Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kleon - Kleopatra (ægypt. Kluptra) - Klep - Kleptomani, Tyvegalskab, se Mani - Klerus. — Kleriker („Klerk“). — Klerikal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kleopatra
sine Midler, men energisk og kraftfuld. Han gjorde
sig først bekjendt ved sin Opposition mod Perikles
i Folkeforsamlingen og stod efter hans Død i
Spidsen for det Parti, som ivrig arbeidede for
Fortsættelse af Krigen med Sparta. Han skaffede
sig stor Popularitet blandt de ubemidlede Borgere
ved at forestaa den daglige Godtgjørelse for
Medlemmerne af Edsvorneretterne forhøiet fra 1 til 3
Oboler. Efter Underkastelsen af det frafaldne
Mitylene (427) satte han igjennem i Folkeforsamlingen,
at alle vaabendygtige Mænd skulde dræbes og Resten
sælges som Slaver, hvilken Besiutning dog næste
Dag blev tilbagekaldt. Efter Pylos’s Erobring
og 420 spartanske Borgeres Indeslutning paa
Øen Sfakteria (425) kom Gesandter fra Sparta
til Athen med Fredsforslag, som dog efter Kleons
Raad forkastedes, hvorpaa han selv blev
udnævnt til Hærfører; med Understøttelse af sin
Kollega Demosthenes erobrede han Sfakteria og
bragte Resterne af den spartanske Besætning som
Fanger til Athen. Da den spartanske Feltherre
Brasidas 422 gjorde et heldigt Tog til Thrakien,
blev Kleon atter Hærfører paa Foranstaltning af
Fredspartiet, som vilde fjerne ham fra Athen; han
stilledes i Spidsen for de mod Brasidas sendte
Tropper og faldt tilligemed den fiendtlige
Hærfører ved Amfipolis. Kleons Liv og Karaktér
kjendes næsten udelukkende af Aristofanes’s og
Thukydides’s Skrifter; begge disse Forfattere hører
imidlertid til hans afgjorte Fiender, hvorfor deres
Dom neppe kan betragtes som helt ud upartisk.
Den første skildrer ham i sin Komedie „Ridderne“
i Skikkelse af en paflagonisk Garver og som et
Billede paa den gemeneste Slethed i alle Retninger.
Kleopatra (ægypt. Kluptra), Datter af den
ægyptiske Konge Ptolemæos Auletes, f. 66 f. Kr.,
bestemtes af Faderen til at føre Regjeringen
sammen med sin yngre Broder Ptolemæos Dionysos,
men blev efter Faderens Død 51 fortrængt af
Broderens Formynder Potheinos og Hærens Chef
Akhillas. Da Julius Cæsar 48 kom til Ægypten,
vendte hun sig til ham med Bøn om Hjelp og
vidste ved sin Skjønhed og Aandrighed aldeles at
fængsle den store Feltherre, som, efterat Ptolemæos
Dionysos var falden og hans Parti overvundet,
indsatte hende til Dronning og gav hende hendes
anden Broder Ptolemæos til Ægtemand og
Medregent. Hun fødte Cæsær [[** sic! **]] en Søn, Cæsarion, med
hvem hun 46 besøgte Rom og af Cæsar blev
modtagen paa den mest ærefulde Maade; efter Cæsars
Mord vendte hun tilbage til Alexandria og lod
kort efter sin Medregent dræbe. Under de
paafølgende romerske Borgerkrige holdt hun sig i
Begyndelsen neutral, hvorfor Antonius efter Slaget
ved Filippi lod hende kalde til sig i Tarsus for
at aflægge Regnskab for sin Opførsel. Hun
forstod snart og for bestandig at fængsle den
sanselige Antonius, som tilbragte Vinteren 41—40
hos hende i Alexandria og siden forlod sin Hustru
Octavia for at vende tilbage til hende. Efterat
han 34 paa en forrædersk Maade havde indtaget
Armenien, holdt han i Alexandria en glimrende
Triumf. Kleopatra fik store Landstrækninger til
Foræring, ligeledes hendes Børn med Antonius,
og Cæsarion indsattes til hendes Medregent. Da
Krigen mellem Octavian og Antonius udbrød 82,
ledsagede Kleopatra sin Elsker, og begge tilbragte
det første Aar med yppige Fester og i Ørkesløs-
Klerns
hed i Efesos, Samos og Athen. Antonius’s
Forhold til hende og hans Skilsmisse fra Octavia
vakte megen Forargelse i Rom; han var Gjenstand
for almindelig Foragt og betragtedes kun som
Kleopatras Hærfører, hvorfor det var hende, man
i Rom erklærede Krig. Paa Kleopatras Raad
indlod Antonius sig 31 i Sjøslaget ved Actium, hvor
han blev totalt slagen, tildels af den Grund, at
Kleopatra midt under Slaget flygtede med sine 60
Skibe, hvorpaa Antonius lod alt i Stikken for at
følge hende. Begge begyndte nu i Alexandria at
føre det samme nydelsessyge Liv som før; men
Octavian brød op mod Byen og indtog den. Da
Antonius fik den falske Efterretning, at Kleopatra
havde dræbt sig, vilde han ikke overleve hende,
men styrtede sig over sit Sværd og saarede sig
dødelig. Da fik han vide, at hun levede, lod sig
bringe til hende og døde i hendes Arme.
Octavian bemægtigede sig hende med List, og hun søgte
nu at gjøre sine Forførelseskunster gjeldende
ligeoverfor ham; men da hun indsaa, at dette intet
nyttede, og at han kun tænkte at gjøre sin Triumf
i Rom mere glimrende ved at føre hende med,
dræbte hun sig ved Gift; efter Sagnet lod hun
sig bide af en giftig Slange. Hendes Børn med
Antonius optog dennes forskudte Hustru Octavia,
og lod dem opdrage som sine egne.
Klep, Prestegjeld paa Jæderen, Stavanger Amt,
bestaar af Sognene Klep, Orre og Bore.
Kleptomani, Tyvegalskab, se Mani.
Klerus, egentl. Eiendom eller Arvedel, d. v. s.
Guds Eiendom eller Lod, var oprindelig et Navn
paa hele den kristne Kirke som „Guds Børn“, men
gik senere i den romerske og grceske Kirke over til
at betegne Geistligheden eller Presteskabet i
Modsætning til Lægfolket. Allerede i Slutningen af
det andet Aarh. adskilte man tre Klasser af
Geistligheden: Biskoperne, Presbyterne og Diakonerne;
ved Siden af disse sidste og under dem stilledes i
de større Menigheder fra det 3die Aarh. Subdiakoner.
Til Geistligheden i videre Forstand regnedes ogsaa
Kirkens lavere Betjente, saasom Dørvogtere,
Forelæsere, Korpersonalet o. fl. Omtrent samtidig
begyndte man at skjelne mellem den høiere Klerus:
Biskoperne, Presbyterne og Diakonerne, og den
lavere, der omfattede alle andre geistlige Personer.
Biskopernes Anseelse vedblev længe at stige,
medens Presbyternes sank. Tilgangen til den
geistlige Stand blev snart saa stærk, at der fra den
verdslige Magts Side maatte udstedes Love deri
mod. Geistligheden stilte fig tillige stadig mere
fra Lægfolkene, hvilket hovedsagelig fandt Sted i
Middelalderen og i den vesterlandske Kirke ved det
der indførte Cølibat samt ved Læren om, at den
geistlige Ordination medførte egne og uudslettelige
Egenskaber (character indelebilis), hvorved
Udtrædelse af den geistlige Stand kom til at agtes
lige med Apostasi. Ogsaa i Dragten skilte
Geistligheden sig fra Lægfolket; alle Medlemmer af
Klerus bar en hvid Dragt (vestis alba, tunica)
og derover en Stola, Biskoperne og Presbyterne
derover en Casula (planeta) og Diakonerne en
Dalmatica. Pallium var i Begyndelsen en egen
Udmærkelse for de østerlandske Biskoper. Tonsuren
indførtes først i det 6te Aarh. Den kirkelige og
geistlige Forfatning artede sig mere og mere som
et Aristokrati; over Biskoperne stod Metropoliterne
og over disse Erkebisperne; i det vestlige Europa
113
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
