Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kleist, Ewald Christian von - Kleist, Heinrich Bernt Wilhelm von - Klemens. — Klemens den første, Romanus. — Klemens den anden. — Klemens den tredie (Modpave). — Den egentlige Klemens den tredie. — Klemens den fjerde. — Klemens den femte. — Klemens den sjette. — Klemens den syvende. — Klemens den ottende. — Klemens den niende. — Klemens den tiende. — Klemens den ellevte. — Klemens den tolvte. — Klemens den trettende. — Klemens den fjortende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
KlemensKleist 111
Danmark oa indtraadte som Officér i den danske
Armé, men reklameredes 1740 af Fredrik den
anden og blev Løitnant ved Prins Henriks
Regiment i Potsdam. Her lærte han at kjende Gleim,
som opmuntrede ham til at forsøge sig som Digter.
Efter at have udmærket sig i den første schlesiske
Krig blev han Kaptein og 1757 Major; 1759
blev han dødelig saaret i Slaget ved Runersdors
oa dsde nogle Dage efter. Hans Digt „Vaaren“
(1749), der oprindelig blot blev trykt som
Manuskript for hans Bekjendte, gjorde stor Lykke og blev
gjentaane Gange oplagt; det er rigt paa simple,
men poetiske og tiltrækkende Naturskildringer.
Desuden skrev han flere Sange, Elegier, Oder og
Idyller samt et Epos „Cissides og Paches“. Hans
Verker blev udgivne 1760 af Rammler.
Kleist, Heinrich Bernt Wilhelm von, tysk Digter,
f. 1777, d. 1811, indtraadte i den preussiske Armé
og var med paa Felttoget ved Rhinen 1795. men
tog derpaa Afsted fra Militærtjenesten og studerede
i Frankfurt an der Oder Filosofi og Mathematlk.
1800 havde han en Tid Ansættelse i
Finansdepartementet i Berlin. Efter derpaa at have
opholdt sig paa forskjellige Steder blev han 1804
ansat ved Domænekammeret i Königsberg, men
opgav denne Stilling 1806 for at ofre sig
udelukkende for Poesien, som han allerede tidligere
havde dyrket. Paa Reisen fra Königsberg til
Dresden 1807 blev han fangen af Franskmændene
oa som Krigsfange bragt til Paris, hvorfra han
først efter flere Maaneders Forløb kom bort; han
begav sig nu til Dresden, hvor han sammen med
Adam Müller begyndte at udgive Bladet „Föbus“.
Senere gik han til Berlin, hvor han lærte at
kjende en Dame, Fru Henriette Vogel, til hvem
han traadte i et inderligt Venstabsforhold, der
var arundet paa Sympathi i begges sværmerske
oa tunge Sindsstemning samt paa deres fælles
Lidenskab for Musik. Hun krævede og erholdt det
Løfte af Kleist, at han skulde vise hende en
Tjeneste, naar hun forlangte det; kort efter forlangte
hun, at han skulde dræbe hende, og han, som
befandt sig i de mest trykkende Forhold og desuden
fortvivlede om sit Fædrelands Fremtid, for hvilken
han havde næret sværmeriske Forhaabningcr, lod
sia overtale til at skyde baade sin Veninde og sig
selv. Hans poetiske Begavelse var rig, men
paavirkedes uheldig af hans Hang til Grublerier og
Tungsind; han var helt igjennem Romantiker, men
besad en større Evne til plastisk og levende poetisk
Fremstilling end de fleste af den romantiske Skoles
Diqtere. De mest fremragende af hans Verker
er Lystspillet „Det sønderbrudte Krus“, Dramaerne
„Käthchen af Heilbronn“, „Hermansslaget“ og
„Prinsen af Homburg“ samt flere Fortællinger,
blandt hvilke den bedste er „Michael Kolhaas“;
mindre betydelig var han som Lyriker. Hans
Skrifter er udgivne samlede af Tieck (3 Bd., 1826)
og ofte senere.
Klemens, Navn paa 17 Paver, af hvilke dog
tre som tilhørende den skismatiske Kirke ikke regnes
med blandt Paverne. Klemens den første,
Romanus, en af de apostoliske Fædre, var efter
Sagnet den første eller tredie Biskop i Rom og
en Discipel af Apostelen Peter samt Paulus’s
Ven og Medarbeider. Ifølge en senere Beretning
skal han have lidt Martyrdøden Aar 102. Han
roses som en dygtig og uforfærdet Kirkens Styrer,
der skal have forfattet flere Skrifter, af hvilke et
Brev til Korinthierne bevislig er ægte. —
Klemens den anden (1046—47), var tidligere Bissov
i Bamberg og blev af Synoden i Tntri ved Kei
ser Henrik den tredies Anbefaling valgt til Pave.
— Klemens den tredie, Erkebiskop af Ravenna.
blev 1080 indsat som Gregor den syvendes Mot^
pave af Keiser Henrik den fjerde. Han beholdt sin
Stilling som saadan under Paverne Viktor den
tredie og Urban den anden og døde 1100. —
Den egentlige Klemens den tredie
(1187—91), erhvervede det verdslige Herred??mme over
Rom og bevegede Fredrik Barbarossa, Filip
August og Rikard sovehjerte til at foretage et
Korstog. — Klemens den fjerde (1265—68)
var en ivrig Modstander af Hohenstauferne; for
at knekke deres Magt skjænkede han Neapel til
Karl af Anjou. — Klemens den femte
(1305—14), Franskmand af Fødsel, tidligere Erkebiskop
af Bordeaux, blev ved Filip den smuttes Under
st??ttelse valgt til Pave af Hensyn til sit Benskab for
Frankrige. Han flyttede paa Grund af Borger
kriqene til Avignon, hvor Paverne siden resioerede
i 70 Aar. For at ftie Filip lod han paa Konci
let i Vienne 1311 Tempelherreordenen opheve. —
Klemens den sjette (1342—52) var den sidste
Pave, som forspgte Banstraalen mod den tyste
Keiser, idet han anvendte den mod Ludvig af
Baiern og udraabte Karl af B??hmen (Karl den
fjerde) til hans Modkeiser. — Klemens den
syvende (1523—34), virkede for Italiens Selv
stendighet?? og modarbeidede Keiser Karl den femtes
Indflydelse, ligesom han paa Konventet i Regens
burg fik flere sydtyske Stater til at forene sig mod
Reformationen. Hans Stridigheder med Keiseren
fprte til, at denne med en Her 1527 stormede og
plyndrede Rom og fangede Paven, der maatte
lsskjsbe sig for en betydelig Sum. — Klemens
den ottende (1592—1605), f. 1536, var først
Advokat og udnevntes 1585 til Kardinal. Han
erhvervede Ferrara for Kirkestaten, og ftgte at
megle mellem Dominikanerne og lesmterne i Stri
den om Forholdet mellem Gnds Naade og Syn
deres Omvendelse. Ligeoverfor Protestanterne viste
han sig tolerant. — Klemens den niende
(1667—69), ftansede ForfKgelserne mod lansem
sterne (s. d.) ved den saakaldte Klementinske Fred,
men forbod dog den af dem beftrgede Bibelover
settelse. — Klemens den tiende (1670—76)
var en kraftlM og uduelig Pave. — Klemens
den ellevte (1700—21) fordømte 1713 Ques-
nels Udgave af det Nye Testamente og forlengede
derved de jansenististe Stridigheder. — Klemens
den tolvte (1730—40) strcrbte at omvende Gre
kerne til den romersk-katholske Tro og grundede i
dette Meinet?? et Seminarium paa Korsika. —
Klemens den trettende (1758—69) sMe
forgjeves at t??ge lesuiternes Parti ligeoverfor
Frankrige, Spanien og Portugal, hvor de havde
aiort sia forhadte baade af Regjeringen og Folket.
— Klemens den fjortende (1769—74), f.
1705, hed Giovanni Antonia Lorenzo Ganganelli
og var Søn af en italienfl Læge. I en Alder af
18 Aar indtraadte han i en Munkeorden, stude
rede Theologi og Filosofi, blev 1759 Kardinal og
senere pavelig Statssekretær. Han modarbeidede
kraftig Jesuiternes Anmasselser og udmærkede sig
efter sin Ophøielse paa Pavestolen ved Mildhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
