Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudelære, dden ægyptiske - Gudenaa - Gidin, Théodore - Gudonov, se Godunov - Gudrød - Gudrød Veidekonge - Gudsdomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gudenaa
Dyrehoved; saaledes fremstilledes Horus med et
Høgehoved, Pacht med et Løvehoved, Mut med et
Gribbehoved, Tot (Gudernes Skriver) med et
Ibishoved. Dette hang sammen med den religiøse
Dyrkelse, som vistes visse Dyr, saaledes Katten,
Hunden, Ibisen, Schakalen, Krokodillen,
Faraorotten o. a. Den berømte Oxe Apis var det
fornemste af alle de hellige Dyr; den fødtes, sagdes
der, af en Kvie, som undfangede ved en
Lysstraale fra Himlen, og skulde have visse Mærker,
hvorpaa den kunde kjendes. Den ansaaes for et
veldannet Billede af Osiris’s Sjel, men kaldtes
som før nævnt ogsaa meget ofte „Ptahs andet
Liv.“ [[** tegnrekkefølge sic **]] Hovedsædet for Apis’s Dyrkelse, som
forresten var udbredt over hele Ægypten, var Memfis,
hvor den afdøde Apis ogsaa blev bisat. —
Ægypternes Forestillinger om Tilstanden efter Døden
fremstilles i den saakaldte Dødsbog (s. d.). Den
afdødes Sjel maatte i Underverdenen gjennemgaa
mange Besværligheder og Farer, kjæmpe med
Krokodiller og Slanger osv.; omsider kom den til
Domssalen, „den dobbelte (d. e. straffende og
belønnende) Retfærdigheds store Sal“, hvor Osiris
og hans 42 guddommelige Meddomsmænd sad.
Efter en foreløbig Retfærdiggjørelse fra den
Afdødes Side blev hans Forhold ligeoverfor de 42
Hovedsynder — af hvilke mange paa en mærkelig
Maade stemmer overens med dem, som forbydes
i de ti Bud — undersøgt og Dommen derefter
fældet. Maalet for den Afdødes Vandringer
gjennem Underverdenen var efter at være erklæret for
retfærdig af Dommerne at gjenforenes med
Legemet og komme i Samfund med Guddommen, at
seile med denne i Solbaaden over Himlen om
Dagen og tilbage under Jorden om Natten. Ifølge
en mere dybsindig Opfatning, som existerede ved
Siden af denne sædvanlige, skulde Sjelen, som
oprindelig var en Emanation af Guddommen,
vende tilbage til og gaa op i denne. — (Sml.
forresten Art. Ægypten).
Gudenaa, Danmarks længste Vasdrag,
udspringer ved Hveisel i Veile Amt, løber mod
Nordost, derpaa mod Nordvest og atter mod Nordost og
falder nedenfor Randers i Randersfjord. Længde
14½ Mil. Fra Silkeborg til Randers er den
farbar for Baade og nedenfor Randers ogsaa for
større Fartøier.
Gudin (udt. Gydæng), Théodore, fransk
Marine- og Landskabsmaler, f. 1802, d. 1880, var
først Elev af Girodet-Triofon, derpaa af
Géricault og Delacroix, gjorde senere vidtløftige Reiser
og besøgte bl. a. 1856 flere orientalske Lande.
1822 vandt han først Anerkjendelse for sine
Sjøbilleder og opnaaede i de følgende Aar et stedse
større Navn. Han var en Kunstner med en
storartet og blomstrende Fantasi, en udmærket
Fremstiller af Luft og en ypperlig Kolorist. Talrige
Bestillinger fra det historiske Muséum i Versailles
forledede ham i den senere Tid til en altfor flygtig
og flot Malemaade. Til hans bedste Arbeider
hører „Vindstød paa Algiers Red“, „Neapels
Havn“, „Det fordrevne Barkskib“ o. fl. Flere af
sine Malerier har han selv gjengivet i Lithografi.
Gudonov, se Godunov.
Gudrød, 1) en Sønnesøn af Harald haarfagre
og Søn af Bjørn Farmand, blev af Haakon
Adelstensfostre givet Kongenavn og herskede over
en Del af Viken. Under et Gjestebud ved
Tunsberg blev han overfaldt af Harald Graafeld og
dræbt. 2) en Søn af Erik Blodøxe, var en Tid
Broderen Harald Graafelds Medkonge. Efterat
Erikssønnerne var fordrevne, fór Gudrød i længere
Tid i Viking. Aar 999 gjorde han et Forsøg
paa at sætte sig fast i Viken, men Olaf
Tryggvessøns Svogre Thorgeir og Hyrning drog imod ham
med en betydelig Styrke og dræbte ham.
Gudrød Veidekonge, Harald haarfagres
Farfader, en af Vestfolds navnkundigste Konger, levede
omkring 800. Han herskede ogsaa over Hedemarken,
Thoten, Hadeland og Danmark. Han førte med
Held Krig mod Keiser Karl den store og truede
endog med, at han vilde hjemsøge Karl i Aachen.
Han blev imidlertid dræbt af sine egne Hirdmænd,
hvorefter hans Brodersøn Hemming sluttede Fred
med Keiseren.
Gudsdomme, Ordalier, Prøver og Ceremonier,
ved hvilke en Anklagets Skyld eller Uskyld søges
bevist ved Guddommens formentlige Indgriben.
Saadanne Gudsdomme har været i Brug hos
mange Folk fra de tidligste Tider; Antydninger
dertil findes i Jødernes og Grækernes Historie,
og Inderne og Germanerne havde sat dem i et
formeligt System. Den kristne Kirke adopterede
denne Fremgangsmaade ved at stadfæste ældre
brugelige Gudsdomme og opfinde nye, og saaledes kom
dette Uvæsen til at blomstre ud gjennem hele
Middelalderen. De almindeligst brugelige Gudsdomme
var: Tvekamp mellem de stridende Parter, enten
i egen Person eller ved Stedfortrædere, hvor da
den seirende ansaaes for at have Retten paa sin
Side. Denne den mest barbariske af alle Guds
domme søgte man dog tidlig at faa afskaffet og
ombyttet med andre. Ildprøven bestod i, at den
Anklagede barfodet maatte gaa over glødende Kul
eller over ni glødende Plogjern, eller at han maatte
bære et gloende Jern i de bare Hænder, eller ogsaa
gaa gjennem en Ild, ofte iført en med Vox
gjennemtrukken Skjorte. Hvis Ilden ikke skadede ham,
ansaaes han for uskyldig. I de nordiske Lande
kaldtes denne Prøve Jernbyrd (s. d.). —
Kjedelprøven bestod i, at den Anklagede med blottet
Haand og Arm maatte tage en eller anden
Gjenstand op fra Bunden af en med kogende Vand
fyldt Kjedet. — Ved Vandprøven, som især
brugtes ved Hexeprocesserne, kastedes den
Anklagede med bundne Hænder og Fødder i Vandet;
sank han under, blev han erkjendt for uskyldig,
flød han derimod ovenpaa, dømtes han som skyldig.
— Korsprøven bestod i, at Klageren og den
Anklagede stilledes under et Kors med udstrakte
Arme, idet de læste Bønner; den, hvis Arme først
faldt ned af Træthed, dømtes at have Uret. —
Baareprøven anvendtes især for at overbevise
formodede Mordere; den, som troedes skyldig, maatte
berøre den Myrdedes Lig, som laa paa en Baare,
og hvis der flød Blod af Ligets Saar eller Skum
af dets Mund, eller hvis det syntes at bevæge
sig, ansaaes den Anklagede for skyldig. Geistlige
og Munke pleiede for at bevise sin Uskyldighed, naar
de anklagedes, at tage Nadverdens Sakramente,
hvis Nydelse troedes øieblikkeligt at dræbe den
skyldige. Noget lignende var den Skik at give
den Anklagede en indviet Bid Brød eller Ost i
Munden under Fremsigelse af
Forbandelsesformularer. Kunde han saa uden Møie svælge denne
Bid uden senere at befinde sig ilde eller dø deraf,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
