Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ibsen, Henrik Johan - Ibsen, Lars Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Meddelelse af Digteren selv. Han stundede
imidlertid efter at komme ud i friere og friskere Luft
end den, som omgav ham hjemme. Honoraret for
„Kongsemnerne“ og ved Siden deraf et
offentligt Stipendium satte ham istand til at drage
til Udlandet, og henved Juletid 1864 reiste han
med Hustru og Barn til Rom. Her boede han
indtil 1868. Det næste Arbeide, som udkom fra hans
Haand, var den mægtige Digtning „Brand“, hvori
han gaar løs paa al Halvhed i Livet, og som med
én Gang stillede Ibsen paa den Plads, der med
Rette tilkom ham i den nordiske Læserkreds’s
Opmærksomhed. Allerede det følgende Aar fulgte „Peer
Gynt“, en fantastisk Digtning, rettet væsentlig mod
Selvgodheden i hans Landsmænds Nationalkaraktér.
1868 flyttede Ibsen fra Rom til Dresden. Det
følgende Aar foretog han en Reise til Norden,
uden dog at besøge Hjemmet. Baade i
Kjøbenhavn og Stockholm var han Gjenstand for megen
Hyldest. Paa sidstnævnte Sted modtog han
Indbydelse til som Gjest hos den ægyptiske Khediv at
overvære Suezkanalens Indvielse samme Aar. Han
var ogsaa tilstede ved denne Festlighed og gjorde
ved samme Leilighed en længere Tur op ad Nilen.
Forinden han saaledes gik paa Reiser, havde han
fuldført sin Komedie „De Unges Forbund“, der
udkom i Kjøbenhavn Vinteren 1869 og samtidig
opførtes paa alle de tre nordiske Hovedscener.
Dette Stykke vakte i Norge en voldsom Bevægelse.
Paa en glimrende Maade svinger Ibsen her
Satirens Svøbe over karaktérløse politiske Frasehelte,
som ikke tænker paa andet end at vinde Glans og
Magt for sig selv. Man troede i Satiren at finde
rent personlig Polemik, og følte sig i visse politiske
Kredse fornærmet. Trods Stykkets uimodsigelige
Vittighed og fortrinlige dramatiske Egenskaber, og
uagtet dets Udførelse fra Theatrets Side ubetinget
overtraf alt, hvad Kristiania Theater hidtil havde
præsteret, blev det dog af ovenanførte Grund ved
de første Forestillinger Gjenstand for voldsomme
Demonstrationer, idet man forsøgte at faa det udpebet.
Dette nyttede dog, som rimelig kunde være, ikke,
og endnu hører „De Unges Forbund“ til de faste
og mest yndede Stykker paa Kristiania Theaters
Repertoire. „De Unges Forbund“ vidnede om,
hvor nøie Ibsen kjendte, og hvor omhyggelig han
fra sin Udlændighed fulgte vore „lokale Forhold“.
Han vendte imidlertid nu sin Opmærksomhed bort
fra disse for at kaste sig over Studiet af en
mærkelig verdenshistorisk Skikkelse, Keiser Julian den
frafaldne. Ved sin Forskning over dennes Karaktér skal
Ibsen være gaaet lige til de græske og latinske
Kildeskrifter; først efter 4 Aars Forløb, i 1873, — efterat
han 1871 havde udgivet en liden Samling af sine
Digte — forelaa Frugten af hans ihærdige Arbeide
i det „verdenshistoriske Skuespil“ „Keiser og
Galilæer“. Dette Verk var med sine mange
udmærkede Enkeltheder et nyt Vidnesbyrd om Digterens
dybtrækkende og overlegne Begavelse, men efterlod
dog nogen Skuffelse, fordi man deri savner baade
en Centralfigur, hvorom Interessen samles, og
derhos ogsaa Klarhed med Hensyn til Digterens
egen Mening. Samme Aar var Ibsen som norsk
Jurymand ved Kunstafdelingen tilstede ved
Verdensudstillingen i Wien. Aaret efter, 1874, aflagde
han efter næsten 10 Aars Fraværelse et Besøg
i Hjemmet. Disse 10 Aar havde set hans Navn
omgives af en voxende Berømmelse, og var han
draget bort fra Hjemmet som en Mand, af hvis
store Evner man nok havde et vist Indtryk, men
om hvis Fremtid man dog var i Tvivl, saa han
sig nu modtaget med aabne Arme og med alle
Tegn paa sine Landsmænds Beundring og
Sympathi. En offentlig Festlighed til hans Ære, som
man i Kristiania vilde foranstaltet, frabad den stille
Mand sig; men den tilstedeværende Trang til at
vise ham sin Hyldest fik dog sit Udtryk gjennem
et Fanetog, som Studenterne bragte ham. I sit
Svar paa den Tale, som ved denne Leilighed
henvendtes til ham, fremstillede Digteren paa
en smuk Maade sit eiendommelige Forhold til
Fædrelandet. Efter at være vendt tilbage til
Tyskland flyttede Ibsen 1875 fra Dresden til
München. Her skrev han sit Skuespil „Samfundets
Støtter“, i hvilket hans bidende Satire rammer
den moralske Hulhed, der gjemmes af Formue og
anset Stilling. Dette Stykke, der udkom i
Efteraaret 1877, var imødeset med saa store
Forventninger, at dets første Oplag var udsolgt i faa
Dage. Ogsaa paa Theatret gjorde det megen
Lykke, om end Kritiken fandt dets Afslutning noget
utilfredsstillende. Samme Aar havde Ibsen været
tilstede ved Upsala Universitets Jubilæum, ved
hvilken Leilighed han kreeredes til Æresdoktor. I
1879 udgav han et 3-Akts Skuespil „Et
Dukkehjem“, der mere end noget andet af hans Arbeider
eller i det hele taget noget andet Digterverk i
den sidste Tid har sat den dannede Almenhed baade
i de nordiske Lande og i Tyskland i en
overordentlig Bevægelse. Det er Mangelen paa en moralsk
og alvorlig Grundvold i Ægteskabet, som Ibsen
her holder frem i skarp Belysning. „Et Dukkehjem“
har efterladt et alvorsfuldt og vækkende Indtryk,
og om det mægtige i Ibsens Digtning vidner det
med sine faa Personer og sit ringe Apparat maaske
mere end noget af hans tidligere Arbeider. Ibsen
var i 1879 paany en Tur i Italien og bosatte sig
1880 i Rom. — Ibsen er ikke alene Nordens
nulevende største Forfatter paa det dramatiske Omraade,
men den samtidige Verdensliteratur har ikke mange,
der paa dette Felt taaler Sammenligning med ham.
Han er i samme Grad fremragende med Hensyn til
den dramatiske Bygning og den skarpe Pointering af
Personernes Karaktér som med Hensyn til Formen,
idet han behandler Sproget med den høieste Grad
af Mesterskab og forstaar at forme Replikerne
paa en Gang kunstmæssig og naturlig. Man
har villet bebreide Ibsen, at der er noget koldt,
reflekteret og umildt i hans Digtning, og det er
ganske sandt; han kjender, ialfald paa de senere
Stadier af sin Digterbane, neppe anden Begeistring
end Indignationens, og han bruger sin Satire som
Kirurgen sin Amputationskniv. Men hans
digteriske Storhed kan ikke bestrides og bliver anerkjendt
i stedse videre Kredse. Navnlig har i Tyskland
Literatur og Theater sørget for gjennem
Oversættelser — tildels flere af samme Verk — at tilegne
sig hans mest fremragende Arbeider.
Ibsen, Lars Møller, norsk Musiker, f. 1780,
d. 1846, var først Kjøbmand i Kristiania, men
opgav snart denne Levevei for at beskjeftige sig
med Musik, som han havde baade Lyst og Anlæg
til. Senere fik han Ansættelse som Sanglærer ved
Kristiania Latinskole og som Fuldmægtig i Norges
Bank. Foruden nogle firstemmige Mandssange,
Leilighedskantater osv. har han komponeret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
