidsen. De store atheniensiske
Tragikere strev i attisk Dialekt, medens deres Kor
sange narmer fig den doriste Lyrik. I Prosaen
findes hos Herodot og Hippokrates den nyioniske,
hos Thukydid og Antifon en ældre Form af den
attiske og hos de senere Prosaister den nyattiske
Dialekt. Efterat Græsk fra Alexander den stores
Tid var blevet det egentlige Verdenssprog, danne
des for Prosaen en Fællesdialekt (χοινή [[** her tonos; søk med oxia ή, tonos ή, gir begge treff på tonos! **]] γλῶσσα [[** vel perispomeni **]])
paa Grundlag af den attiske; udenfor de egentlige
græske Stater dannede sig ved denne Tid en Række
Mundarter, som fik Navn af hellenistiske, og
for hvilke den makedoniste var Grundlaget. Under
Romernes og senere hen ogsaa andre barbariske
Folkeslags Indflydelse udartede det græske
Talesprog i de første Aarhundreder af vor Tidsregning
mere og mere, medens det skrevne Sprog ængstelig
holdtes indenfor de klassisk-attiske Former. Som
Resultat af alle de Forandringer og den
Indtrængen af fremmede Elementer, for hvilke
Græsken senere har været Gjenstand, er det nygræske
Sprog fremgaaet. Dette skiller sig fra det gam
melgraste ved en langt mere simplificeret syntak
tist Bygning, ved Bortfald as en Del Bøinings
former (Dualis, Infinitiv. Optativ, Perfektum),
ved mange Ords forandrede Betydning og ved
Kvantitetens Tilsidesættelse ligeoverfor Akcenten i
Stavelserne. En Mangde fremmede Ord, iscrr
slaviste, tyrkifle og italienste, som i Tidens Løb
har vundet Borgerret, har man i senere Tid ivrig
ftrabt at udrydde og erstatte ved Ord fra Gammel
grass. Der har idetheletaget siden Grakenland fik
sin Selvstandighed fundet en livlig
Sprogbevægelse Sted. og Sproget kan endnu ikke paa langt
nar siges at have formet sig til en fast Enhed;
meget mere stal man neppe fortiden finde to
Forfattere i Landet, som finner sit Sprog éns. —
Allerede i Oldtiden begyndte man at beskjeftige
sig med det graste Sprogs Grammatik; enkelte
Studier paa dette Felt findes saaledes hos nogle
Sofister, hos Platon og Aristoteles.
Grammatikens videnflabelige Begrundelse og Udvikling
skyldes dog ftrst og fremst de alexandrinske Lærde,
og blandt dem igjen fornemmelig Aristofanes fra
Byzanz og Aristarkhos (150 f. Kr.). Den sidst
navntes Elev Dionysios forfattede den fyrste
systematiste graste Grammatik. Lexikografien dyr
kedes isar af Byzantinerne. Efterat Grast
gjennem Middelalderen havde varet saagodtsom ukjendt
for de vesteuropaiste Folk. blev det fra Slutningen
af det 15de Aarh. kjendt gjennem de graste Larde
(Khrysaloras, Gaza. Laskaris o. fl.), som efter
Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne flygtede
til Italien. Blandt Sprogets mest fremragende
Dyrkere i Tyskland og Nederlandene kan navnes
Reuchlin, Erasmus fra Rotterdam og
Melanchthon. Fra disses Tid begyndte Grast ivrig at
dyrkes ved Universiteterne og at indføres i de
larde Skoler, hvor det paa de fleste Steder har
holdt sig forn fast Lærefag lige til Nutiden. Op
komsten af den sammenlignende Sprogvidenstab i
vort Aarhundrede har baaret rige Frugter ogsaa
for den graste Filologis vedkommende. Som de
mest fremragende Arbeider paa Grammatikens og
Groesk Sprog og Literatur
Etymologiens Omraade kan navnes Georg
Curtius’s Grammatik (ogsaa bearbeidet paa Norsk) og
hans „Grundtræk af den græske Etymologi“ samt
Benfeys „Græsk Rodlexikon“. Af Lexika fortjener
at navnes de nyere Udgaber af Stephanus’s
„Thesaurus linguae graecae“ og den af Passow
grundlagte og senere af flere tyske Lærde fuldførte
og bearbeidede „Handwörterbuch der griechischen
Sprache“. Gode Skoleordbøger er udgivne bl. a.
af Tyskeren Schenkl og Danskeren Berg. — Det
nygræske Sprogs videnskabelige Bearbeidelse
indskrænker sig vasentlig til Lexika og Grammatiker
for det praktiske Behov. Noget udtømmende
grammatisk eller lexikalsk Arbeide over Nygræsk
haves ikke. — Det græske Alfabet, saaledes som
det nu anvendes til Trykning af saavel gammel
græske som nygræske Bøger, bestaar af følgende
Bogstaver, hvis Navne er tilføiede i Parenthes,
og som svarer til de efterstaaende latinske
Bogstaver:
Α, α (alfa), a.
Β, β (beta), b.
Γ, γ (gamma), g.
Δ, δ (delta), d.
Ε, ε (epsilon), ĕ [[** sjk. kilden **]].
Ζ, ζ (zeta), x.
Η, η (eta), ē.
Θ, θ [[** kilden har annen form minuskel, ϑ dec 977 theta symbol **]] (theta), th.
Ι, ι (iota), i.
Κ, κ (kappa), k.
Λ, λ (lambda), 1.
Μ, μ (my), m.
Ν, ν (ny), n.
Ξ, ξ (xi), x.
Ο, ο (omikron), ŏ.
Π, π (pi), p.
Ρ, ρ (ro), r.
Σ, σ, ς (sigma), s.
Τ, τ (tau), t.
Υ [[** kilden har en variantform majuskel (gis i andre skrifttyper) **]], υ (ypsilon), y.
Φ, φ (fi), f (ph).
Χ, χ (chi), ch.
Ψ, ψ (psi), ps.
Ω, ω (omega), ō.
Disse Skrifttegn er udentvivl komne til
Grækerne fra Fønikerne, hvilket ogsaa siges i
Mythen, som beretter, at de er indbragte af Kadmos.
Det oprindelige Alfabet skal efter de Gamles
Beretning kun have indeholdt 16 Bogstaver; men
det er rimeligt, at der strax fra Begyndelsen
var 22, til hvilke saa Grækerne føiede det 23de,
Υ. Enkelte af det oprindelige Alfabets Bogstaver
(Digamma, Koppa, San) kom tidlig ud af Brug,
hvorimod Anvendelsen af Φ, Χ, Ψ og Ω senere
kom til. Det ovenfor opregnede Alfabet paa 24
Bogstaver blev 403 f. Kr. officielt indført i Athen
og var snart almindelig brugt i hele Grækenland
og de græske Kolonier. Bogstavernes Form har
fenere undergaaet mange Forandringer; særlig bør
mærkes, at de Gamle udelukkende brugte store
Bogstaver (Uncialskrift), medens de smaa
(Minuskler) først forekommer i Haandskrifter fra det
9de Aarh. Akcenterne (`, accentus gravis, ´,
accentus acutus, ῀, [[** her dec 8128 perispomeni; wikipedia= dec 710: ˆ, av perispomeni; men kilden har vel ~ tilde?, som igjen i Unicode ligner ῀ = perispomeni (hvis utseende varierer i ulike fonter) **]], accentus circumflexis) og
Tegnene for Aspirationen ( ̔ [[** dec 788 dasia **]], spiritus asper, ̓ [[** dec 787 psili **]],
spiritus lenis) skal være opfundne af Alexandrinerne
ca. 200 f. Kr., men kom først meget senere i
almindelig Brug. — Literaturens ældste
opbevarede Frembringelser er de homeriske Digte.
Vistnok omtaler de græske Sagn endnu ældre
Digtere og Sangere, som Musaios, Orfeus,
Eumolpos m. fl., men disse maa sikkerlig ansees for
mythiste, og de Digte eller Brudstykker af Digte,
som er komne til os under deres Navne, er
bevislig uægte. De homeriske Digte er opbevarede
samlede til to omfangsrige Epopéer, Iliaden og
Odysséen, af hvilke den første besynger Grækernes
Kamp foran Troja, den anden Kong Odysseus’s
Hendelser paa Hjemveien fra Troja. Hos de
Gamle og lige til Slutningen af forrige Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
