Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemann, Bernhard Severin - Ingeniør - Ingénu - Ingermanland - Ingerslev, Christian Fredrik - Ingjald Illraade - Inglis - Ingolstadt - Ingredienser - Ingres, Jean Auguste Dominique
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ingenisr
Stilling han indehavde til dets Nedlæggelse 1849.
Paavirket af Walter Scotts historiske Romaner
begyndte han kort efter sin Ansettelse i Sorø at
arbeide i lignende Retning og leverede 1824—36
en Række Romaner af Danmarks Historie, der har
indbragt ham hans største Popularitet som Digter.
Med det episke Digt „Valdemar den store og
hans Mænd“ (1824) som Indledning, omfattede
denne Romanserie „Valdemar Seier“ (1826), „Erik
Menveds Barndom“ (1828), „Kong Erik og de
Fredløse“ (1833) og „Prins Otto af Danmark og
hans Samtid“ (1835), hvorpaa som et Slags
Afslutning fulgte Digtet „Dronning Margrete“ (1836).
Fra Sagnhiftorien tog han Stoffet til sit Digt
„Holger Danske“ (1837). Af hans senere Arbeid
der fortjener især at nævnes „Landsbybørnene, en
Nutidsroman“ (1852), hvori den aldrende Digter
vifte sig mærkelig ungdomsfrisk og endog
aabenbarede Træk af en Humor, som han tidligere havde
savnet, samt hans Salmer, der maaske er det mest
vellykkede as hele hans Produktion. — Ingemanns
Digtning hører til Romantikens mest udprcrgede
Frembringelser i Danmark; den er selv i hans
senere, mere livsfriske Digterperiode sterkt elegisk,
sværmende og fantasifuld, og omformer, hvor den
knytter sig til et historisk Stof, ofte dette paa en
temmelig vilkaarlig Maade. Hans Romaner har
længe været en særdeles yndet Folkelesning i
Danmark og er oversatte til flere fremmede Sprog.
Ingeniør (udt. Insjeniør), af sp. engeñoz,
ital. ingegni, Krigsmaskiner, betegnede oprindelig
i Middelalderen den, som byggede og betjente
Krigs- og Beleiringsmaskiner; senere gik det over
til at betegne den, som udkastede Planer til og
opførte Fæstningsverker, og som i det hele taget
udøvede Bygningskunsten i militære Øiemed,
Fæstnings- eller Krigs-Bygmester. Fast
organiserede militære Ingeniørkorpser under Kom
mando af Ingeniørofficerer findes i alle
Arméer; de deles i Almindelighed i forskjellige
Afdelinger med forskjelligt Hverv og benævnes i
Overensstemmelse dermed (Pionerer, Sappører,
Pontonnierer osv.). — Den norske
Ingeniørbrigade har endnu ingen Menige. Den bestaar
af 1 Brigadechef, 3 Stabsofficerer, 9 Kapteiner og
8 Løitnanter. Dens Organisation er bestemt ved
Plan for Norges Feltarmé af 3die Juli 1817 i
Forbindelse med Tillægsbeftemmelfer af 17de
August 1818 og 12te December 1820. Dens
Hovedstation er Kristiania. De Ingeniørbrigaden
underlagte Befæstninger er: Fredrikssten,
Fredriksstad, Oskarsborg, Akershus, Kongsvinger,
Karljohansvcrrn (Horten), Fredriksvern, Kriftianssand,
Bergen, Trondhjem, Munkholmen og Vardøhus.
— I Modsætning til de militcere Ingeniører har
man i den senere Tid begyndt at bruge Navnet
Civilingeniører om Teknikere, som beskjeftiger
sig med Bygning af Veie og Broer, Jernbaner,
Kanaler, Havnearbeider osv. samt med Anlæg af
Telegrafer og af alleslags Maskinetablissementer.
I Norge haves en ved kgl. Resolution af 16de
April 1864 oprettet Ingeniørkommission,
bestaaende af en Formand og 6 andre Medlemmer,
deriblandt Vei-, Kanal-, Havne- og Jernbanedirek
tørerne; paa Indredepartementets Foranstaltning
kan Kommissionen desuden tiltrcrdes as én eller
flere fagkyndige Mend. Den har at afgive
Betænkning over Arbeidsplaner og andre tekniske
Spørgsmaal, som af noget Regjeringsdepartement
maatte blive den forelagte.
Ingénu (udt. Ængsjeny), fr., naturlig, aaben,
naiv. — Ingenue kaldes navnlig en ung, naiv
Pige i Dramaet og Komedien.
Ingermanland, tidligere Navn paa en Del
af det russiske Guvernement Petersburg, som
dengang var svensk Provins og 1702 erobredes af
Russerne. De oprindelige Beboere, Ingrierne,
er af finsk Stamme.
Ingerslev, Christian Fredrik, dansk
Skolemand, f. 1803, d. 1868, var 1844—56 Rektor ved
Koldings og efter 1861 ved Aarhus Skole; han
udgav blandt flere Skoleboger de i Danmark og
Norge meget benyttede latinsk-danske og dansk
latinske Haandordbøger og redigerede 1857—63
første Udgave af „Nordisk Konversationslexikon“.
Ingjald Illraade, i den svenske Sagn
historie den sidste Konge i Upsala af Yngves Æt,
Søn af Braut-Anund. Han gjenoprettede
Upsalakongernes gamle Magt og underlagde sig meget
Land ved engang i et Gjestebud at indebrænde 6
Smaakonger fra de omliggende Landskaber. I
det hele skal han paa forrædersk Maade have
ryddet 12 Konger af Veien. Tilsidst indebrændte
han sig selv tilligemed sin Datter og alle de Mænd,
som var hos ham, da han tvivlede om at kunne
staa sig mod den skaanske Kongesøn Ivar
Vidfadme, som vilde hevne sin paa Ingjalds Datters
Foranstaltning dræbte Fader. Ingjalds Søn var
Olav Trætelje, fra hvem de norske Konger af
Inglingeætten nedstammede.
Inglis, 1) Robert Henry, engelsk
Politiker, f. 1786, d. 1855, studerede i Oxford og blev
Advokat, valgtes 1824 til Medlem af Underhuset
og repræsenterede der fra 1829 til kort før sin
Død Oxfords Universitet. Han var en af de
ivrigste Konservative og Høikirkelige i Parlamentet
og bekjæmpede bl. a. Valgreformen samt
Jødernes og Katholikernes Emancipation. 2) John
Eardley Wilmot Inglis, engelsk General,
f. 1814, d. 1862, gjorde 1837 Tjeneste i Kanada
under Opstanden der, fortsattes senere til Indien
og udmærkede sig 1848—49 i Krigen i Pendjab.
1857 gjorde han sig bekjendt ved sit heltemodige
Forsvar af Lucknow og tilføiede 1858 Oprørerne
et afgjort Nederlag. Efter sin Tilbagekomst fra
Indien 1860 blev han Chef for Tropperne paa
de ioniske Øer.
Ingolstadt, By i Øvrebaiern, ved Donau,
med 14,500 Indb. og Fæstningsverker, havde
1472—1800 et Universitet.
Ingredienser, lat., enkelte Bestanddele af et
sammensat Stof (Fødemiddel, Lægemiddel o. lign.).
Ingres (udt. Ængr), Jean Auguste
Dominique, berømt fransk Historiemaler, f. 1781, d. 1867,
var i Paris Elev af David og reiste 1806 med
offentligt Stipendium til Rom, hvor han opholdt
sig indtil 1820; derpaa levede han til 1824 i
Florens, men formaaede ikke i nogen særdeles Grad
at vinde Anerkjendelse og maatte kjæmpe med
trange Kaar. 1824 vendte han tilbage til
Frankrige, hvor han brød Veien for sin Berømmelse med
„Ludvig den trettendes Løfte“, malet i Italien, og
1825 blev Medlem af det franske Institut. 1834
reiste han igjen til Rom som Direktør for det
derværende franske Akademi; efter sin Tilbagekomst
derfra 1841 stod han i sit Fædreland i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
