Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Græske ell. græsk-katholske Kirke, efter sin egen Benævnelse „den orientalsk-orthodoxe Kirke“ - Græskar. — Det almindelige Græskar - Grässe, Johan Georg Theodor - Grävell, Maximilian Karl Friedrich Wilhelm - Grävius, egentl. Gräfe ell. Greffe, Johan Georg - Grævling - Grøgaard, Hans Jakob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grocslar
deres Prester fritoges for Cølibatet. Disse
Menigheder kaldes Unerede Grækere. I den sidste
Halvdel af det 16de Aarh. gjordes der Forsøg paa
en Tilnærmelse mellem Grækerne og
Protestanterne, uden at dette dog førte til noget Resultat.
— Foruden det østlige Illyrien, Grækenland og
Øerne i Arkipelagos hørte indtil Begyndelsen af
det 7de Aarh. ogsaa Lilleasien, Syrien, Palæstina,
Arabien og Ægypten samt Dele af Mesopotamien
og Persien til den græske Kirkes Gebet. Ved Mu
hamedanismens Opkomft og de Erobringstog, som
dennes Tilhcengere gjorde, gik efter 630 næsten
alle de afrikanske og asiatiske Provinser tabt, og i
det 15de Aarhundrede bevirkede Tyrkerne en
yderligere Indstrcekning i Territoriet. Til Erstatning
udvidedes den græske Kirkes Omraade til at
omfatte flere slaviske Folk, især Russerne, hos hvem
den græsk-katholste Tro indfMes af Vladimir den
store 988. Foruden Patriarken i Konstantinopel
vedblev der at residere Patriarker i Jerusalem,
Antiokia og Alexandria; hertil kom fra 1589 et
Patriarkat i Moskau, hvilket dog ophævedes i
1721 af Peter den store, der i dets Sted
indsatte en „hellig Synode“ som øverste Autoritet
for den russiske Kirke. 1833 løsrev Kirken i det
nyoprettede Kongerige Grækenland sig fra
Patriarken i Konstantinopel, som 1850 erkjendte dens
Uafhængighed. — Den græske Kirke anerkjender
som Troeskilde foruden Bibelen ogsaa den
Tradition, som er opbevaret gjennem Kirkefedrene og
bekrcrftet af de 7 første almindelige
Kirkeforsamlinger. Den stemmer overens med den
romersk-katholske ved at antage de 7 Sakramenter,
Transsubstantiationen, Messeofferet og Mariadyrkelsen;
den skiller sig fra den ved at meddele Nadverden
ogsaa til Lægfolk i begge Skikkelser og derved at be
nytte syret Brød og Vin blandet med Vand, ved at
forkaste Skjærsilden, Læren om Helgenernes
overflødige Fortjeneste samt Aflad for Levende. Den
lavere Geistlighed har Lov til at gifte sig en
Gang, men ikke med Enker; Lægfolk kan ikke gifte
sig oftere end tre Gange. Biskoper maa være
ugifte og velges derfor alene blandt de
Klostergeistlige. De Helgenbilleder, som er Gjenstand
for Tilbedelse, maa ikke være udskaarne, støbte
eller huggede. Af Bodsøvelser bruges især Faste,
som overholdes langt strengere end i den
romersk-katholske Kirke. Gudstjenesten bestaar især i Messe
samt i Oplæsning af Bibelsprog, Bønner og
Troesbekjendelsen; Prædiken betragtes som mindre
væsentlig. Kirkemusiken er udelukkende vokal. De
fieste Klostre er indrettede efter den hellige
Basilius’s strenge Regel. — Det mest omfattende af
den græske Kirkes Bekjendelsesskrifter er den af
Metropoliten Petrus Mogila i Kiew 1642 affattede
Troesbekjendelse, som ophøiedes til Symbol paa
Synoden i Jerusalem 1672.
Græskar (Cucurbita), Slægt af
Agurkfamilien, med Enboblomster og bærlignende, somoftest
store Frugter, hvis Skal er tyk og dels barkagtig
og blød, dels haard, og som indeholder mange
Frø. Det almindelige Græskar (Cucurbita Pepo)
blev allerede i Oldtiden overført fra Orienten til
Europa og kom efter Amerikas Opdagelse did med
Europæerne. Det dyrkes nu i flere hundre
Afarter med Frugter fra et Stikkelsbærs Størrelse
og lige til en Vegt af 200 Pund. Flere Arters
Frugter bruges, tilberedte paa forskjellig Maade,
til Menneskeføde, medens alle afgiver et ret godt
Foder for Hornkvæg og Svin. Nogle Arter dyrkes
ogsaa som Prydplanter. I Norge trives
Græskarret godt, idetmindste til Polarcirkelen; ved
Kristiania har man havt Græskar af 110 Punds
Vegt, dyrkede paa aaben Mark, og endnu større,
som har voxet i Drivbænk.
Grässe, Johan Georg Theodor, tysk
Literaturhistoriker og Bibliograf, f. 1814, studerede Filologi
i Leipzig, blev 1848 Inspektør ved Myntkabinettet
i Dresden, 1852 Direktør for Porcellensamlingen
sammesteds, 1864 anden og 1871 fyrste Direktør
for Samlingen i „das grüne Gewölbe“. Han har
udgivet en omfattende „Lærebog i den almindelige
Literaturhistorie“ (9 Bd., 1857—59) med en
kortere Bearbeidelse under Titelen „Haandbog i den
alm. Literaturhistorie“ (1844—50), en „Haandbog
i den gamle Numismatik“ (1852—55), „Trésor
de livres rares et précieux“ (1858—66) med
flere bibliografiske Arbeider, nogle Sagnsamlinger
og sammen med P. Chr. Asbjørnsen en
Eventyrsamling „Nord og Syd“ (1858). Desuden findes
fra hans Haand flere gode Kataloger over
kunstindustrielle og Kunstsamlinger samt et interessant
Arbeide om de tyske Døbenavne (1875).
Grävell, Maximilian Karl Friedrich Wilhelm,
tysk Politiker og Forfatter, f. 1781, b. 1860,
studerede Retsvidenskaben og blev 1805 Assessor ved
Kammerretten i Berlin, var senere en Tid i sachsisk
Tjeneste og deltog som Adjutant i Befrielseskrigen.
Som Embedsmand i preussisk Tjeneste kom han
derpaa i gjentagne Konflikter med Regjeringen,
hvilke endelig 1837 førte til hans Afskedigelse.
1848 indvalgtes han i ben konstituerende tyske
Nationalforsamling, hvor han holdt sig til yderste
Høire, og fik 1849 det Hverv at danne et nyt
Ministerium. Han traadte imidlertid snart tilbage
og levede siden som Privatmand. Han skrev
Kommentarer til de preussiske Kreditlove og til den
almindelige Retsordning for de preussiske Stater,
samt de tre sammenhængende Skrifter „Mennesket“,
„Borgeren“ og „Regenten“, foruden flere
Flyveskrifter.
Grävius, egentl. Gräfe ell. Greffe, Johan
Georg, tysk Filolog, f. 1632, d. 1703 som
Professor i Historie i Utrecht, leverede fortrinlige
kritiske Udgaver af flere, især latinske Klassikere og
skrev de omfattende Verker „Thesaurus
antiquitatum Romanarum“ (12 Bd.) og „Thesaurus
antiquitatum et historiarum Italiae“ (45 Bd.).
Grævling (Meles Taxus), et Rovdyr, om
staar midt imellem Maarfamilien og Bjørnene og
ligner de sidste ved, at den under Gangen træder
paa hele Fodsaalen. Den er omtrent en Alen
lang, graa oventil og sort under Bugen. Med
sine stærke Klør graver den sig Huler i Jorden
oa tilbringer der Dagen, medens den først ved
Nattens Frembrud gaar paa Rov. Om Vinteren
ligger ben ligesom Bjørnen i Søvn eller Dvale.
Den lever mest af Mus, Krybdyr og Insekter,
men fortærer ogsaa Planteføde. I Norge
forekommer ben temmelig almindelig i den sydlige
Del af Landet.
Grøgaard, Hans Jakob, norsk Prest, f. i Hof
i Solør 1764, d. 1836, blev 1781 Student i
Kjøbenhavn, tog 1782 Andenexamen og 1784
theologisk Embedsexamen, hvorefter han en Tid var
Huslærer. 1786 blev han personel Kapellan i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
