Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Khaldæa. — Khaldæiske Periode (Sarosperioden). — Det khaldæiske Sprog eller Sumerisk - Khalif. — Khalifat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Khaldlkll
Cyrus, som 538 tog Babel. Ifølge Diodor hørte
Khaldæerne til de ældste af Babyloniens Indbyggere.
Senere (allerede hos Profeten Daniel) forekommer
Ordet Khaldæer ensbetydende med Astrolog, hvilket
havde sin Grund i de i Babylon og flere Byer i
Nærheden blomstrende astronomiske og astrologiske
Skoler. Navnet anvendtes specielt paa en
Prestekaste i Babylon, der udmærkede sig ved sine
Kundskaber i denne Retning. Om Khaldæerne eller
Ægypterne kan regnes for Astronomiens
Opfindere, er et Spørgsmaal, som hverken i Oldtiden
eller den senere Tid har ladet sig afgjøre med
Bestemthed; i de klassiske Forfatteres Skrifter findes
Vidnesbyrd i begge Retninger. Khaldæerne havde
nøiagtig inddelt Dagen i 12 Timer; ved sine
astronomiske Observationer betjente de sig om Dagen
af Soluhre, om Natten af Vanduhre. Disse
Observationer var blevne fortsatte gjennem et meget
langt Tidsrum, og Optegnelser om dem
opbevaredes, saaledes at Kallisthenes, som ledsagede
Alexander den store, efter klassiske Forfatteres (forresten
naturligvis overdrevne) Beretninger stal have bragt
med sig tilbage til Grcekenland Optegnelser over
Observationer, foretagne gjennem et Tidsrum af
31,000 Aar. Ved Hjelp af sine astronomiske
Iagttagelser fandt Khaldæerne den efter dem benævnte
Khaldæiske Periode (Sarosperioden), et
Tidsrum af 6,585½ Dag, i hvilken Tid Maanen gjør
223 synodiske Omløb, og efter hvilken den indtager
samme Stilling som ved dens Begyndelse med
Hensyn til Solen og til sin Banes Knuder. Denne
Periode tjente derfor Khaldæerne som Middel til at
beregne Maane- og Solformørkelser. De ældste
videnskabelige Iagttagelser af Khaldæerne, som nu
kjendes gjennem Ptolemæus, er Iagttagelserne af
tre Maaneformørkelser i Aarene 721 og 720 f. Kr.
Paa Grund af sine astronomiske Kundskaber stod
Khaldæerne baade før og efter det babyloniske
Riges Fald i stor Anseelse, og selv de grcrste
Astronomer i Alexandria lagde ikke LEgypternes,
men Khllldcrernes crldste Observationer til Grund
for sine Beregninger. Khaldæerne kjendte til, at
Maanen faar sit Lys fra Solen, og at dens
Formørkelser skriver sig fra Jordens Skygge. Diodors
Beretning om, at de derimod ikke kjendte Jordens
runde Form samt Solformørkelsernes Aarsag, synes
lidet rimelig. Khaldæernes Astrologi skal først
være forplantet til Grækenland ved en vis
Osthanes, som fulgte med Xerxes paa hans Tog. Vist
er det, at den havde vundet megen Udbredelse
der ca. 400 f. Kr. Desuden var Khaldæerne
kjendte som Tegnsudlcrggere i mange Retninger.
Mange Tegn og Symboler i Middelalderens
dæmoniske Besværgelsesformler er ialfald benævnte
efter Khaldæerne og stammer muligens fra dem.
— Det khaldæiske Sprog i Betydning af de
crldste Khaldcrers Sprog er f^rst blevet bekjeudt,
efterat man har set sig istand til at dechiffrere
Kileskrifterne. Det kaldes ogsaa sumerisk og er
et agglutinerende Sprog, der synes at slutte sig
til enkelte turanske Mundarter. Ved Siden af
dette Sprog udviklede sig senere som Folkesprog
et andet, det Bstaramcriske, som mindre rigtig
kaldes Khaldæisk. Det var et semitisk Sprog, som
blev antaget af Jøderne efter Exilet og endog fra
Makkabæernes Tid fortrængte Hebraisk som
brugeligt Skriftsprog. I dette Sprog er enkelte Afsnit
af Esras Bog og Profeten Daniel skrevne, ligesaa
Khlllij
„Targumim“, en Række Oversættelser og Parafraser
af gammeltestamentlige Bøger. Til mange
apokryfiske Bøger, som nu kun kjendes i græsk
Oversættelse, er den khaldæiske Grundtext gaaet tabt.
Josefus skrev ogsaa først sit Verk om den jødiske
Krig paa Khaldæisk. Sproget i Talmud kaldes
sædvanlig uden videre khaldæisk, men der er stor
Forskjel mellem den ældste Del (Mischna) og den
yngre Forklaring (Gemara); den første er væsentlig
Hebraisk, kun med en Del khaldæiske Former (kaldes
derfor nu Nyhebraisk); den anden er skreven i en
udartet Form as Khaldæisk. — Arabernes
Herredømme fortrængte det khaldæiske Sprog, som nu
kun og i fordærvet Form tales i avsidesliggende
Fjeldegne i det nordlige Mesopotamien og Assyrien.
Khalif, Titel for Muhameds Efterfølgere som
Indehavere af det verdslige og religiøse
Herredømme over Islams Tilhængere; af dette Ord er
Navnet Khalifat danner som Betegnelse for det
af disse Herskere regjerede Rige. Efterat
Muhamed, fom haude gjort sig til sine Landsmænds
Regent, var dpd uden at efterlade sig Sønner,
udbrød Strid om Herredømmet mellem hans
Svigerfader Abu-Bekr og hans Fætter og Svigersøn
Ali. Den første gik 632 af med Seiren og antog
Titelen Khalifet-Resul-Allah, d. e. „Guds Profets
Stedfortræder“. Efterat have dæmpet forskjellige
indre Uroligheder begyndte han strax
overensstemmende med den afdøde Profets Lære at underkaste
de omkringliggende Lande under sit Herredømme
og Islam. Han døde imidlertid allerede 634,
medens hans Hær trængte frem i Syrien; dette Lands
Erobring fuldendtes under Omar ibn el Kattâb
(634—44), ligesom ogsaa Ægypten ved Feltherren
Amru indtoges og underlagdes Khalifatet 638—40.
Jerusalem blev 638 nødt til at tilbyde Overgivelse,
og Omar drog selv derhen og fastsatte
Kapitulationsvilkaarene, hvis Bestemmelser om Forholdet
mellem Muhamedanerne og de underkuede Kristne
senere er blevne Mønster ved lignende Leiligheder.
Under Omar blev der endvidere kjæmpet heldig
mod Sassaniderriget, og Islam udbredtes over
Størstedelen af Persien. Han grundede Byerne
Basra og Kufa, organiserede Khalifatets
Statsindretninger og antog Titelen Emir-al-Muminin,
d. e. „de Troendes Fyrste“, hvilken Titel de senere
Khalifer bibeholdt. Under Othman (644—56)
udbredte det arabiske Rige sig endnu videre, idet
Islam fuldstændig gik af med Seiren i Persien,
og Afrikas Nordkyst til og med Tunis under
lagdes. Ogsaa i Armenien og Lilleasien gjorde
Araberne Erobringer. Othman gjorde sig for
resten forhadt ved at begunstige sine Slægtninge
og ved ikke at tage det ønskelige Hensyn til
gammel Skik og Brug i flere Henseender. Det kom
til en Opstand, og han blev myrdet, hvorefter den
ovenfor nævnte Ali (656—60) valgtes til Khalif
af Folket i Medina. Han kunde ingen Erobringer
gjøre, da han uafladelig maatte kjæmpe med indre
Fiender, af hvilke den farligste var den mægtige
Statholder Moavija i Syrien. Denne og hans
Ben Amru underlagde sig Ægypten og en Del af
Arabien, og Ali blev kort efter myrdet. Hans
Søn Hassan, som fulgte ham i Regjeringen,
mistvivlede om at kunne staa sig mod Moavija og
nedlagde derfor efter 6 Maaneders Forløb sit
Herredømme. Moavija den første (661—80) besteg
nu Tronen og forlagde Khalifatets Residens fra
76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
