Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hartig, George Ludvig - Hartington, Spencer Compton Cavendish, Marquis af - Hartkorn - Hartlepool - Hartman, Karl Johan. — Carl Hartman - Hartmann, Jakob, Friherre - Hartmann, Johan. — Johan Peter Emilius Hartmann. — Emil Hartmann - Hartmann von Aue - Hartmann, Karl Robert Edvard von - Hartmann, Moritz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Haandbog for Forstmænd“, „Haandbog for
Jægere“ og „Lexikon for Jægere og Jagtvenner“.
Hartington, Spencer Compton Cavendish,
Marquis af, engelsk Statsmand, f. 1833, blev
1857 Medlem af Underhuset, 1863
Understatssekretær, 1868 Generalpostmester og var 1870—74
Statssekretær for Irland. Efter Gladstones
Tilbagetræden blev han 1875 Fører for det liberale
Parti; 1880 indtraadte han i Gladstones
Ministerium som Minister for Indien.
Hartkorn kaldes en i Danmark anvendt
Maalestok for Udligning af Skatter paa Jord, svarende til
Matrikulskylden i Norge. Oprindelig betegnede
Hartkorn det Antal Tønder Rug og Byg („hart
Korn“), hvortil en Bondes samlede Ydelser til
vedkommende Godseier sættes. Som Maalestok for
alle paa Jorden faldende Skatter til Stat og
Kommune har denne Hartkornsansættelse imidlertid i
Aarenes Løb (ligesom Matrikulskylden) været
Gjenstand for gjentagne Revisioner. — Ogsaa i Norge
har Hartkorn været anvendt som Maalestok for en
enkelt Skat, nemlig den i 1682 indføre
Rostjeneskat. Ligeledes skulde Hartkornsskylden benyttes som
Grundlag for en i 1721 paabegyndt ny
Matrikulering af hele Rigets Jord, hvilken Matrikulering
dog uden Resultat maatte indstilles et Par Aar efter.
En Tønde Hartkorn svarer omtrent til 10 L℔ Tunge.
Hartlepool, By i det engelske Grevskab
Durham, ved Floden Tees Munding, 5 Mil sydost for
Newcastle, med 13,000 Indb., Sjøbade,
Skibsbyggerier og betydelig Handel med Stenkul.
Hartman, Karl Johan, svensk Læge og
Botaniker, f. 1790, d. 1849, udgav 1820 en „Handbok
i Skandinaviens Flora“, hvis 10de Oplag udkom
1870—71, bearbeidet af hans Søn Carl
Hartman, f. 1824, Lektor i Örebro.
Hartmann, Jakob, Friherre, tysk General,
f. 1795, d. 1873, blev 1811 Løitnant i
Storhertugdømmet Bergs Armé, hvorfra han gik
over i fransk og 1816 i baiersk Tjeneste.
1842 blev han Kronprinsens Adjutant og 1849
Brigadechef; som saadan sendtes han 1854 til
Leiren ved Boulogne og fik Anledning til at
undersøge Paris’s og flere andre franske Byers
Befæstninger. Som Generalløitnant førte han 1866
en Division i Krigen med Preussen og
kommanderede 1870 i den tysk-franske Krig det 2det baierske
Armékorps, hvormed han deltog i Træfningerne
ved Weissenburg, Wörth og Sedan samt i Paris’s
Beleiring.
Hartmann, Johan, tysk Musiker, f. 1726,
d. 1793, var fra 1768 Violinist og Koncertmester
i det kongelige Kapel i Kjøbenhavn. Han
komponerede en hel Del Sager, som ikke er uden
Værd, saaledes Musiken til Ewalds „Balders Død“
og „Fiskerne“. — Hans Sønnesøn Johan Peter
Emilius Hartmann, f. 1895 er en af
Danmarks mest fremragende nyere Komponister. Han
fik Undervisning i Musik af Faderen, men bestemtes
af denne til at gaa den studerende Vei og blev
juridisk Kandidat. Imidlertid ansattes han 1824
som Organist ved Garnisonskirken i Kjøbenhavn
og forsøgte sig samtidig som Komponist, hvorved
han fik mange nyttige Vink af Weyse. 1827—40
var han Lærer ved Sibonis Musikkonservatorium;
1836 stiftede han Bekjendtskab med Marschner,
der foranledigede ham til at gjøre en
Udenlandsreise, under hvilken han bl. a. blev kjendt med
Spohr, som levende interesserede sig for ham.
1839 blev han Formand i Musikforeningen og
har siden 1842 ledet Studentersangforeningen;
1843 blev han Organist ved Frue Kirke og 1865
Medbestyrer samt Lærer i Orgelspil og Theori ved
Kjøbenhavns Konservatorium. 1874 blev han
kreéret til Æresdoktor ved Universitetet. Af hans
talrige Kompositioner kan nævnes Operaerne
„Ravnen“, „Korsarerne“ og „Liden Kirsten“, Musiken til
flere Oehlenschlägerske Tragedier, til Heibergs
„Syvsoverdag“ og flere af Bournonvilles Balletter,
endvidere et Antal Melodramaer samt flere Salmer,
Romancer og Koncertsager for Piano. — Hans Søn
Emil Hartmann, f. 1836, blev 1861 Organist
ved Johanneskirken i Kjøbenhavn og 1871 ved
Slotskirken. Han har komponeret Musiken til Hostrups
„En Nat mellem Fjeldene“, en Opera
“Elverpigen“ og adskillige talentfulde Koncertsager.
Hartmann von Aue, middelhøitysk Digter,
f. ca. 1170, d. ca. 1220, deltog 1197 i et Korstog.
Af hans Digte slutter „Erec“ og „Iwein“ sig til
Sagnkredsen om Artus og er udarbeidede paa
Grundlag af Chrétien de Troyes’s Digte.
Foruden disse hører „Den fattige Henrik“ til hans
bedste Verker.
Hartmann, Karl Robert Edvard von, tysk
Filosof, f. 1842, indtraadte 1858 i et
Artilleriregiment og blev 1860 Officér, men nødtes 1865 til
at tage Afsted paa Grund af en Nervelidelse, han
havde paadraget sig ved et Stød. Senere har
han levet i Berlin som Privatmand, beskjeftiget med
filosofiske og naturvidenskabelige Studier. 1869
udgav han „Det Ubevidstes Filosofi“, som vakte
betydelig Opsigt. Hans Filosofi er at betragte som en
Udløber af Schopenhauers System med nogen,
tildels hegeliansk Modifikation. Grundsynet er
pessimistisk, skjent der i Naturen hævdes en vis Teleologi.
Foruden flere mindre Afhandlinger (samlede 1872
under Titelen „Samlede filosofiske Afhandlinger
til det Ubevidstes Filosofi“) har han udgivet
„Kristendommens Selvopløsning og Fremtidens Religion“
(1874), som har fremkaldt en heftig Polemik,
„Sandhed og Vildfarelse i Darwinismen“ (1875),
„Aforismer om Dramaet“ (1870) og „Dramatiske
Digtninger“ (1871, under Pseudonymet Karl
Robert). Han har ogsaa været virksom som Publicist
og udgivet en Samling af sine Bladartikler (1876).
Hartmann, Moritz, tysk Forfatter og Digter,
f. 1821 i Böhmen af jødiske Forældre, d. 1872,
studerede Retsvidenskaben og gik derefter paa Reiser,
hvorpaa han 1845 udgav Digtsamlingen „Kalk
og Sværd“, et lidenskabeligt Indlæg for religiøs
og politisk Frihed. Dette Arbeide i Forening
med hans „Nye Digte“ (1847) paadrog ham i
Wien en Tiltale, som dog afbrødes ved
Martsrevolutionen 1848. S. A. valgtes han i Bøhmen
til Medlem af den tyske Nationalforsamling, hvor
han sluttede sig til det demokratiske Venstre, og
gik i Oktober til Wien sammen med Robert Blum
og Fröbel. Efter Blums Fængsling var han saa
heldig at undslippe, opholdt sig senere i Schweiz,
England og Frankrige og begav sig 1854 til
Krigsskueplassen i Orienten. Derpaa levede han
i flere Aar i Paris, besøgte senere Danmark,
Tyskland, Schweiz og Italien og nedsatte sig 1860
i Genf, hvor han med stort Bifald holdt
Foredrag over tysk Literatur og Historie. 1868 gik
han til Stuttgart, hvor han fra 1865 redigerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
