Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hebraisk Sprog og Literatur - Hebriderne, engl. Western-Islands, hos Romerne Ebudae, kaldtes i Middelalderen Suderøerne - Hebron - Hebræer eller Ebræer. — Se forresten Art. Jøder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
isteden derfor at fæste sit Hjerte ved de verdslige Ting,
at frygte Gud og holde hans Bud. En senere
Efterligning af Prædikeren er Jesu Siraks Søns
Bog, forfattet i det 3die Aarh., hvis hebraiske
Text er gaaet tabt, men som er bevaret i en tro
græsk Oversættelse ved Forfatterens Sønnesøn. —
Efter den ældre hebraiske Literaturs Afslutning
blev der af Jøder skrevet paa Græsk (se Hellenister);
om den væsentlige [[** skal det være "væsentlig"? **]] af Kommentarer til de hellige
Skrifter bestaaende rabbinske Literatur, se d. Art.
Hebriderne, engl. Western-Islands, hos
Romerne Ebudae, Øgruppe ved Skotlands
Vestkyst, bestaar af ca. 300 Øer og Holmer, med et
samlet Fladeindhold af 136 Kv.mil, men af hvilke
kun ca. 100 er beboede. Øerne er alle klippefulde,
Klimatet raat og fugtigt og Størstedelen af
Jordbunden fuldstændig ufrugtbar. Næringsveiene er
Fiske- og Fuglefangst, Fædrift og lidt Agerbrug;
ogsaa Bergverksdrift i liden Maalestok finder Sted.
— Hebriderne deler sig i to Hovedgrupper, en indre,
nærmere den skotske Kyst, og en ydre. Af de
indre Øer er de betydeligste Islay, Jura,
Mull og Skye, af de ydre Barray,
Syd-Uist, Nord-Uist og Lewis; paa den sidste,
som er den største af alle Hebriderne, ligger
Hovedstaden Stornoway, med 2,500 Indb. —
Hebriderne synes i de ældste Tider at have været
beboede af Kelter; disse blev i det 10de Aarh.
undertvungne af Skotterne, hvis Stammehøvdinger
besad og endnu trods en Parlamentsakt af 1748
besidder Størstedelen af Øerne. I Middelalderen
stod de en Tid under norsk Overhøihed, kaldtes
Suderøerne og afstodes ved Freden i Perth 1266 [[** sic? intet punktum? **]]
Hebron, gammel By i Juda Stamme i
Palæstina, 4½ Mil i Sydsydvest for Jerusalem, var i
syv Aar Davids Residensstad. Tidligere havde
Abraham boet i Nærheden i Mamre Lund. I
Hulen Makpela, lige ved Byen, blev Abraham og
Sara, Isak og Rebekka samt Jakob og Lea begravne.
Hulen er omgiven af en vældig Mur, som er reist
af Herodes den store, og over Hulen blev af
Korsfarerne bygget en gotisk Kirke, der af Saladin,
som 1187 tog Hebron, blev omgjort til
„Abrahams Moské“, hvilken lige til 1862 var lukket baade
for Kristne og Jøder.
Hebræer eller Ebræer, af det hebraiske
eber, ɔ: hinsides, saaledes egentl. „Folket fra hin
Side“, nemlig fra hinsides Eufrat, Navn paa det
semitiske Folk, som ifølge Bibelens Beretning
nedstammer fra Abraham. Denne havde paa
Guds Befaling forladt sin Fædrestad, Ur-Khaldæa,
og draget mod Vest til Kanaan, det nuværende
Palæstina, hvor han tog Ophold i Mamre ved
Hebron. Den guddommelige Forjættelse om, at
Landet skulde være hans, gik i Arv til hans Søn
Isak og dennes Søn Jakob. En af Jakobs 12
Sønner, Josef, blev af sine Brødre solgt som
Slave til Ægypten; da der siden blev
Hungersnød i Kanaan, kom Jakob med alle sine Børn og
Børnebørn, ialt 70 Personer, paa Josefs
Foranstaltning til Ægypten, hvor de anvistes Bolig i
Landskabet Gosen. Her levede de i 430 Aar og
formeredc sig stærkt, men plagedes ogsaa haardt af
Ægyptens Konger, hvorfor de tilsidst udvandrede
under Moses’s Anførsel for at søge tilbage til
Kanaan. Gjennem Sinai Ørken trængte Folket
frem til Kanaans Grændse, men blev slaaet
tilbage og kunde først efter 40 Aars Forløb under
Anførsel af Josva sætte sig fast i Landet og
underlægge sig dette. Under Opholdet i Ørkenen
falder Lovgivningen paa Sinai, gjennem hvilken
Folkets gamle monotheististe Religion fastsloges
for alle Tider. Ved denne særegne Gudsdyrkelse,
som greb ind i baade det offentlige og det private
Liv og paatrykte det sit eiendommelige Stempel,
kom Hebræerne til at indtage en isoleret Stilling
midt iblandt alle omkringboende Folkefærd. Deres
Samfundsindretninger, Kultus osv., var bestemt
ved Pagten med den eneste sande Gud, Jehova
eller Jahve, hvis udvalgte Folk de var, og
som gjennem Forjættelserne til Folkets Stamfædre
og ofte senere havde lovet dem Herredømmet
over Jorden. En Følge af denne Stilling
var da ogsaa, at de bekjæmpede alle hedenske
Folk og søgte at lægge dem under sig;
saaledes i Kanaan, hvor de undertvang og
for en stor Del udryddede de oprindelige
Beboere og delte Landet mellem sine 12
Stammer, af hvilke hver nedstammede fra en af
Jakobs Sønner. Blandt disse Stammer
regnedes dog ikke Josefs, i hvis Sted der kom to
Stammer, opkaldte efter Josefs Sønner, Efraim
og Manasse, samt Levis Stamme, der ikke fik
nogen egen Del af Landet, men som Prester
oppebar Tiende og boede omkring i Kanaan i 48
Stæder. Regjeringsformen var theokratisk; Gud
selv skulde være Folkets Konge, og som hans
Tjenere udøvede Arons Efterkommere, Presterne og
Ypperstepresten, den høieste Magt. Fra Josvas
til Samuels Tid (ca. 1350—1100) fremstod en
Række „Dommere“, som væsentlig anførte Folket
i Krig mod ydre Fiender; paa Samuels Tid
forlangte Folket en Konge, og Samuel salvede da
Saul af Benjamins Stamme, som heldig
kjæmpede mod Filisterne, og derpaa David af Juda
Stamme (1060—1020 f. Kr.), under hvem Riget
hævede sig til en før ukjendt Magt og Anseelse.
Denne vedvarede ogsaa under Davids Søn, den
vise og rige Salomo (1020—980), som byggede
det prægtige Tempel i Jerusalem; men ved hans
Død deltes Riget i to, Israels og Juda Rige,
og denne Deling blev Spiren til begges
Undergang, idet det israelitiske Folks Kræfter splittedes,
og Rigerne endog gjentagne Gange laa i
indbyrdes Krig. Israels Rige med Hovedstaden
Samaria indtoges 721 af den assyriske Konge
Salmanassar, som førte Indbyggerne med sig til
Assyrien. Hans fjerde Eftermand, Asarhad,
sendte omkring 677 Folk fra sine Lande til
Samaria; af disse Nybyggere og Levningerne af de
10 Stammer, snm ikke var bortførte af
Salmanassar, opstod et Blandingsfolk, som blev kaldt
Samaritaner. 588 blev ogsaa Juda Rige
erobret af Nebukadnezar, der bortførte Størstedelen
af Indbyggerne til Babylon. Efter 70 Aars
Ophold der (Exilet, det babyloniske
Fangenskab), fik Hebræerne eller, som de fra nu af
taldtes Jøderne, af Kyros Tilladelse til at vende
tilbage til sit Land og gjenopbygge
Jerusalem og det ødelagte Tempel. Under Artaxerxes
den første drog endnu en Del Jøder, som var
blevne tilbage i Babylon, hjem under Esras
Anførsel (ca. 460). 332 indtog Alexander den
store ogsaa Jødeland, hvis Indbyggere han dog
behandlede meget mildt; efter hans Død kom
Landet efter langvarige Kampe mellem de nye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
