Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Inga fra Varteig - Inge (norske Konger) - Inge (Konger i Sverige) - Ingeborg - Ingefærplanten - Ingemann, Bernhard Severin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
...
Inga fra Varteig, den norste Konge Haakon
Haakonssøns Moder, var af god Familie og blev
paa et Besøg hos en Frænde i Borg (Sarpsborg)
kjendt med Kong Haakon Sverressøn, der fattede
Kjærlighed til den unge Pige. Efter Haakons ikke
længe efter indtrufne Død fødte hun sin Søn hos
Presten Thrond i Heggen (det nuværende Eidsberg) og
drog Aaret efter med sin Søn til Nidaros, hvor
hun senere opholdt sig. Da der 1217 blev Tale
om at hylde hendes Søn som Konge, underkastede
hun sig Jernbyrd for at bevise hans retmæssige
Adkomst til Kongedømmet. Hun døde 1235.
Inge, Navn paa to norske Konger. — Inge
Krokryg var Søn af Harald Gille og udraabtes
efter dennes Død 1136 i en Alder af knap to
Aar til Konge sammen med sin Broder Sigurd
Mund. 1142 kom en tredie af Harald Gilles
Sønner, Eystein, fra Skotland til Norge og fik
en Trediedel af Landet. Brødrene forligtes ikke
godt, og Sigurd og Eystein søgte at faa den
svagelige Inge afsat, da de mente, at han ikke havde
Helse til at være Konge; men Inge støttedes af
Landets mægtigste Mænd, deriblandt Gregorius
Dagssøn og Erling Skakke. Sigurd Mund faldt
1155 og Eystein 1157; men dermed kom ikke Inge
i ubestridt Besiddelse af Magten, da de faldne
Kongers Mænd gav Sigurds Søn, Haakon
Herdebred, Kongenavn. Inge var dog overlegen i
Kampen mod Haakon, saalænge Gregorius Dagssøn
levede; men da han var falden 1161, vendte
Lykken sig fra Inge, som faa Uger efter faldt i et
Slag paa Isen ved Oslo. Inge roses for Klogskab
og Vennesælhed og var i høi Grad afholdt af sine
Mænd. Under hans og hans Brødres Regjering
kom Kardinal Nikolaus Brakspeare som Pavens
Legat til Norge 1152, oprettede Erkebispestolen i
Nidaros og indviede den første Erkebiskop. — Inge
Baardssøn, f. 1185, d. 1217, var Søn af
Baard Guttormssøn paa Rein og Sverres Søster
Cecilie. Han valgtes af Birkebeinerne til Konge
efter Guttorm Sigurdssøns Død 1204; hans
Halvbroder, Haakon Galen, skulde med Jarlsnavn dele
den styrende Myndighed med ham og føre Hæren.
Kampen med Baglerne vedblev, efterat deres første
Konge, Inge Magnussøn, var død og Erling
Steinvegg var valgt i hans Sted. Efter Erlings
Død fik den listige Bisp Nikolaus i Oslo sin
Slægtning Filip Jarl valgt til Baglernes Konge;
hau forligte sig 1208 ved et Møde paa Hvitingsø
ved Stavanger med Inge og fik som hans Jarl
Oplandene og det meste af Viken at styre. Haakon
Galen, som i Virkeligheden havde lige megen
Magt som Inge selv, tragtede senere efter
Kongenavnet, men sluttede Forlig med Inge og døde
før denne. I sine sidste Aar stod Inge under
Indflydelse af sin yngre Halvbroder, Skule
Baardssøn, hvem han kort før sin Død gav Jarlsnavn.
Inge, Navn paa to Konger i Sverige. —
Inge Steinkellssøn, Søn af Kong Steinkell
Ragnvaldssøn, blev efter dennes Død og efter
maugehaande indre Uroligheder erkjendt som Konge
1079. Han var en ivrig Kristen og forbod Svearne
at blote, hvorfor han forjoges, og hans Svoger,
Blot-Svein, blev Konge. Inge flygtede til
Vestergötland (ca. 1080), hvorfra han efter 3 Aars For
løb vendte tilbage og fældte Blot-Svein, og
herskede derefter med Kraft og Klogskab. Med Magnus
Barfot kom han i Krig angaaende Dalsland, men
Ingemllnn
forligte sig 1101 med ham, hvorefter Magnus
ægtede hans Datter Margrete (Fredkulla). Inge
døde ca. 1110. — Inge den yngre, en Søn
af foregaaendes Broder Halstein, blev sammen
med sin Broder Filip Konge efter Farbroderens
Død og regjerede til omkring 1125. Han døde
efter Sagnet af Gift og var den sidste af
Steinkells Æt.
Ingeborg, se Fridthjov.
Ingefærplanten (Zingiber officinale), tilhører
en tropisk Slægt af de énfrøbladede Planter og
har en lang, krybende, ledet, knollet og grenet
Rodstok, ca. 2 Alen høie Stilke og hvidblaa,
uregelmæssige, vellugtende Blomster i en Top. Den
hører hjemme i Indien og paa de indiske Øer,
men dyrkes ogsaa i Vestindien, Sydamerika og
Afrika. Dens Rodstok leverer det bekjendte
Krydderi Ingefær. Rodstokken optages efter
Blomstringen, befries for Sidetrevler og lægges derpaa
i nogle Minuter i kogende Vand, hvorefter Bar
ken afskrabes og Knollerne tørres i Solen;
saaledes tilberedt kaldes Varen hvid Ingefær. Den
brune eller sorte Ingefær faaes ved at skjære
den friske Rodstok i Stykker, koge den i Vand
og derpaa hurtig tørre den. Ingefær kommer i
Handelen i faste, haarde, ujevne Stykker, forn er
tætte i Bruddet og indeholder faa Trevler. Den
har en behagelig, aromatisk Lugt og en bitter
krydret og skarp Smag; disfe Egenskaber skyldes
en blød Harpixart, som Knollerne indeholder sam
men med en ætherisk Olie, Stivelse og
Extraktivstof. Ved at knuses eller males giver den et
gulagtigt Pulver. Den bruges til Krydderi og i
Medicinen som mavestyrkende Middel samt mod
Hceshed og Hoste. I frisk Tilstand syltes
Knollerne undertiden og føres som Ingefærsyltetøi
til Europa. — Til Norge indførtes 1876 ca. 46,000
Kilo. Ingefær.
Ingemann, Bernhard Severin, dansk Digter.
f. 1789, d. 1862, blev 1806 Student og skulde
begynde at studere Retsvidenstaben, men grebes
saa stærkt af den ved Oehlenschläger vakte literære
Bevægelse, at han snart hengav sig udelukkende til
poetiske Sysler. 1811 udgav han sin første
Digtsamling, som modtoges med usædvanligt Bifald;
paa den fulgte rask en Række Arbeider, hvori der
blandt mange heldige Partier fandtes en
Overflod af slap og sværmende Sentimentalitet, som
netop tiltalte Tiden og gjorde Ingemann til en
meget læst Digter. Efter at have udgivet det
mystisk-allegoriske Digt „De sorte Riddere“ (1814)
vendte han sig for en Tid til den dramatiske
Digtning og skrev en Rcrkke Tragedier, af hvilke
„Blanca“ (1816) gjorde megen Lykke paa Scenen.
Men nu begyndte Kritiken at fremfare sine
Betænkeligheder ligeoverfor hans omfangsrige
Produktion og dens Gehalt; P. Hjort og Søtoft
kritiserede ham paa Prosa og Vers, og endelig
latterliggjorde J. L. Heiberg i sin satiriske Komedie
„Julespøg og Nytaarsløier“ den yndede „Blanca“
saa stærkt, at der i den Anledning opstod en heftig
Polemik mellem Heiberg og Grundtvig, som tog
Ingemanns Parti. Ingemann selv reiste
udenlands og vendte tilbage befriet fra meget af sit
Fantasteri og i det hele fundere aandelig udviklet.
1822 ansattes han som Lektor i dansk Sprog og
siteratur ved Sorø Akademi; 1842 blev han
midlertidig ansat som Akademiets Direktør, hvilken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
