Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Græsk Sprog og Literatur - Græsk Ild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Groefl Spiog og Literatur
Overmaal af den mest løsslupne Fantasi. Emnet
toges af det offentlige, politiske, religiøse og literære
Liv, og man skyede ikke at fremføre kjendte
Personer lyslevende paa Scenen. Den „nyere“
Komedie tilhører allerede en senere Periode. —
Prosaliteraturens Begyndelse skrev sig ifølge de Gamles
egne Beretninger fra Ionerne, hos hvem
Ferekydes først skal have begyndt at optegne filosofiske
Sætninger i ubunden Form. Vist er det
imidlertid, at nogle af de første Prosaarbeider var
Mythografernes Verker, af hvilke flere nævnes, men hvoraf
lidet er opbevaret. De fortalte paa en krønikemæssig
Maade Myther og Sagn, som trods sin ubundne
Form var af overveiende poetisk Indhold.
Overgangen fra Mythografien til den egentlige
Historieskrivning dannedes af Herodotos fra Halikarnassos
(ca. 484—424), „Historiens Fader“. Hans Historie
er endnu en naiv og ukunstlet Opregning af
Begivenheder uden kritisk Betragtning af dem og
deres Sammenhæng. Anderledes er det hos den
næste store Historieskriver, Thukydides fra Athen
(ca. 460—400); hans Verk om den peloponnesiske
Krig staar i første Række ved den grundige
Forskning og den skarpe Dømmekraft, om hvilke det
bærer Vidnesbyrd, ligesaameget som ved den
mesterlige Fremstillingskunst. Thukydides’s Verk
fortsattes af Xenofon (ca. 440—354), som imidlertid
ikke naaede sin Forgjænger. Han skrev ogsaa en
Fremstilling af de titusen Grækeres Tilbagetog
under Krigen mellem den yngre Kyros og Artaxerxes
samt en Samling af Beretninger fra Sokrates’s
Liv. Af andre Historikere fra denne Periode kan
nævnes Theopompos (f. ca. 380) og Eforos.
— Af berømte Talere gaves der navnlig i Athen,
paa Grund af det offentlige Livs særegne Karaktér,
mange. Særlig kan anføres Antifon (479—419),
Lysias (458—378), ([[** sic, denne parentesen må være feil **]]Isæos (d. ca. 357),
Lykurgos (400—323), Isokrates (436—338),
Æskhines (389—314) og fremfor alle
Demosthenes (384—322), Filips utrættelige Modstander og
Ivreren for de nationale Bestræbelser paa en Tid,
da Friheden truedes med Undergang. Inden
Rækken af store Filosofer (se Art. Filosofi) skal
her kun nævnes Platon (429—348) og
Aristoteles (384—322), den sidste ogsaa en Polyhistor
i Ordets bedste og mest omfattende Forstand. —
Efter 300 f. Kr. spores snart det paa
Blomstringsperioden følgende Forfald. Sædet for det
høieste aandelige Liv var nu ikke længer Athen,
men Alexandria, efter hvilken Perioden ogsaa er
bleven kaldt den alexandrinske. I denne traadte
den selvstændige Produktion i Baggrunden for lærd
Granskning og Bearbeidelse af Fortidens
Literaturmindesmærker. Poesien beroede mest paa
Efterligning af det tidligere frembragte. Som nye
Genrer, der i denne Tid optraadte, kan mærkes
Idyllen, hovedsagelig repræsenteret af Theokritos
fra Syrakusæ (ca. 272 f. Kr.), Bion og
Moskhos, samt den nyere Komedie, en mere tam
Efterfølgerske af den gamle, der ikke som denne
spgte sine Emner inden det offentlige, men i det
private Liv og dettes hverdagslige Konflikter,
hvorved den mere nærmer sig Nutidens Komedie.
De største Mestre paa denne Digtarts Omraade
var Menandros (342—291) og Filemon
(d. 262). — Den historiske Literatur berigedes med
en Mængde Verker om Alexanders Felttog og
Bedrifters samtlige af underordnet Værd; senere
Groesl Ild
fremstod i Polybios (ca. 130 f. Kr.) en
Historieskriver af virkelig Betydning, men hvis Verks
Indhold ikke langer dreier sig om Grækenlands,
men om Roms Historie. Endnu længere nede i den
romerske Tid kan nævnes Dionysios fra
Halikarnassos (f. 54 f. Kr.), Jøden Flavius
Josephus (f. 37 e. Kr.), som paa Græsk skrev sit Verk
om den jødiske Historie, Plutarkhos fra
Khæroneia (50—120 e. Kr.) med sine bekjendte
sammenlignende Biografier, Appianos med sin Roms
Historie, Dion (ca. 155 e. Kr.), Arkæologen og
Historikeren Pausanias (ca. 180 e. Kr.) og
endelig Herodianos (i 3die Aarh. e. Kr.), som
behandlede den romerske Historie fra Marcus
Aurelius til Gordianus den tredie. I Alexandria
dyrkedes med Iver grammatiske Studier; ogsaa
Mathematik og Astronomi, Naturkundskab og
Lægevidenskab fandt lærde Dyrkere. Af disse
Videnskabsmænd kan nævnes Theofrastos, en Elev
af Aristoteles, Euklides, Arkhimedes og
Erathosthenes i det 3die og Hipparkhos,
det 2det Aarh. f. Kr. — Endelig udfoldedes der
ogsaa inden de forskjellige filosofiske Skoler, som
for en Del allerede havde dannet sig i den
foregaaende Periode, en omfattende literær
Virksomhed. — Under den romerske og byzantinske Tid ved
blev man at skrive paa Græsk, uden at der
alligevel kan tales om nogen egentlig levende Literatur
paa dette Sprog. I Løbet af Middelalderen skreves
en Del episke Digte af underordnet Værd; efter
Konstantinopels Erobring af Tyrkerne trængte
romantiske Elementer fra Vesteuropa sig ind og
affødte poetiske Arbeider af romantisk Indhold. Som
den første Forløber for en national nygræsk
Digtning kan mærkes Leone Allacci i det 17de
Aarh., som med Begeistring besang Hellas’s gamle
Storhed og stillede den i Modsætning til den
senere Trældom. Under Frihedsbegeistringen i
Slutningen af forrige Aarh. forfattede
Konstantinos Rigas (1753—98) og Adamantios
Korais (1748—1833), glødende Frihedssange;
noget senere anslog Athanasios Kristopulos
(1772—1847) med meget Bifald Toner, der i sin
Lethed og Livsglade mindede om Anakreon.
Senere Navne paa den nygræske Digtnings Omraade er
Alexandros Ypsilantis (1783—1828),
Spuridion Trikupis, Brødrene Alexandros og
Panagiotis Sutsos, Alex. Rangabe (f. 1810),
Orfanidis, Karosutsas m. fl. Et historisk
Arbeide af Betydning er Trikupis’s Verk om den
græske Frihedskrig. Forresten er den
videnskabelige Literatur paa Nygræsk endnu i sin Begyndelse.
Græsk Ild skal være en Opfindelse af Kallinikos
fra Heliopolis (ca. 668 e. Kr.). Dens Bestanddele
kjendes ikke, men antages at have været Salpeter,
Svovl, Beg og Harpix, sammensmeltede med Nafta
eller andre brændbare Olier. Den skal have kunnet
brænde under Vand og skal efter en Beretning
ogsaa være brugt til at udskyde Stenkugler af
Jernrør. Keiser Konstantin den fjerde opbrændte
678 med græsk Ild den arabiske Flaade, som
angreb Konstantinopel; senere blev den ogsaa brugt
af Keiser Alexius mod Pisanerne. Grækerne var
i 400 Aar i Besiddelse af Hemmeligheden ved dens
Tilberedelse, men senere blev denne røbet for
Saracenerne, som anvendte den græske Ild under
Korstogene. Ved Krudtets Opfindelse gik den af
Brug.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
