Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Inkonsekvent - Inkrustation - Inkunabler - Inkurabel - Inkvisition
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Inkuftation
indbyrdes Strid mellem en Persons forskjellige
Handlinger eller Udtalelser.
Inkrustation, lat., skorpeagtigt Overtræk af
mineralske Stoffer paa organiske eller uorganiske
Gjenstande, frembringes især af kalk- eller
kiselholdige Kilder.
Inkunabler (af lat. incunabula, Vugge,
dernæst Oprindelse, Udspring, altsaa oprindelige eller
første Tryk), i Bibliografien de første Bøger, som
efter Bogtrykkerkunftens Opfindelse blev trykte,
især de, forn udkom før 1500. Herhen hører de
første daterede trykte Bøger, de enkelte Landes
eller Byers første trykte Skrifter, de første Tryk
paa et bestemt Sprog eller med en bestemt Sort
Typer, Bøger fra et bestemt Trykkeri, som har
leveret faa Tryk, Verker, som først kan opvise en større
teknisk Fuldendelse i Udførelsen, Bøger, der
indeholder de første Forsøg til Illustrationer eller
særdeles udmærkede saadanne, samt enkelte
Pragtexemplarer og Kollektioner. De første Inkunabler
var i Regelen i Folio og trykte paa Pergament;
i Begyndelsen brugtes ikke Titelblade (som først
forekommer 1485), hvorimod der ved Bogens
Slutning gjerne tilføiedes en Efterskrift,
indeholdende Trykkerens Navn, Trykningssted og
Aarstal. Til de ældste Tryk benyttedes udelukkende gotiske
Typer; de store Begyndelsesbogstaver blev gjerne
ikke trykte, men indskrevne, mest med rød Farve.
Inkurabel, lat., uhelbredelig.
Inkvisition (lat. inqvisitio, Undersøgelse), den
i den katholske Kirke bestaaende geistlige Domstol,
som har det Hverv at opspore og afstraffe Kjættere.
Allerede i den ældste Kirke havde Biskoperne et
vaagent Øie med falske Lærdomme inden Kirken
og straffede dem, som forfegtede saadanne, med
forskjellige kirkelige Straffe, af hvilke den strengeste
var Exkommunikation. I Midten af det 3die
Aarh. ansattes der i enkelte østerlandske Menig
heder egne Embedsmænd til at føre Opsyn med
falske Lærdomme, og fra Theodosius’s Tid (382)
begyndte man at straffe saadanne med Døden.
Dødsstraffens Exekution overdroges imidlertid den
verdslige Øvrighed for ikke at besmitte Kirken
med Blod. Biskoperne besad den inkvisitoriske
Myndighed alene, indtil Slutningen af det 12te
Aarh.; efterat Innocens den tredie var kommen
paa Pavetronen, sendte han 4 Legater til
Frankrige for at bistaa Biskoperne i at efterspore de
der ikke lidet udbredte Valdensere og Albigensere.
Paa Koncilet i Laterankirken 1215 fik Innocens
bestemt, at de pavelige Sendebud for Fremtiden
særlig skulde beflitte sig paa at opsøge Kjætterne,
og nu gik snart den inkvisitoriske Magt over fra
Biskoperne til Pavernes Legater. Gregor den
niende udnævnte 1232 Dominikanere til Inkvisitorer
i Tyskland, Aragonien og Østerrige og 1233
ligeledes i Lombardiet og Frankrige. Ved at gjøre disse
Dominikanere ganske uafhængige af Biskoperne
og stille disse selv under Inkvisitionens
Myndighed forvandlede han Kjætterdomstolene til et helt
og holdent paveligt Institut; de verdslige Fyrster
maatte paatage sig at udøve Inkvisitionens Domme,
og den hele Institution fik en skrækkelig Magt i
de fleste katholske Lande. De af Inkvisitionen
idømte Straffe var: Ærestab, Tab af borgerlige
og kirkelige Rettigheder, Formuestab, livsvarigt
Fængsel eller Strafarbeide paa Galeierne samt
Døden, mest ved at brændes levende. Proces-
Inlvisition
fremgangsmaaden var følgende: den Anklagede
blev tre Gange stevnet til at møde for Inkvisitio»
nen; hvis han ikke mødte, dømtes han in
contumaciam, men mødte han, blev han belagt med
Arrest. Dog kunde Arrestation ogsaa finde Sted
uden forudgaaende Stevning. Den Anklagede
kastedes i et mørkt Fængsel, og hans Formue
lagdes foreløbig under Beslag; hvis han strax tilstod
den Brøde, han anklagedes for, kunde han i lettere
Tilfalde slippe med at gjøre Bod, modtage geistlig
Formaning og miste sin Formue; efter at have
afsvoret sit Kjætteri maatte han en vis Tid bære
en afstikkende Dragt. Hvis han anklagedes for
anden Gang, var Dødsstraffen uundgaaelig. Den
Anklagede, som ikke vilde bekjende at være skyldig,
søgte man at tvinge dertil ved langt og haardt
Fængsel. Vidnerne mod ham behøvede ikke at
bevise sine Udsagns Rigtighed, og Anklageren gjaldt
selv for gyldigt Vidne; to Vidner, som blot havde
hørt den Anklagedes Skyld omtale, regnedes lige
med et Øienvidne. Optraadte nogen og vidnede
for den Anklagede, indbefattedes han selv under
Anklagen. Hvis den formentlige Kjætter heller
ikke tilstod efter at være gjort bekjendt med
Vidnernes Udsagn — Vidnerne selv saavelsom Anklageren
behpvede han ikke at lære at kjende —,
underkastedes han Tortur; tilstod han endnu ikke, blev
han alligevel dømt eller ogsaa holdt saa længe i
strengt Fængsel, til han bukkede under for sine
Lidelser. Tilstod han, underkastedes han paany
Tortur for at bringes til at røbe sine Medskyldige.
Henrettelsen af Inkvisitionens Ofre foregik med
stor Høitidelighed ved de i Spanien saakaldte
Autos da fé ( Troeshandlinger")> Hvis en for
Kjætteri mistænkt Person var død, førend hans
formentlige Brøde kom til Inkvisitorernes
Kundskab, forblev hans Arvinger, hvis 40 Aar var
hengaaede efter hans Død, i Besiddelse af Arven
efter ham, hvilken i modsat Fald konfiskeredes ; i
ethvert Tilfælde blev imidlertid Arvingerne
æreløse og kunde ikke beklæde offentlige Embeder,
medens den afdøde Kjætters Ben opgravedes og
tilligemed hans Billede brændtes offentlig. — Det
Land, hvor Inkvisitionen først greb om sig, var
Frankrige, hvor den imidlertid ogsaa først gik af
Brug (i det 14de Aarh.), uden at det senere
lykkedes at gjenindføre den. Længst og værst rasede
den i Spanien og Portugal. I Spanien var
siden 1391 en Mængde Jøder og Maurer med
Magt blevne døbte, men mange af dem holdt i
Hemmelighed fast ved sin Fædrenetro, og mod dem
kom da Inkvisitionen først i Anvendelse. Det
første Forsøg derpaa gjordes 1477 af Kardinal
P. Gonzalez de Mendoza, som derpaa bevirkede,
at Inkvisitionen formelig indførtes af Kongeparret
Ferdinand og Isabella paa en Rigsdag i Toledo
1480. Paven gav Kronen Magt til at ind- og
afsætte Inkvisitorerne samt til at inddrage
Kjætternes konfiskerede Formue i Statskassen, hvorved
Inkvisitionen i Spanien blev en kongelig
Institution. De to første Inkvisitorer blev trods sin
ivrige Virksomhed allerede afsatte efter 3 Aars
Forløb og erstattede med Dominikanerprioren
Thomas de Torquemada, der 1483—98 fungerede
som Generalinkvisitor. Indtil han nedlagde sit
Embede, var i det hele i Spanien 8,800 Mennesker
blevne brændte levende, 6,500 brændte in effigie
og 90,000 belagte med forskjellig Slags Bod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
