Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guaviari - Guayana, se Guyana - Guayaquil ell. Santiago de Guayaquil - Guben - Gubitz, Friedrich Wilhelm - Gud, Guder - Gudbrandsdalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gullyllna
løber mod Ostnordost i en Længde af 100 Mil og
udmunder ved San Fernando.
Guayana, se Guyana.
Guayaquil ell. Santiago de Guayaquil,
By i den sydamerikanske Republik Ecuador og
Hovedstad i Provinsen Guayaquil, ved Floden af
samme Navn, har 20,000 Indb., god Havn, livlig
Handel og vigtige Skibsbyggerier.
Guben, By i den preussiske Provins
Brandenburg, 15 Mil sydost for Berlin, ved Floden
Neisse, med 24,000 Indb. og betydelig Industri.
Gubitz, Friedrich Wilhelm, tysk Forfatter og
Xylograf, f. 1786, d. 1870, blev 1805 Professor
ved Akademiet i Berlin, udgao 1807—09
Tidsskriftet „Das Vaterland“, 1817—48 „Der
Gesellschafter“ og 1835—69 „Deutscher Volkskalender“,
hvilken sidste især nød stor Udbredelse og Yndest.
Han skrev ogsaa flere Theaterstykker, som blev
modtagne med Bifald. Hans Træsnit hører til det
bedste, som den nyere Tid har frembragt i denne
Retning.
Gud, [[** det er vel komma?? **]] Guder. Saa langt tilbage, som vi
kjender Mennesteslægten, har den altid havt
Forestillinger om et eller flere høiere Væsener, af hvem
Menneskene og de jordiske Ting er afhængige, og
hvem der skyldes Ærefrygt og Tilbedelse. Hine
Forestillinger og den dermed forbundne Tilbedelse
udgjør, hvad man kalder Religion. Hos de
forskjellige Folk og i de forskjellige Tider er der
opstaaet forskjellige Religioner, hver med sin
særegne mere eller mindre ufuldkomne Opfatning af
Gudsbegrebet, medens de dog alle synes at stevne
hen mod den fuldkomne Religion, Kristendommen,
hvor Gud erkjendes i sin Sandhed. De
Religioner, der antager flere Guder, hvoraf altsaa ingen kan
være almægtig og alfuldkommen, kaldes
polytheistiske eller hedenske. Snart er det Lyset og dets
Modsætning, Mørket, (som hos Inderne, Perserne
og de ældste indoeuropæiske Fclk), snart Solen og
Stjernerne (som hos Babylonierne), snart endogsaa
Dyr (som hos Ægypterne), der er blevne holdte for
guddommelige Væsener; og man har da ogsaa gjort
sig Billeder af Sten, Træ og Metal, som skulde dels
symbolsk antyde, dels ligetil afbilde Guderne, men
som ofte i Folketroen er blevne tagne for Guderne
selv (Billeddyrkelse). Guderne er da ogsaa blevne
dyrkede ved forskjellige Slags Ofringer og
billedlige Handlinger, der ofte ved Raahed og
Grusomhed svarer til de ufuldkomne Gudsbegreber, hvilke
igjen er betegnende for Folkets og Tidens hele
Kulturstandpunkt. Efterhaanden bliver baade
Guderne og Religionsstiftene mildere og
menneskeligere og medfører da i det hele en høiere
Dannelse og mildere Sæder. Hos Grækerne tænktes
alle Guder at have menneskelig Skikkelse, hvilken
af Digtere og Kunstnere udformedes til den største
Fuldkommenhed og Skjønhed, medens man dog
ikke var fri for at tillægge Guderne ogsaa
menneskelige Lidenskaber og Skrøbeligheder. I den græske
Gudekreds, der senere ogsaa optoges af Romerne
og tildels smeltedes sammen med de gamle italiske
Guddomme, træder den Naturbetydning, som vel
ogsaa her oprindelig laa til Grund,
efterhaanden mere i Baggrunden, og Guderne kommer
fortrinsvis til at betegne betydningsfulde Magter
i eller Sider ved Menneskelivet. Saaledes staar
Zeus (Jupiter), oprindelig Himmel- og
Tordengud, i Spidsen for det ordnede sædelige Samfund,
Gudbrandsdalen
medens hans Dronning Hera (Juno) vogter
Familielivets Helligdom, Apollon, oprindelig
Solgud, bliver Sangens og idethele Kunstens Gud,
Athena (Minerva) er Aandsdannelsens, Ares
(Mars) Krigens, Artemis (Diana) Jagtens,
Hermes (Mercurius) Handelens og
Omsætningens, Demeter (Ceres) Agerdyrkningens,
Bacchus Vinens, men ogsaa Begeistringens
Guddom osv. (Se Gudelære, den græske). [[** tegnrekkeføle sic **]] Ogsaa
hos de gamle Nordboer kan man bemærke en
lignende Overgang fra Natursymboler til personlige
og ethiske Guddomme, idet vel ogsaa navnlig de
senere Gudeforestillinger, som vi kjender dem af de
skriftlige Mindesmærker, sandsynligvis er
uddannede, tildels under Indflydelse af de græsk-romerske.
(Se Gudelære, den nordiske). [[** tegnrekkefølge sic **]] Medens saaledes de
hedenske Folk antog en Mangfoldighed af Guder
og Gudinder, har dog flere af deres Filosofer
med større eller mindre Klarhed skimtet, at Gud
igrunden maa være én, altomfattende og
alfuldkommen. Men først hos det gamle Hebræerfolk
er Tanken om Guds Enhed (Monotheismus)
fremtraadt med fuld Bestemthed og Styrke ogsaa
som Folkets Tro, der forkaster Hedningernes mange
Guder som Afguder. Her er da ogsaa Guds
Almagt, Alvisdom, Allestedsnærværelse, Hellighed
og idethele Alfuldkommenhed i Modsætning til al
menneskelig og jordisk Ufuldkommenhed og
Syndighed bleven sat i stærkt Lys. Denne Hebræernes
eller Jødernes Gud, med det hellige Navn Jahve
eller Jehova, betragtes vistnok endnu fra en Side
narmest som enstags Nationalgud, idet Inderne anser
sig som (og i en vis Betydning vistnok var) hans
udvalgte Folk; dog betegnes han eftertrykkelig som
Himlens og Jordens Herre, og der forjættes en
Tid, da han skal dyrkes over den hele Jord.
Monotheismen er fra Jødedommen gaaen i Arv til
Kristendommen og til Muhamedanismen, dog
saaledes, at Kristendommen ved at opfatte Gud som
treenig (som Fader, Søn og Aand) har sat ham
i et nærmere, forsonet og kjærligt Faderforhold
til Menneskeheden, og da netop til den hele
Menneskehed uden Hensyn til Slægt og Nationalitet,
medens Muhamedanismen er sunken tilbage til en
mere tom og død Enhedstanke og Forestillingen
om en altopslugende vilkaarlig Almagt. Ogsaa
inden Kristenheden opfattes Gudsbegrebet af mere
eller mindre vantroende Retninger paa en mere tom
og abstrakt Maade, idet nogle specielt benegter
Treenigheden (Unitarismus), andre aabenbart kun
har den ubestemte Forestilling om et „høiere Væsen“,
der staar over og udenfor den hele virkelige Tilværelse
(Deismus), atter andre sammensmelter Gud med
det naturlige Universum (Pantheismus). Selv
den fuldkomne Benægtelse af en Guds Tilværelse
(Atheismus) er nuomstunder, navnlig i Forbindelse
med en overforfinet Kultur, ikke ganske sjelden.
Gudbrandsdalen, Norges næst længste
Dalføre, strækker sig fra Nord mod Syd i en Længde
af 21 Mil fra Dovres Fjeldkjede til den nordlige
Ende af Mjøsen, paa begge Sider omgiven af
temmelig høie Fjelde. Den tilhører Kristians Amt
og indbefatter Prestegjeldene Lesje, Lom, Vaage,
nordre og søndre Fron, Ringebo, østre og vestre
Gausdal, Bier og Faaberg. Befolkningens Hoved
naringsveie er fornemmelig Fædrift og Agerbrug,
og Dalen løber til de bedst opdyrkede Egne i
Norge, hvorimod den er forholdsvis mindre ng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
