Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Irland
engelske Konges skatskyldige Vasal. Resten af Øen
gav Kongen sine Baroner i Len; de gik haardt
frem mod de Indfødte, og allerede samtidig med
Underkastelsen under England lagdes Grunden til
den Misfornøielse med dets Herredømme, som
siden stadig har gaaet igjen lige til vore Dage.
Efterat Robert Bruce var bleven Konge i
Skotland, henvendte de irske Høvdinger sig til ham om
Hjelp; hans Broder Edvard kom 1315 over med
en Hær, valgtes til Konge, men faldt kort efter i
Kampen, hvorefter de egenmægtige Baroner
fortsatte sine Voldsomheder og Undertrykkelse. For
at tøile deres Magt sendte Henrik den syvende en
Hær og en ny Statholder til Irland;
Forfatningen blev reguleret ved den saakaldte
„Poyning-Act“, og det bestemtes, at det af Baronerne
sammensatte Parlament kun med Statholderens
Tilladelse kunde træde sammen, og at det skulde
forelægge Regjeringen sine Lovforslag. Imidlertid
levede Irerne endnu i Stammer under Høvdinger
og havde kun mistet lidet af sin gamle Vildhed og
Raahed. Da Elisabeth kom paa Tronen og søgte
at indføre Reformationen, reiste der sig heftige
Uroligheder og Opstande hos Irerne, af hvilke de
allerfleste holdt haardnakket ved Katholicismen; den
værste var den 1595 af Hugh O’Neill foranstaltede;
den støttedes af Filip den anden, og forgjeves
sendtes Greven af Essex over for at dæmpe den.
Der fulgte nu en Række Konfiskationer af de
Indfødtes Godser til Fordel for Englænderne, og
Irernes Underkastelse fuldendtes. Jakob den første
erklærede alle Irlændere for frie Borgere og lod
et Parlament for hele Øen, fra hvilket dog
Katholiker var udelukkede, sammentræde 1615. Under
Karl den første og Borgerkrigen fandt flere
Opstande Sted, dels for at løsrive Irland, dels for
at støtte Kongen; 1641 myrdedes et stort Antal
af de protestantiske Englændere, men 1649 kom
Cromwell og hans Svigerson Ireton til Øen,
som blev undertvungen og barbarisk behandlet.
Efter Restaurationen stansedes Forfølgelserne, og
den under Jakob den anden indtraadte katholske
Reaktion hilsedes med Bifald; da Jakob var
bleven afsat, kom han 1689 til Irland med et fransk
Korps, Folket strømmede i massevis til ham, og
Protestanterne blev ilde medfarne, men 1690 kom
Vilhelm den tredie over og seirede ved Boyne og
næste Aar ved Anghrim, hvorpaa Opstanden
kuedes, 12,000 Irlændere af Jakobs Parti gik i
Landflygtighed, og alt det Land, som tilhørte hans
Tilhængere, konfiskeredes. Protestantismens og det
nye Kongehus’s Interesser forsvaredes af de under
Navnet „Orangemen“ oprettede religiøs-politiske
Foreninger, og Katholikerne behandledes stedse
haardere; 1727 mistede de endog sin Stemmeret
ved Parlamentsvalgene. De dannede nu en Række
Sammensværgelser og hemmelige Foreninger, som
ved Overfald, Mord og Brand søgte at hevne
sine krænkede Rettigheder. Da Opstanden i
Englands amerikanske Kolonier udbrød 1778, indtraadte
der en Smule Forbedring i Irlændernes Kaar,
idet Regjeringen i sin Nød saa sig tvungen til at
fare mildere frem; der dannede sig et Korps
„irske Frivillige“ paa 50,000 Mand, og for at
forebygge Oprør over hele Øen gav England 1782
efter, ophævede Straffelovene mod Katholikerne
samt Poyning-Akten, hvorved det irske
Parlament blev uafhængigt af den engelske Regjering,
Irland
og Katholikerne fik Ret til at erhverve
Grundeiendom og oprette Skoler. Under den franske
Revolution vaktes nye Frihedsbestræbelser hos
Irlænderne; 1791 dannedes et Forbund med Navnet
„The United Irishmen“, som 1792 optraadte med
Krav paa Katholikernes fuldstændige Ligestilling.
Da man isteden kun gjorde dem nogle mindre
Indrømmelser, vedblev Bevægelsen, som nu søgtes
dæmpet ved Vaabenmagt. Irlænderne tænkte ved
Franskmændenes Hjelp at løsrive sig, og 1796
ankom ogsaa en fransk Flaade med 25,000 Mand
Landgangstropper under Hoche, men Udfaldet var
uheldigt; en 1798 opdaget vidt udstrakt
Sammensværgelse gav Stødet til en blodig Reaktion, og
efterat nye franske Landgangsforsøg var mislykkede,
fik den engelske Regjering ved Vold og Bestikkelser
en Union bragt istand mellem England og Irland
ved at smelte det sidstes Parlament sammen med
det førstes. Efter Pitts forgjeves Forsøg paa at
faa Katholikernes Ligestilling gjennemført, stiftedes
i Irland i samme Øiemed den saakaldte „Katholske
Forening“, mod hvilken de før nævnte
„Orangemen“ traadte i forstærket Virksomhed. Mægtige
Befordringsmidler for Misfornøielsen blandt den
katholske Landbefolkning var især den
Omstændighed, at den anglikanske Statskirke skulde
underholdes af hele Befolkningen, uagtet ⅘ af denne
var katholsk, og at Jorden mest var i Hænderne
paa engelske Godseiere, som ofte endog opholdt
sig udenfor Irland. Medens den katholske
Forening, omdannet af O’Connell 1823, ved lovlige
Midler søgte at hævde Irlands Ret, dannede
Landbefolkningen nye hemmelige Samfund, som søgte
Hevn ved Grusomheder mod Englænderne. Da
O’Connell 1827 lod sig vælge til Underhuset, uagtet
han som Katholik ikke var valgbar, maatte
Ministeriet Wellington, for at undgaa Borgerkrig, trods
sin Uvillie mod Katholikernes Emancipation,
gjennemføre denne 1828, men forbød samtidig den
katholske Forening. Af Reformer, som i de
nærmeste Aar indførtes, var de vigtigste Oprettelsen
af de „nationale“ Skoler (1831), hvilke var fælles
for alle Troesbekjendelser, Lettelse af Tiendebyrden
ved Inddragelse af anglikanske Prestekald i rent
katholske Egne (1834) og Forbedringer i
Fattigvæsenet (1838); Forholdene vedblev alligevel at
vare saa slette, at der 1833 maatte udstedes nye
Tvangslove og holdes en stærk Militærmagt i
Irland. O’Connell havde imidlertid fra 1830 sat
„Repeal“, d. v. s. Ophævelsen af den engelsk-irske
Union, til Maal for sine Bestræbelser og fremsatte
1834 Forslag derom i Underhuset, uden dog at
opnaa Tilslutning af mere end 38 Stemmer;
derimod fik han 1836 „Orangemens“-Logerne
ophævede. Den Bevægelse, for hvilken han stod i
Spidsen, antog imidlertid en saa stor Maalestok,
at han 1843 regnedes som Fører for 700,000
Mænd. 1845 gjennemførte Peel for at dæmpe
Misfornøielsen Oprettelsen af et katholsk
Presteseminarium og tre konfessionsløse Kollegier samt
nogle Forholdsregler for at forbedre Forpagternes
Kaar; 1846 indtraf en stor Misvext paa Poteter,
Befolkningens Hovednæringsmiddel, og den
Hungersnød, som nu opstod, gjorde energiske
Foranstaltninger nødvendige. Baade fra den engelske Stats og
fra den private Velgjørenheds Side gjordes store
Ofre, og samtidig begyndte de fattige Irlændere i
saa stort Antal at udvandre til Amerika, at Øens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
