Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hugo ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Huitfeldt (indeks: Iver Huitfeldt ***)
giver hans Krønike forøget Værd. — Iver
Huitfeldt, f. 1665, var ligeledes født i Norge og
en Søn af Tønne Huitfeldt, der 1659
forsvarede Fredrikshald mod Svensterne. 1710 fprte
han fom Kommandør Orlogsskibet „Danebrog“ i
Slaget i Kjøgebugt. Hans Skib laa yderst, mest
udsat for Svenskernes Ild, og kom tilsidst i Brand,
som man forgjeves søgte at siukke. Den eneste
Redning for Mandskabet var at kappe Anker og
lade Stivet drive i Land, men dette vilde efter
al Rimelighet, have medført, at den øvrige Flaade
og maaske tillige Byen Kjøge vilde blive stukket i
Brand, hvorfor Huitfeldt vedblev at fyre, indtil
Ilden naaede Krudtkammeret, og han selv med ca.
700 Mand sprængtes i Luften.
Huitfeldt, Henrik Jørgen, norsk Historiker,
f. i Kristiania 2den Febr. 1834, blev Student 1852
og studerede et Par Aar Retsvidenskaben, men
ombyttede derpaa dette Studium med nordisk
Specialhistorie. 1858 ansattes han som Assistent i
Rigsarkivet, hvor han 1868 blev Fuldmægtig. 1874
blev han Medlem af Videnskabsselskabet i Kristiania
og 1877 af Videnskabsskabet i Trondhjem.
Desuden er han Medlem af Bestyrelsen for Foreningen
til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring (fra
1862), for den norske historiske Forening (siden
1879) og Samfundet for Dansk-norsk Genealogi og
Personalhistorie (fra 1879). HMen 1880 opholdt
han sig med offentligt Stipendium i Norotyfkland
og Danmark for at studere norsk Sprogistik, Heraldik
og Genealogi i Middelalderen. I Forening med sin
Broder, Cand. philos. Emil Huitfeldt (f. 1835,
d. 1858) udgav han flere personalhistoriske Arbeider;
1861 sik han efter Rigsarkivar Langes Død det
Hverv sammen med Prof. C. R. Unger at udgive
„Diplomatarium norvegicum“ (s. d.). 1876—77
udgav han „Christiania Theaterhistorie“, qste Del
(agtes fortsat) og 1873—79 paa Kildeskriftfondets
Bekostning Biskop Eyfteins Jordebog („den røde
Bog“), d. e. en Fortegnelse over det geistlige Gods
i Oslo Stift ca. 1400. Desuden har han i
Aviser og Tidsskrifter skrevet en Mængde Opsatser af
special- og kunsthistorisk Indhold.
Hujus, lat., „dennes“; f. Ex., den 1ste hujus,
d. e. den 1ste i denne Maaned.
Hukkert, et Slags rundgattede Fartøier med
Galeastakling, men uden Bramseil paa Stormasten.
— Hukkert-Galeas, tomastet Fartøi med
Brigtakling paa den forreste og Galeastakling paa den
bagerste Mast.
Hulder kaldeS i Norge en kvindelig Naturaand,
hvis Væsen i de forskjellige Egne af Landet
opfattes paa en noget forskjellig Maade.
Almindeligst beskrives hun som en særdeles smuk Kvinde
med skinnende guldgult Haar, iført en grøn, blaa
eller graa Klædning. Bagtil er hun oftest hæslig —
enten har hun en lang Kohale, eller hun er hul i
Ryggen som et Traug; undertiden heder det, at hun
bagtil er af en blaa eller sortblaa Farve. Hun siges
at bo i Fjeld eller Hauger ude i Skov og Mark,
hvor hun gjæter sin glinsende, fede Bøling, og hvor
Jægeren og Gjætergjenten ofte hører hendes lokkende
Spil (Hulderslaatt). Med Mennesker omgaaes
hun gjerne, ofte venlig, undertiden ogsaa fiendtlig;
usynlig holder hun til med sin Buskap i eller ved
Sætrene og aabenbarer sig tidt for Sæterfolket,
ja forærer dem en og anden Gang Kvæg af det
udmærkede „Hulderslag“, eller hun danser til den
Hull
enslige Skytters og Tømmerhuggers Spil og
skjænker ham til Tak Jagt- og Fiskelykke eller
aabenbarer ham hans Fremtid. Til andre Tider
kommer hun forlokkende og forvildende til den
Ensomme, tager ham ind i Fjeldet til sig og giver
ikke Slip paa ham, før Jesu Navn eller
Kirkeklokkens Klang tvinger hende. Ikke sjelden lader
Sagnet hende indgaa Ægteskab med Mennesker;
foran Alteret mister hun med sin Hale ogsaa
Huldernaturen, men en særegen Lykke følger altid
Forbindelsen. — Huldren optræder imidlertid ikke
altid alene. Ofte har hun et mandligt Modstykke,
den saakaldte Huldremand eller Huldrekall (Hudde),
der i Regelen fremstilles som et ondskabsfuldt
Væsen, kun sjelden med nogen af de gode og milde
Egenskaber, Folketroen tidt tillægger hende. —
Opfatningen af Hulderfolket, som i alt væsentligt
tænkes at svare til Menneskene i den Grad, at de
endog troes at holde Gudstjeneste i usynlige Kirker,
flyder paa mangehaande Maader over i en Række
nærbeslægtede halvmythiske Begreber: Alver eller
Elvefolk, Haugefolk, Haugetusser, Hittfolk,
Medelsfolk, Vettefolk, Underjordiske, Usynlige osv. Det
oprindelige Grundlag for disse mythiske Forestillinger
synes at have været en forhistorisk Dyrkelse af de
Afdøde. Næsten alle de nævnte Væsener har
nemlig flere eller færre Grundeiendommeligheder, der
tyder paa, at de fra først af har været betragtede
som Sjele eller Aander. Navnet Hulder, der
ogsaa findes brugt i den gammelnorske Literatur,
stammer fra et Verbum hylja, som betyder at
skjule, gjemme. Denne Betydning er bevaret i
Ordet Huldrehatt eller Hulahatt, en Hat, hvormed
man kan gjøre sig usynlig, og som især tillægges
de her omtalte Væsener. Paa Island kaldes
Hulderfolket, med et Navn af samme Rod, huldufólk. [[** sjk aksent i kilde **]]
Hulebjørn (Ursus spelæus), en uddød
Bjørneart, som i Størrelse betydelig overgik de nu levende
Arter, og hvis Ben findes i Mængde i
Mellemeuropas Knokkelhuler.
Hulepadde (Proteus), en Fiskepadde, fom findes
i de underjordiske Sjøer i de østerrigske Alpers
Kalkstenshuler. Den er langstrakt, ca. en Fod lang,
ligner Salamanderne,har en sammentrykt
Svømmehale og vedvarende ydre Gjellebusker, er blind og
næsten eller ganske farveløs.
Huler eller Grotter, lukkede eller kun gjennem
forholdsvis snevre Aabninger tilgjængelige Rum i
Jordens Indre, forekommer især i Kalk-,
Dolomit- og Gibsbjerge og synes at være opstaaede
ved disse Bergarters Opløsning. De danner
mest sammenhængende Hulesystemer, der udvider
sig til større Rum, som igjen forbindes ved
snevrere Gange. Det nedsivende Vand indeholder
ofte opløst Kalk, som ved Vandets Fordampning
bliver tilbage i Form af Drypsten (se
Drypstenshuler). Flere Huler er ogsaa mærkelige ved, at de
indeholder Knokler af Dyr, dels nulevende, dels
uddøde eller ialfald saadanne, som ikke længer
findes levende i de Strøg, hvor Hulerne forekommer.
Huleugle (Noctua cunicularia), en liden
høibenet Ugleart, som lever paa Amerikas Stepper i
Huler, som den undertiden graver selv; oftest
benytter den dog saadanne, som er gravede af andre
Præriedyr.
Hull ell. Kingston upon Hull, tidligere
Wyke upon Hull, By i det engelske Grevskab
York, ved Floden Hulls Udløb i Humber, ca. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
